Der er ros til de danske civilsamfundsorganisationer, som arbejder inden for udviklingssamarbejde og humanitær hjælp, og til modellen, hvor Udenrigsministeriet kanaliserer en stor andel af udviklingsbistanden gennem danske, folkelige organisationer.
Rosen kommer i en evaluering af området, som netop er blevet offentliggjort. Den kan downloades fra Udenrigsministeriets hjemmeside.
Evalueringen ser både på den støtte, der udbetales til de såkaldte strategiske partnerorganisationer – altså de organisationer, der har en aftale med Udenrigsministeriet, som betyder at de er på finansloven – og støtten, som udbetales gennem seks puljer og går til organisationer, der ikke har en strategisk partnerskabsaftale. Det er tilsammen omkring 1,5 milliarder kroner om året, og det udgør knap halvdelen af den samlede udviklingsbistand til civilsamfund. Alt i alt bruger Danmark årligt omkring 17 milliarder kroner på udviklingsbistand
Evalueringen er delt op i tre områder
- Det folkelige engagement i Danmark
- Styrkelse af civilsamfundet i Syd
- Sammenhæng mellem humanitær bistand, udviklingsbistand og fredsindsatser
Dem vender vi tilbage til, efter at vi har set på det overordnede.
Et mål i sig selv
Den danske måde at yde udviklingsbistand gennem civilsamfundsorganisationer er anderledes end de fleste andre donorlandes, siger evalueringen. Det er den fordi den er forudsigelig, langsigtet og fleksibel og fordi den holder på, at et stærkt, mangfoldigt og uafhængigt civilsamfund er et mål i sig selv.
Evalueringen ser på perioden 2017 til 2021. Her gik der årligt 1,2 milliarder til organisationerne med strategiske partnerskaber. Desuden gik der i alt 260 millioner kroner til de seks puljer om året. Fra 2022 gælder nye strategiske partnerskaber, hvoraf de fleste dog er med organisationer, som også tidligere var partnere.
Læs mere: Danida indgår 18 partnerskaber
Overordnet set fungerer det hele glimrende, kan man forstå på evalueringsrapporten. Den opfordrer til, at Udenrigsministeriet og danske organisationer bygger videre på den eksisterende model fremfor at forandre for forandringens skyld. Der er dog udfordringer og ting, der kan forbedres.
Det folkelige engagement
Der er bred enighed mellem Udenrigsministeriet og civilsamfundsorganisationerne om, at det er vigtigt, at der er et folkeligt engagement i udviklingssamarbejdet. I evalueringen anslås det, at organisationerne når ud til 2,4 millioner danskere. Halvdelen via sociale medier og resten via for eksempel genbrugsbutikker, møder og kampagner.
Bemærk ordet ’anslås’. Evalueringen tager nemlig det forbehold, at det ikke kan fastslås, hvor mange af dem der er gengangere.
Det bliver fremhævet som et plus, at organisationerne er meget forskellige, for det er med til at nå ud til mange forskellige målgrupper.
En interessant observation er, at de traditionelle og etablerede organisationer fokuserer mest på at rejse midler til deres arbejde i Syd, mens nyere organisationer har mere fokus på aktivisme og på at skabe politiske ændringer.
Det hele er dog ikke roser og lagkage. Evalueringen kommer med følgende kritikpunkter:
- Organisationerne bruger for meget krudt på at nå ud til dem, der i forvejen er engagerede eller ”frelste”, som det udtrykkes. Og de bruger for lidt på at nå dem, der er er kritiske i forhold til, hvor meget den danske stat bruger på udviklingsbistand og om det rent faktisk virker.
- Organisationerne er mere optagede af at profilere sig selv, for at skaffe midler til deres eget arbejde, end af at samarbejde om at skabe mere langsigtede holdningsændringer hos danskerne.
- Organisationerne fortæller meget om deres aktiviteter, men meget lidt om effekten af dem.
At organisationerne er optagede af at profilere sig selv for at skaffe midler, lyder måske negativt i nogles ører. Men det er en nødvendighed, for Udenrigsministeriet kræver, at organisationer skal finde en femtedel af sin samlede finansiering uden for ministeriet. Og for de strategiske partnere gælder det desuden, at de skal finde mindst fem procent af omsætningen i Danmark, for at dokumentere, at de er folkeligt forankret.
Ifølge evalueringen har organisationerne overordnet set ikke problemer med det første krav – at de skal finde en femtedel af omsætningen selv – men det andet krav er åbenbart sværere for dem at opfylde. Det gælder især de nyere organisationer, som ikke er så gode til at samle ind.
Organisationerne støtter dog alligevel kravet, fordi det er med til at holde dem oppe på at udbrede kendskabet til deres arbejde blandt danskerne.
Danske organisationer styrker civilsamfundet i Syd
Det følgende afsnit skummer nærmest over med ros, og vidste man ikke bedre, kunne man forledes til at tro, at det er organisationerne og Udenrigsministeriet selv, der har stået for evalueringen.
Ministeriet har skabt et positivt miljø, som har sat danske organisationer i stand til at udvikle og styrke deres partnere i Syd og optræde som stærke fortalere i deres respektive alliancer og internationale føderationer, kan man læse.
Evalueringskonsulenterne har haft fat i en masse af de danske organisationers partere i Syd, og mere end 500 af dem siger, at den støtte, de har fået fra det lille land med det store hjerte, har gjort dem stærkere. Det har for eksempel gjort dem bedre til at hjælpe deres egne målgrupper, engagere sig i fortalervirksomhed og styrke ligestilling mellem kønnene.
Modellen med partnerskaber mellem Udenrigsministeriet og organisationerne har ydermere den fordel, at der relativt hurtigt kan kanaliseres midler til akutte kriser, som det for eksempel er sket i forbindelse med krigen i Ukraine.
Modellen er både sjælden og værdifuld, og derfor bør der ikke ændres særligt ved den, konkluderer evalueringen.
Organisationerne i Syd har dog også andet end roser i buketten. De ønsker sig mere lige partnerskaber – altså at danskerne bestemmer mindre, end det er tilfældet nu. De ønsker også, at mere af støtten går til at styrke organisationernes egne ekspertise og mindre går til at gennemføre konkrete projekter. Det vil gøre dem bedre i stand til at klare sig selv fremover, mener de. Og i forhold til fremtiden, så ønsker de sig også bedre exitstrategier fra de danske organisationers side, så de opnåede resultater ikke løber ud i sandet, når danskerne rejser hjem eller videre.
Udenrigsministeriet og de danske organisationer roses generelt for at gøre meget for at støtte lokalisering, som betyder at projekterne og indsatserne i stigende grad bliver forankret i landene i Syd, hvor de foregår. Det bliver dog til dels modarbejdet af krav fra ministeriet om, at organisationerne skal arbejde indenfor flere og flere retningslinjer.
Evalueringen opfordrer derfor til at ministeriet afsætter flere midler til eksperimenter, hvor der er færre krav og mulighed for at løbe større risici.
At de danske midler både går via de veletablerede og ofte større strategiske partnere og de mindre organisationer, som støttes via de forskellige puljer, giver bistanden en spredning på mange forskellige målgrupper – og også steder, hvor det officielle Danmark ikke længere er til stede.
Der er dog også et ’men’ i dette afsnit.
Det handler om, at der ikke er data og dokumentation, der siger noget om, hvor stor en samlet effekt den danske støtte til civilsamfundet har. Det bør der gøres noget ved, mener evalueringskonsulenterne.
Sammenhæng mellem humanitære, udviklingsmæssige og fredsopbyggende indsatser
De seneste år er der kommet meget fokus på at samtænke de forskellige typer af indsatser, som finansieres af udviklingsbistand – altså langsigtet udvikling, humanitære indsatser og fredsopbyggende arbejde.
De danske organisationer har generelt anerkendt behovet for at kæde udviklingssamarbejde og humanitært arbejde sammen. Flere og flere organisationer er også med på, at fredsopbygningen skal tænkes med ind i ligningen, når der ses på de grundlæggende årsager til nød og konflikt. Men flere af dem har dog betænkeligheder ved at kaste sig ind i fredsarbejdet.
Evalueringen er udført af det britiske konsulentfirma INTRAC og danske Nordic Consulting Group. Feltarbejdet i Syd er udført af lokale konsulenter, fordi corona-pandemien gjorde det umuligt for konsulenterne fra Storbritanien og Danmark at rejse dertil.
