Orkaner, stigende vandstande og ulidelige varmegrader. Det er nogle af de udfordringer, som caribiske nationer kæmper med. Og det bliver langt værre i fremtiden, ifølge forskningen.
En koalition på 26 lande i og ved det Caribiske Hav er derfor gået sammen om at gøre nationerne mere modstandsdygtige mod det klimatiske pres.
Projektet med titlen Caribbean Climate Smart Accelarator blev officielt lanceret ved et arrangement i Kingston, Jamaica, i sidste uge.
Det skriver Climate Action, en portal om klimaindsatsen i verden.
“At være klimasmart betyder at sætte Caribiens befolkningen i centrum for alt, hvad vi gør – at beskytte dem mod klimaforandringernes konsekvenser”, sagde Jamaicas premierminister Andrew Holness ved begivneheden.
“Carribean Accelarator vil også skabe jobs, social inklusion og økonomisk vækst”, fortsatte han, ifølge Climate Action.
Løfter om 1 milliard dollar
De 26 nationer får selskab af 40 organisationer fra den private sektor, herunder Clinton Foundation, Tesla og Virgin Group.
Der er allerede givet løfter om 1 milliard dollar til initiaitivet.
Den Interamerikanske Udviklingsbank har spillet en stor rolle i dannelsen af koalitionen, skriver Climate Action.
Banken skriver selv, at den har afsat 3 millioner dollar (knap 20 millioner danske kroner) til starthjælp. Halvdelen af beløbet vil være til rådighed i år.
Den første klimasmarte zone i verden, lyder sloganet på hjemmesiden for initiativet.