Per Stig til Washington-møde om udviklingsmål søndag

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Udenrigsminister Per Stig Møller (K) deltager søndag i et møde i Verdensbankens og Valutafonden IMFs fælles Udviklingskomité. Udenrigsministeren deltager som repræsentant for Estland, Finland, Island, Letland, Litauen, Norge, Sverige og Danmark, skriver udenrigsministeriet i en pressemeddelelse fredag.

På mødet vil ministre fra hele verden drøfte opfyldelsen af de målsætninger og løfter, som det internationale samfund har opstillet under de store konferencer i Doha, Monterrey og Johannesburg.

Målsætningerne er opsummeret i FNs 2015-mål, der bl.a. sigter mod at halvere andelen af fattige i verden, skaffe grundskoleuddannelse til alle drenge og piger og reducere børnedødelighed med to tredjedele inden 2015.

For at opfylde løfterne har u-landene givet tilsagn om at tage større ansvar for egen udvikling gennem f.eks. bedre regeringsførelse og bekæmpelse af korruption. De rige lande har lovet at levere mere og bedre udviklingsbistand, åbne deres markeder for u-landenes produkter og lette gældsbyrderne for de mest sårbare udviklingslande.

Verdensbanken har forud for mødet i Udviklingskomitéen fremlagt en omfattende rapport om opfyldelsen af de mange løfter, “Global Monitoring Report 2004”, der vil danne udgangspunkt for drøftelserne i Washington.

Per Stig Møller udtaler forud for mødet:

– Verdensbankens seneste fremskrivninger viser, at størstedelen af 2015-målene ikke vil blive nået i de fleste udviklingslande. Vi er længst fra målet i Afrika syd for Sahara, hvor især udviklingen inden for børnedødelighed og dødeligheden for gravide og fødende kvinder ikke er opløftende.

– Jeg vil derfor på mødet i Udviklingskomitéen opfordre alle lande til at leve op til den internationale målsætning om at yde 0,7 pct. af BNI i udviklingsbistand. Der er ingen tvivl om, at der er brug for mere – og bedre koordineret – udviklingsbistand. Men jeg vil også minde mine kollegaer fra udviklingslandene om deres ansvar.

– U-landenes egne politikker vil være udslagsgivende for, hvorvidt 2015-målene bliver nået. Her vil vejen gå gennem skabelsen af demokratiske retssamfund, hvor menneskerettighederne respekteres og en velfungerende offentlig sektor bekæmper korruption og leverer fundamentale sociale tjenesteydelser til borgerne.

– Det vil også være afgørende med ganske markante forbedringer af rammebetingelserne for udviklingslandenes spirende private sektorer, der udgør selve grundlaget for den økonomiske vækst.

Per Stig Møller fortsætter:

– Verdensbanken og Den internationale Valutafond er sværvægtere i det internationale system. Banken og Fonden har i kraft af deres intellektuelle styrke og store økonomiske formåen helt centrale roller i den internationale kamp mod fattigdom og global ulighed.

– Institutionerne er derfor centrale partnere i vores bestræbelser på at bygge bro over de økonomiske, sociale, kulturelle og religiøse skel, som skaber grobund for konflikter og terror. Kampen mod fattigdom er nok et mål i sig selv, men øget udvikling er også en forudsætning for skabelsen af fred og sikkerhed i vores del af verden.

– Udviklingslandenes deltagelse i den internationale samhandel er med til at skabe bæredygtige produktionsstrukturer og vækst. Derfor lægger jeg vægt på Verdensbankens og IMFs indsats for at rådgive og støtte u-landene, så de kan deltage i verdenshandelen som ligeværdige partnere. Dette kræver naturligvis også, at vi er parate til at åbne vore markeder for udviklingslandenes produkter.

– Jeg håber, at mødet i Udviklingskomitéen vil medvirke til at skabe fornyet momentum og sikre et udviklingsvenligt udkomme af de internationale handelsforhandlinger, som blev startet i Doha i 2001.

– Mange udviklingslande er fortsat plagede af gældsproblemer. Med opbakning fra de øvrige nordiske og baltiske lande vil jeg på mødet i Udviklingskomitéen tale for at eftergive 100 procent af den gæld, som de højt forgældede lavindkomstlande optog før 1999 – når de har gennemført de nødvendige reformer.

– Jeg vil også plædere for, at Banken og Fonden øger deres støtte til opbygning af udviklingslandenes kapacitet til selv at styre deres udlandsgæld, slutter udernigsministeren.

Læs mere om mødet i Udviklingskomiteen på www.imf.org/external/spring/2004/index.htm

Yderligere oplysninger hos kontorchef Nanna Hvidt, tlf. 33 92 09 01.

Læs også “Verdensbanken: Verdens fattigdom halveret”, 23.04.04, på forsiden af u-landsnyt.dk