Svensk bistand bidrager til en positiv udvikling i verden, mener tre ud af fire svenskere, mens knap 80 procent siger, at det er vigtigt, at Sverige er med til at støtte udviklingen i verdens fattige lande.
Det viser en undersøgelse foretaget af analyseinstituttet Sifo og Statistiska Centralbyrån for Sida, som er det svenske svar på Danida.
”Flere igangværende kriser og mange mennesker på flugt bidrager sikkert til, at de fleste indser, at Sverige har en vigtig rolle i det internationale samarbejde, siger Sidas generaldiretør, Charlotte Petri Gornitzka.
Størstedelen af de adspurgte mener, at udviklingsbistanden spiller en vigtig rolle for et fattigt lands udvikling, viser undersøgelsen, der blev foretaget i oktober og offentliggjort omkring jul.
Knap to tredjedele (65 procent) af de adspurgte mener, at niveauet for den svenske bistand er passende eller ønsker, at den skal stige. 18 procent ønsker derimod, at udviklingsbistanden sættes ned, mens de sidste 18 procent svarer ”ved ikke” til spørgsmålet.
Undersøgelsen, der er beskrevet på Sidas hjemmeside, viser også, at svenskerne er enige i udsagnet om, at levevilkårene for verdens fattige er forbedret.