Udenrigsministerens besvarelse torsdag af forespørgsel i Folketinget om Danmarks FN-politik stillet af Jeppe Kofod (S), Holger K. Nielsen (SF), Niels Helveg Petersen (R), Søren Søndergaard (EL) og Jann Sjursen (KD). Besvarelsen former sig især som en programerklærng for Danmarks arbejde i FNs Sikkerhedshedsråd fra den 1. januar, hvor vi indtræder som medlem.
Af Per Stig Møller (K)
FN står i disse år over for nye og komplekse udfordringer både på det sikkerhedspolitiske, økonomiske og sociale område. Det kræver nytænkning og omstillingsparathed.
Om få måneder vil Danmark – om alt går vel – for 4. gang siden FNs grundlæggelse i 1945 blive valgt ind i FNs Sikkerhedsråd; det sker for en toårs-periode fra den 1. januar 2005. Vi får en enestående mulighed for at yde vort bidrag til at sikre, at FN står rustet til at møde det 21. århundredes nye globale udfordringer.
Effektiv multilateralisme og styrkelse af FN vil stå i centrum for vores bestræbelser. Vi vil fokusere både på nye trusler – terrorisme og masseødelæggelsesvåben – og på fattigdomsbekæmpelse og 2015-målene. FNs evne til krisestyring og sammentænkning af sine indsatser må styrkes. Og vi vil gøre en særlig indsats for de konfliktramte afrikanske lande
Da FN-pagten blev underskrevet i San Francisco i 1945, var den helt dominerende trussel mod international fred og sikkerhed fortsat væbnede konflikter mellem suveræne stater. Det klassiske trusselsbillede er nu afløst af et langt mere komplekst og mange-facetteret.
Fattigdom, hiv/aids, korruption, dårlig regeringsførelse, mangel på demokrati, menneskeretskrænkelser, humanitære katastrofer, fejlslagne stater, borgerkrig og terrorisme kan være ligeså alvorlige trusler mod fred og sikkerhed som mellemstatslige tvister, konventionelle våben og masseødelæggelsesvåben. Ca.1,2 milliarder lever i dyb fattigdom for mindre end 1 dollar om dagen. 40 millioner er nu smittet med hiv. Det er i høj grad noget, der påvirker deres sikkerhed.
Det giver ikke længere mening at skelne mellem ”hårde” trusler på den ene side og ”bløde” på den anden. De nye trusler er kendetegnet ved, at de er komplekse og indeholder elementer af begge kategorier. Terroranslagene efter den 11. september 2001 har demonstreret, at fanatisme og intolerance udgør en dødbringende cocktail. Udsigten til, at terrorister kan få adgang til masseødelæggelsesvåben, er skræmmende.
De nye trusler har naturligt aktualiseret behovet for en effektiv fælles indsats og dermed også grundlæggende reformer af FN.
På FNs topmøde i 2000 enedes verdens stats- og regeringschefer om Årtusind-erklæringen. Den indeholder ambitiøse målsætninger for verdenssamfundets indsats for bl.a. fred, sikkerhed, nedrustning, bekæmpelse af fattigdom, bæredygtig udvikling, menneskerettigheder, demokrati, Afrika og reformer af FN.
Årtusinderklæringen er fortsat rammen om FNs samlede indsats. Et nyt topmøde i 2005 vil gøre status over gennemførelsen af erklæringen. Der er brug for en særlig indsats for at sikre 2015-målene bliver til virkelighed – også i Afrika. Regeringen vil i særlig grad arbejde for, at topmødet bidrager hertil.
Der er behov for at styrke evnen til at sammentænke og koordinere FN-systemets e indsatser, så de i højere grad understøtter hinanden. Det har FN-systemet og det internationale donorsamfund traditionelt ikke været særlig gode til. Lande som Danmark med positive erfaringer med at integrere bistands-, handels-, og menneskeretspolitik med klassisk udenrigs- og sikkerhedspolitik er godt rustet til at hjælpe FN.
FNs generalsekretær nedsatte sidste efterår et højniveaupanel, der skal analysere både nye og gamle trusler og komme med anbefalinger til, hvordan FN og det internationale samfund kan styrke indsatsen for kollektiv sikkerhed. Panelets rapport ventes til december, og vil indgå i forberedelserne af 2005-topmødet.
Som et bidrag til panelet er vi fra dansk side den 8. juni vært for et møde med udvalgte panelmedlemmer om, hvordan FNs civile krisestyringskapacitet kan styrkes og om hvordan der kan bygges bro mellem sikkerheds- og udviklingspolitikken i FN. Dette initiativ skal ses som en konkret opfølgning af opfordringen i Folketingets vedtagelse sidste år.
Danmark har tillige bidraget til et fælles EU in-put til panelets arbejde.
Hvordan vil regeringen så konkret arbejde for, at FN og det internationale samfund står rustet til at møde de nye udfordringer? Jeg vil her pege på 4 områder, som også må ses i sammenhæng med det kommende medlemskab af Sikkerhedsrådet:
terrorismebekæmpelse og indsatsen mod masseødelæggelsesvåben
konfliktforebyggelse, krisestyring, fredsbevarelse og post-konflikt indsatser
Afrika
styrkelse af Sikkerhedsrådet.
Terrorisme er ikke noget nyt fænomen. Men terrorisme har i de senere år antaget former og omfang, der gør det til en af de alvorligste trusler verdenssamfundet står over for.
Det gælder naturligvis i særlig grad, såfremt der sker spredning af masseødelæggelsesvåben til terrorgrupper og andre ikke-statslige aktører. Sikkerhedsrådsresolution 1373 pålægger medlemslandene at træffe en lang række anti-terrorforanstaltninger. Sikkerhedsrådets anti-terror komite (CTC) overvåger medlemslandenes gennemførelse af disse forpligtelser. Danmark vil under sit medlemskab af Sikkerhedsrådet blive medlem af CTC og aktivt engagere sig i dette vigtige arbejde.
Regeringen vil lægge vægt på en målrettet indsats for, at landene efterlever deres forpligtelser til med alle midler at bekæmpe terrorisme. Regeringen finder det vigtigt, at FN-systemets evne til at yde især u-landene støtte til anti-terror foranstaltninger styrkes markant.
Arbejdet med at fremme den udviklingsmæssige dagsorden i FN – og i den forbindelse ikke mindst opfyldelsen af 2015-målene og indsatsen for demokrati og menneskerettigheder – må ses som en integreret del af kampen mod terrorismen. Ved at reducere fattigdom, ufrihed og intolerance kan vi bidrage til at dræne den sump af desperation og utilfredshed, der skaber grobund for terroren.
Sikkerhedsrådet vedtog i april resolution 1540, der søger at hindre terroristers adgang til masseødelæggelsesvåben ved at lukke hullerne i de internationale aftaler, som regulerer ikke-spredning af atomvåben samt kemiske og biologiske våben. Også her vil Danmark i Sikkerhedsrådets underkomité engagere sig aktivt i bestræbelserne på at sikre efterlevelsen af resolutionen.
Fredsbevarelse har været en af FNs helt store succeser. Det samlede antal udsendte soldater, politifolk og civile er i øjeblikket på over 50.000. Og efterspørgslen er stigende. Det vil kræve en ekstraordinær tilgang af personel og ressourcer.
Regeringen lægger vægt på, at Danmark bibeholder sit solide bidrag til fredsbevarende operationer og ser positivt på bl.a. et dansk bidrag gennem SHIRBRIG til en eventuel FN fredsbevarende operation i Sudan. For at løfte de mange nye opgaver vil der også være behov for i højere grad at inddrage regionale sikkerhedsorganisationer.
Regeringen støtter et styrket militært samarbejde mellem FN og både NATO og EU. Også selv om forsvarsforbeholdet betyder, at Danmark ikke i øjeblikket kan være med på EU-siden. Vi støtter også de afrikanske samarbejdsorganisationer og disses evne til at dæmpe og løse konflikter.
De enkelte fredsbevarende operationer er blevet stadig mere komplekse. En varig sikring af freden fordrer ikke blot overvågning af våbenhviler, men en bred vifte af indsatser. Fra afvæbning, demobilisering og reintegration af de stridende parter til opbygning af regeringsinstitutioner og fremme af demokrati, retsorden og menneskerettigheder.
På hovedkvartersniveau og landeniveau mangler FN imidlertid de fornødne planlægnings- og koordinationsmekanismer, der kan sikre en sammenhængende og strategiske indsats.
Fra dansk side vil vi arbejde for at tilføre FN yderligere kapacitet til langsigtet planlægning i civil krisestyring. Det er oplagt at trække mere systematisk på bl.a. UNICEF, UNDP og de øvrige fonde og programmer, som fra årtiers arbejde har et indgående kendskab til lokalforholdene.
Også EU har værdifuld viden og erfaring her og vi arbejder for, at EU og FN kommer til at arbejde tættere sammen og dermed både supplerer og styrker indsatserne.
Der er behov for at styrke koordinationen af bistandsprogrammerne og deres finansiering mellem de forskellige FN-organisationer, Verdensbanken, de regionale udviklingsbanker og bilaterale donorer. Regeringen vil her arbejde for, at der nås fremskridt på dette vigtige område, og ikke mindst der, hvor det virkeligt tæller – i de enkelte u-lande.
Afrika byder både sikkerhedspolitisk og udviklingspolitisk på de største udfordringer for FN.
Mens det samlet set går fremad for udviklingslandene i deres bestræbelser på at nå FNs 2015-mål, går det den forkerte vej for Afrika. Afrikanerne har i de senere år selv gjort en stor indsats for at løfte ansvaret, men det er langt fra tilstrækkeligt. Kun gennem en stor og fælles indsats de næste 10 år, kan verdenssamfundet give Afrika det løft, der skal til for at overvinde problemerne.
Et særligt ansvar påhviler de vestlige lande – inklusive Danmark – for at leve op til de mange løfter om udviklingsbistand, gældslettelser og øget verdenshandel. Regeringen vil arbejde for, at 2005-topmødet stiller skarpt på de afrikanske problemer og løsninger. Vi vil arbejde for, at de vestlige lande lever op til finansieringsforpligtelserne, givet på FN-topmøderne – senest i Monterrey og Johannesburg – samt for en opfølgning på handelsspørgsmålene fra Doha- og Cancun-møderne.
Det vil være oplagt, at Danmark i lyset af vort store engagement i Afrika spiller en særlig rolle i Sikkerhedsrådet i løsningen af de afrikanske konflikter.
Op mod halvdelen af de konflikter, der aktivt behandles i Sikkerhedsrådet udspiller sig i Afrika og de lægger beslag på 50-70 procent af Sikkerhedsrådets tid. Over 4/5 af FNs fredsbevarende personel er udsendt til Afrika. En aktiv dansk indsats i løsningen af de afrikanske konflikter i Sikkerhedsrådet vil ikke mindst fokusere på at sikre sammenhængen mellem FNs og andre aktørers militære, politiske, hu-manitære og genopbygningsaktiviteter.
I forlængelse af den betydelige danske bilaterale støtte til styrkelsen af den afrikanske sikkerhedsarkitektur vil vi søge at fremme samarbejdet mellem FN, Verdensbanken, den Afrikanske Union og de regionale organisationer i Afrika.
Både ECOWAS i Vestafrika og IGAD i Østafrika er med dansk støtte meget aktive i konfliktløsning. Vi vil lægge vægt på et regionalt fokus, der kan sikre sammenhængen i Afrika-indsatserne for hele FN-systemet og styrke en fælles til-gang til problemer. Afvæbning af stridende parter, børnesoldater, flygtninge, hiv/aids, handel med lette håndvåben og håndhævelse af sanktioner må ses i en regional sammenhæng. Også ulovlig handel med naturressourcer vil få særlig opmærksomhed.
Selv om der fokuseres meget på de nye trusler, er de mellemstatslige stridigheder ikke ophørt. Det daglige arbejde med de 20-25 konflikter, der løbende optræder på Sikkerhedsrådets dagsorden, vil have højeste danske prioritet under medlemskabet.
Regeringen arbejder for en udvidelse af Sikkerhedsrådet, så det reflekterer verden af i dag og ikke af i går. Derfor bør f.eks. Tyskland og Japan være med, ligesom ikke mindst udviklingslandene bør være bedre repræsenteret. Det vil også øge legitimiteten af Sikkerhedsrådets beslutninger.
Omvendt må vi undgå at sætte effektiviteten og beslutningsdygtigheden over styr. Medlemskab af Sikkerhedsrådet vil i øvrigt ikke umiddelbart give Danmark større indflydelse på reformdrøftelserne. Reform af Sikkerhedsrådet forhandles ikke i Sikkerhedsrådet, men i en arbejdsgruppe under Generalforsamlingen, der nu har været i gang i 10 år. I forhold til min redegørelse under debatten i Folketinget for et år siden er der desværre ikke sket nævneværdige fremskridt i forhandlingerne.
En vigtig ledetråd for Danmarks medlemskab af Sikkerhedsrådet vil være at styrke og udbygge den internationale retsorden. Regeringen vil arbejde for, at anerkendte retsprincipper reflekteres i Sikkerhedsrådets beslutninger, ikke mindst respekten for menneskerettighederne.
Regeringen vil som medlem af Sikkerhedsrådet bidrage til at effektivisere og målrette rådets beslutninger. Eksempelvis ved at indbygge mekanismer, der kan bidrage til, at resolutionerne rent faktisk bliver efterlevet. Det gælder både i forhold til overholdelse af sanktionerne og en mere systematisk indarbejdelse af positive incitamenter til efterlevelse i Sikkerhedsrådets resolutioner. Dette vil styrke Sikkerhedsrådets legitimitet og gennemslagskraft.
Og sidst men ikke mindst vil vi arbejde for større åbenhed i Sikkerhedsrådets arbejde og inddragelse af den brede FN medlemskreds. Det øger i sig selv respekten for rådets arbejde.
Vi skal være ambitiøse og gå til opgaven med ildhu. Samtidig skal vi ikke nære urealistiske forventninger til, hvad der kan opnås. Vi er ét af 15 medlemmer og må arbejde inden for de rammer, der gælder. Der skal f.eks. være enighed blandt alle Rådets medlemmer, før en sag kommer på dagsordenen.
Regeringen er fast besluttet på at gøre sit for at sikre et aktivt dansk bidrag til et bedre og mere effektivt FN i fredens og udviklingens tjeneste. Med ca. 20 års mellemrum er det Danmark betroet at være medlem af FNs Sikkerhedsråd. Det er en enestående mulighed for i praksis at demonstrere Danmarks engagement i multilateralt samarbejde.
Men vi skal huske, vi ikke blot sidder der som Danmark, men som repræsentant for en landegruppe og med et globalt ansvar. Vi skal derfor holde tæt kontakt med EU, men også med landegruppen som helhed og de andre landegrupper, hvis problemer vi skal være med til at løse.
Medlemskab af Sikkerhedsrådet giver også mulighed for overfor omverdenen i praksis at bevise, at Danmark er et ansvarligt medlem af FN. Ved at påtage sig dette ”internationale borgerlige ombud” kan Danmark yde sit bidrag til at forbedre og effektivisere FN og FNs arbejde.
Regeringen er parat til at tage denne udfordring op og ser frem til et konstruktivt samarbejde med alle Folketingets partier i udøvelsen af denne opgave.
Kilde: www.um.org
