Sydafrikas valg (5): Først kamp for frihed, så ondt i demokratiet

Jesper Søe

6. maj 2014

Cirka en gang om året mødes de seks ’Tidligere Frihedsbevægelser for det sydlige Afrika’, som alle stadig sidder på magten. Det har de gjort, siden landene blev uafhængige for mellem 19 og 51 år siden.

Kun Zambias UNIP er ikke med, fordi Kenneth Kaundas gamle parti tabte valget i 1991 efter 27 år ved magten – se mere på http://en.wikipedia.org/wiki/Politics_of_Zambia

Formålet med møderne er at støtte hinandens politiske dagsordner og diskutere regionens udvikling.

Ved åbningstalen til deres seneste møde i oktober i fjor sagde general-sekretæren for CCM, Tanzanias regeringspart i over et halvt århundrede:

”Afrika kan og vil aldrig blive styret af folk fra oppositionspartierne, som ikke engang ved, hvor de var, da befrielsespartierne kæmpede kampen”.

Han føjede til, at frihedsbevægelsernes ledere er de eneste, som legitimt kan udtale sig om Afrikas udvikling, fordi det var dem, der kæmpede for regionens suverænitet.

Endelig hyldede han Robert Mugabes seneste valgsejr i Zimbabwe, og sagde, at sejren skyldtes Mugabes kamp for folkets økonomisk velstand.

Befrielseskrigene bruges til at retfærdiggøre, at de gamle partier stadig sidder på magten, og at de ikke deler den med nogen politisk opposition. Det har haft store konsekvenser for demokratiseringen.

Befrielse ikke lig demokratisering

Helene Maria Kyed

De seks politiske partier kom alle til magten, fordi de førte en betydningsfuld væbnet kamp mod de undertrykkende kolonimagter og de hvide mindretalsstyrer.

Deres mål var at befri den afrikanske befolkning fra systematisk udelukkelse, undertrykkelse og uretfærdighed. Det var en solidarisk kamp imod imperialismen, og de seks befrielsesbevægelser har trofast støttet hinanden gennem årene.

ANC og Mandela, som var de sidste til at opnå frihed, nød også godt af denne støtte – ikke mindst fra FRELIMO i Mozambique og UNIP i Zambia.

De delte i stor udstrækning en revolutionær venstre-orienteret ideologi. Det gav støtte fra Østblokken og inspiration, ikke kun til den væbnede kamp, men også til den politiske styreform, de indførte i de nye uafhængige stater.

Den Kolde Krig var en vigtig international kontekst. Èt-partistater tegnede det politiske landskab med massive partiapparater og en hierarkisk, autoritativ administration.

Forsoning og mangfoldighed var ikke øverst på den politiske dagsorden dengang mellem 1963 og 1980, hvor de fleste af Sydafrikas nabolande blev uafhængige.

Machel ville rydde helt op

FRELIMOs præsident, Samora Machel, gik efter den totale afkolonialisering.

De fleste portugisere blev smidt ud af Mozambique med kort varsel. Politiske kritikere, sociale afvigere og folk, der havde samarbejdet med kolonimagten, sendt i arbejds- og omskolingslejre (campos de reeducacão).

Samoras kamp for den folkelige magt (Poder Popular) sameksisterede med intolerance over for FRELIMO-kritikere.

I Zimbabwe var ’National Forsoning’ faktisk på ZANUs officielle dagsorden, efter det hvide mindretalsstyres fald i 1980. Men reelt blev den politiske mangfoldighed mellem de sorte undergravet.

Den anden befrielsesbevægelse, ZAPU, blev indlemmet under ZANU-pf, som suverænt tog magten under Robert Mugabe. Det skete efter, at 20.000 ZAPU-tilhængere mistede livet under Mugabes militære angreb i Matabeleland.

Bagsiden ved denne historie er en fortsat politisk praksis, som ikke giver plads til reel politisk opposition:

Det er kun frihedskæmperne, der legitimt kan lede landene. De er helte, landsfædre og ikoner. Ikke bare valgte ledere.

Kritik er tegn på illoyalitet. Stiller man spørgsmålstegn ved det ledende parti, er man ’folkets fjende’ og landsforræder. Der stilles lighedstegn mellem befrielsesparti, stat, nation og folket.

Et-partistaten lever videre i praksis

I 1990’erne, da Nelson Mandela var præsident i Sydafrika, var der en åbning mod mere politisk mangfoldighed og inklusion også i nabolandene.

Man gik over til flerpartisystemer, og mange af landene fik nye grundlove med fokus på menneskerettigheder, decentralisering og adskillelse af stat og parti. Mandela blev et symbol på den nye demokratiske politiske model, som kom til at dominere internationalt efter den Kolde Krig.

Men det demokratiske spillerum blev i stigende grad lukket igen i det nye årtusinde. Zimbabwe og Angola er de mest ekstreme eksempler.

Meget få politiske beslutninger tages gennem brede forlig, selv i de perioder, hvor oppositionen har haft næsten 50 procent af stemmerne, såsom RENAMO i Mozambique ved valget i 1999. Der er en ’winner takes it all’ politisk kultur.

De gamle frihedsbevægelser sidder fortsat på statsapparatet. Det giver dem et klart forspring også til valgene (og i forhold til valgsvindel), og et-parti systemet lever videre i praksis.

Svært ved at forny sig

Intolerance for politisk mangfoldighed er også udbredt inden for partierne, hvor der er en rigid kommandostruktur. Derfor har partierne haft svært ved at forny sig.

De gamle partier sidder i høj grad på den økonomiske magt. Den har de bl.a. sikret sig gennem aktier i den private sektor, delvist muliggjort af 1990’ernes økonomiske liberalisering.

Især Angolas præsident (siden 1979), José Eduardo dos Santos, anklages for at bruge sin position til personlig berigelse og for at betale oppositionen UNITA for at holde lav profil.

Selvberigelse er ikke ledsaget af omfordeling. Uligheden mellem en lille elite og majoriteten stiger, og der er en høj grad af korruption i alle de nævnte lande.

Vold som politisk redskab

Zimbabwe er det mest velkendte – og ekstreme – eksempel på, hvordan de nationale sikkerhedsstyrker i dag bruges af befrielsespartiet til at slå voldeligt ned på politisk opposition og civil protest.

Men også i Mozambique er politiet loyal over for FRELIMO og et vigtigt redskab i det politiske spil bag den internationale facade. Det ses i vilkårlige anholdelser af oppositionsmedlemmer og politiangreb under valgkampagner.

Da bybefolkningen gik på gaden i 2009 i protest mod stigende priser på benzin, mad og electricitet, blev den mødt med markant politivold.

I Sydafrika under Marikana-massakren i august 2012 skød og dræbte politiet 36 strejkende minearbejdere. Episoden var bemærkelsesværdig og skabte store politiske rystelser; ikke mindst fordi minearbejderne kæmpede for social retfærdighed, ligesom ANC gjorde.

Politiets metoder mindede om fortiden. Det gav anledning til stor bekymring omkring ANC’s fremtidige kurs.

De idealer, Mandela stod for, sættes over styr, hvis ANC, som sine allierede i nabolandene, bygger videre på opfattelsen fra befrielseskampen, der ligestiller politisk opposition med ’nationens fjender’.

Det retfærdiggør en hård linje over for kritikere og reproducerer de metoder, der kendetegnede de repressive kolonistyrer.

Det er vigtigt at holde sig for øje, at befrielse og valg ikke er ensbetydende med udvikling af et stærkt demokrati.

De seks frihedspartier

FRELIMO i Mozambique (39 år ved magten)
MPLA i Angola (39 år ved magten)
ZANU-pf i Zimbabwe (34 år ved magten)
SWAPO i Namibia (22 år ved magten)
ANC i Sydafrika (20 år ved magten)
CCM i Tanzania (51 år ved magten)

Helene Maria Kyed (39) er seniorforsker på Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) med forskningsområderne fred, risiko og vold.

Hun er Ph.d. i internationale udviklingsstudier; mag.art., socialantropologi. Projektforsker på DIIS 2008-2012 og seniorforsker fra 2012.

Artiklen er bragt på DIIS website og bl.a. gengivet i seneste nyhedsbrev fra Nordiska Afrikainstitutet (NAI) for april.