Af Peter Kenworthy (Afrika Kontakt)
To danskere var indbudt som gæster til Nelson Mandelas indsættelse i 1994. Den ene var statsministeren, den anden var aktivisten Morten Nielsen.
”Da Mandela bliver indsat, går det op for mig at et kapitel er afsluttet, og vi har vundet”. Ordene er Morten Nielsens.
I programmet ”Morten og Mandela”, vist på DR 2 i marts, fortæller han om de mange aktioner, han deltog i, for at være med til at gøre dette muligt:
Om blokaden af og indbruddet i det sydafrikanske konsulat i København, som kostede ham 50 dages fængsel, om aktionerne mod Shell, og den handelsblokade og de vidtgående sanktioner, Danmark, som det første land i Europa, endte med at indføre – trods borgerlig modstand længe.
Indsatsen blev værdsat af Mandela og ANC
Da Nelson Mandela blev indsat som præsident i Sydafrika var to danskere inviteret med til festlighederne i Pretoria – statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) og Morten Nielsen, i dag sekretariatsleder i solidaritetsorganisationen Afrika Kontakt.
Det viser, hvor meget Morten Nielsens og hans danske medaktivisters indsats imod apartheidstyret blev værdsat af Mandela og ANC.
Morten Nielsen var 23 og nyuddannet murer, da han i 1984 besluttede sig for at gå ind i kampen mod apartheid. Han meldte sig ind i den danske afdeling af Landskomiteen Sydafrika-Aktion og blev dybt involveret i planlægningen af demonstrationer og happenings.
Som en af de gennemgående personer i Landskomiteens aktioner var han en vigtig dansk brik i den internationale anti-apartheid-bevægelse, der var med til at fremskynde apartheidregimets fald.
Landskomiteen blev til Afrika Kontakt
Landskomiteen udviklede sig siden til Sydafrika Kontakt, og derefter Afrika Kontakt som organisationen hedder i dag.
Navnet er ændret i erkendelse af, at kampen ikke var endegyldigt vundet; hverken i Sydafrika eller i mange af de andre afrikanske lande. Dvs kampen mod udefrakommende kontrol og for demokrati og social retfærdighed.
For programmet på DR 2 handlede nok om fortidens sejre, men også om nutidens og fremtidens kampe.
”Det sev ind hos mig den tidlige morgen i Pretoria (på dagen da Mandela blev indsat), at alle vore boykotaktioner og al vores aktivisme, som vi havde brugt rigtigt mange år på, det var slut. Nu var kampen anderledes og skulle føres på en anden måde”, som Morten Nielsen siger i udsendelsen.
Øget ulighed efter ANC fik magten
I Sydafrika er uligheden nemlig øget efter ANC fik magten i 1994.
Og i resten af Afrika kæmper millioner af almindelige mennesker en daglig kamp for basale fornødenheder, indflydelse på deres hverdag, og for værdighed, støttet af organisationer som Afrika Kontakt.
Udvikling, solidaritet og aktivisme handler om at se mod fremtiden, og ikke om at hvile på fortidens laurbær.
Der er nemlig stadigvæk mange kampe at kæmpe, og der en ingen hurtige genveje til udvikling og retfærdighed, især ikke ved at afpolitisere udviklingsdebatten, som der er en tendens til i Danmark og andre steder for tiden.
Heri ligger læren fra Morten Nielsens og Landskomiteens kamp imod apartheid, nemlig at man sagtens kan forandre verden til et mere retfærdigt sted, også selv om man i første omgang står alene i kampen. Man skal blot turde stå fast.
Morten Nielsen (52) er daglig leder for NGOen Afrika Kontakt på Nørrebro i København og var i sin tid en fremtrædende aktivist i anti-apartheidbevægelsen herhjemme.
Mere om Afrika Kontakt på http://www.afrika.dk
Mere om Morten Nielsen på
http://www.u-landsnyt.dk/navnenyt/maerkedage/en-aktivist-blir-50