Sydafrikas lesbiske terroriseres af voldtægter

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

Lesbiske lever i frygt for at blive myrdet og voldtaget i Sydafrika, der på papiret er det mest homovenlige land i Afrika. Men homoseksuelle kvinder udsættes i stigende grad for såkaldt ”korrigerende voldtægter”.

Sydafrika er ikke den ”regnbuenation” præget af lighed og tolerance for blandt andet homoseksuelle, som landets progressive forfatning og love om homo-ægteskab ellers lægger op til.

Det skriver magasinet Udvikling i sit nyeste nummer, der sætter fokus på vilkårene for LGBT-personer (lesbiske, bøsser, biseksuelle og transkønnede).

Lesbiske er særligt udsatte for de såkaldt ”korrigerende voldtægter”, som begås af en eller ofte flere mænd samtidig under påskud af at ville ”kurere” ofrene for deres seksualitet.

Alene i Cape Town udsættes 10 lesbiske kvinder hver uge for voldtægt eller massevoldtægt, oplyser NGO’en Luleki Sizwe, der hjælper voldtægtsofre.

Voldtægt er uhyggeligt udbredt i Sydafrika, hvor man anslår, at der årligt begås 1,4 millioner voldtægter – svarende til en voldtægt hvert 20. sekund.

Magasinet Udvikling referer til en undersøgelse foretaget blandt drenge i 9. klasser i Cape Town og Port Elizabeth. Her svarede hver sjette elev, at han allerede havde begået en eller flere voldtægter.

Risikerer at blive ofre igen

Det er kun ganske få voldtægtsmænd, der bliver dømt i Sydafrika.

Det sydafrikanske politi registrerer ikke, hvorvidt voldtægterne går ud over lesbiske, biseksuelle eller heteroseksuelle kvinder, men det anslås, at lesbiske er dobbelt så udsatte for voldtægt, fordi gerningsmændene i nogle tilfælde mener, at de skal forsøge at ”korrigere” deres seksualitet.

De færreste voldtægter bliver dog meldt til politiet, for de lesbiske voldtægtsofre risikerer at blive ofre endnu en gang, hvis de vil anmelde overgrebet, fortæller Sanja Bornman, jurist i Women’s Legal Centre, til Udvikling.

”Hvis en kvinde går på politistationen og fortæller om en voldtægt, der er begået som en hadforbrydelse, risikerer hun at blive kaldt tomboy og bagefter trukket til side og voldtaget,” siger hun.

 

Læs det nyeste nummer af Udvikling her