Herhjemme er vi forsigtigt begyndt at sende de yngste tilbage i skole, og der lyder ingen bange forudsigelser om, at den midlertidige hjemmeskoling vil få ødelæggende betydning for hverken deres eller de ældre elevers fremtid. Men ser man på de globale tal for børns skolegang er verden faktisk vendt på hovedet lige nu.
“Man plejer som tommelfingerregel at sige, at ni ud af ti børn går i skole. Men lige nu er det lige omvendt. UNESCO (FN’s organisation for uddannelse, videnskab og kultur) vurderer, at ni ud af ti børn ikke er i skole. 1,57 milliarder børn i 192 forskellige lande er hjemme,” siger Helle Gudmandsen, chef for international uddannelse i Red Barnet.
Det bekymrer hende blandt andet, at en række afrikanske lande har planlagt at lukke uddannelsesinstitutioner i tre måneder og derfor først regner med at åbne til september efter ferien.
De mest marginaliserede børn mister blandt andet deres daglige skolemåltid og også et sikkert opholdssted, hvor de i timer hver dag kan være i sikkerhed for vold og misbrug.
“Mange vil ikke komme tilbage igen efter så langt et afbræk. Det vil typisk være børnene fra de svageste familier, især pigerne. Det vil påvirke hele deres fremtid,” siger Helle Gudmandsen til Globalnyt.
Hjemmeskoling er ikke en mulighed for mange udsatte børn i landområder, i forstæderne til de store byer og selvfølgelig i konfliktområder. Forældrene kan have svært ved at hjælpe. Man kan ikke lære børn at skrive og regne, hvis ikke man selv kan. Man har ikke adgang til digitale platforme. Noget af det, der kan gøres, er at lave radioskoler i samarbejde med lokalstationer, men det kræver en vis forberedelse.
Kend din epidemi
Den britiske konfliktforsker og afrikakender Alex de Waal, der er direktør for World Peace Foundation på Tufts Universitet, understreger i et blogindlæg på London School of Economics, at standardreaktionen på coronapandemien ikke nødvendigvis passer til de afrikanske samfund.
En global pandemi udfolder sig på forskellige måde i forskellige lande, men reaktionen på den er typisk den samme alle steder. Alex de Waal efterlyser en analyse af befolkningssammensætningen og dens betydning for sygdommens spredning, en analyse af sandsynligheden for at en standard nedlukning vil virke, og en analyse af hvilken virkning det vil have på økonomien, samfundet og ledelsen af landet.
I dag følger de afrikanske lande modellen fra Asien, Europa og USA og lukker. Men er det, fordi man tror, det kan bremse sygdomsspredningen, fordi det er den eneste internationalt acceptable reaktion, eller fordi det giver magthaverne større magt?
Alex de Waal peger på fire forhold, der betyder, at situationen i mange afrikanske lande er markant forskellig fra andre steder i verden.
For det første er befolkningerne meget unge. Det er en sølle trøst for de to procent af den afrikanske befolkning, der er over 65 år og derfor i størst fare. Men generelt må dødeligheden forventes at blive ret lav i de afrikanske lande.
For det andet bor et flertal (56 procent) af befolkningerne på landet, hvor smitsomme sygdomme spreder sig langsommere end i bycentrene. Samtidigt lever flertallet af byboerne i store familier i meget tæt befolkede områder, hvor det nærmest er umuligt at holde social distance. Kun en meget lille del af befolkningerne lever i de mindre, separate kernefamilier, der kendetegner højtudviklede lande. Så smittemønstrene vil være meget forskellige i de tre grupper.
For det tredje er der stor forskel på befolkningerne og deres bevægelsesmønstre i de mange forskellige afrikanske lande og inden for grænserne i landene. Kendskab til lokale forhold er afgørende for den rette coronarespons. Det er kun lokalsamfundene, der har den viden. Derfor skal ethvert tiltag ske i nært samarbejde med de lokale.
For det fjerde er der særlige risikofaktorer at tage hensyn til i afrikanske lande. Mange menneskers immunsystem er i forvejen udfordret af sygdom. Vi ved for eksempel ikke, hvordan mennesker, der lever med HIV og AIDS og er i anti-retroviral behandling, vil blive påvirket af Covid-19.
Den flade kurves logik
Begrundelsen for at lukke samfund ned er, som vi kender det herhjemmefra, at vi skal ramme den flade – endelig ikke den stejle – kurve. Det sker, for at hospitalsvæsenet kan følge med, de værst ramte patienter kan komme i behandling, og man kan få iværksat et testsystem. Nedlukningen skal også kunne kontrolleres.
Alex de Waal skriver, at det formentligt er umuligt at gennemføre i mange fattige egne eller for eksempel flygtningeområder. Der vil blive gjort storstilede forsøg på at omgå reglerne, det vil føre til demonstrationer og konfrontationer mellem politi og indbyggere – det modsatte af hensigten. Man kan kun lukke samfundene ned, hvis befolkningerne og myndighederne er enige og samarbejder om det. Og hvis befolkningerne bliver kompenseret for de indtægter og andet, de mister.
Endelig giver nedlukningen kun mening, hvis det giver sundhedssystemerne mulighed for at komme på omgangshøjde med behovet. Hvis der ikke er udsigt til, at sundhedssystemerne kan forbedre deres kapacitet, ja så bør man nok overveje, om der er andre muligheder. De professionelle har ingen alternativer, men de kunne spørge lokalsamfundene, sådan som man gjorde med succes under ebola-epidemien i Vestafrika, foreslår Alex de Waal.
Han frygter, at nedlukningen vil skade de afrikanske samfund mere, end coronavirus vil. Sundhedsmæssigt, økonomisk, socialt, og også han peger på børnenes og de unges afbrudte skolegang som et problem.
Kuren værre end sygdommen
Organisationen ACAPS i Geneve, der leverer analyser til de humanitære organisationer, har lavet en første rundspørge til 462 udstationerede nødhjælpseksperter om følgerne af coronavirus. Det er ikke en videnskabelig undersøgelse, men de første meldinger, der kommer fra nødhjælpsfolk i Afrika, bekræfter Alex de Waals bange anelser.
Det store fokus på corona trækker ressourcer fra andre dele af de overbelastede sundhedssystemer, fra mødre- og børnesundhed, vaccinationsprogrammer og malaria. Samtidigt mister mange mennesker deres levebrød.
Fattige i overbefolkede bydele, indsatte i fængsler og detentionscentre er i overhængende sundhedsmæssig og økonomisk risiko. Flygtninge og migranter bliver forfulgt, fordi de beskyldes for at have bragt smitten med sig. Fattige børn er udelukket fra hjemmeundervisning. Kvinder er særligt udsatte for både smitte og overgreb.
Lukning af landene rammer især små forretningsdrivende, opstartsvirksomheder, bønder og gadesælgere økonomisk hårdt. Madpriserne stiger. Og generelt er der skåret ned på hjælpen udefra.
