Taliban og afviste asylansøgere på dagsordenen

index
Det danske militære bidrag til Afghanistan var også på dagsordenen.
Foto: pxhere
Forfatter billede

8. marts 2018

Udenrigsminister Anders Samuelsen (LA), forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) og udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) mødtes onsdag med Afghanistans udenrigsminister, Salahuddin Rabbani, under hans besøg i Danmark.

Det skriver Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse.

Samuelsen og hans afghanske kollega underskrev i forbindelse med deres møde en forlængelse af den strategiske partnerskabsaftale mellem Danmark og Afghanistan.

Partnerskabsaftalen understreger Danmarks langsigtede engagement i Afghanistan, der ud over en fortsat militær tilstedeværelse omfatter en udviklingsindsats på 425 millioner kroner om året.

Udenrigsminister Anders Samuelsen understreger, at Afghanistan fortsat står i en meget svær situation.

”Taliban står stærkt og ISIL har etableret sig. Det må vi ikke tillade. Afghanistan må ikke igen blive en sikker havn for terrorgrupper, der kan true Europa og Danmark. Derfor holder Danmark også fast i vores engagement. Vi bidrager med soldater, der skal styrke den afghanske hær og vi fortsætter vores udviklingsindsats, der skal forbedre vilkårene for almindelige afghanere, så de kan skabe sig et liv, der hvor de bor. Et mere stabilt og fredeligt Afghanistan betyder også mindre risiko for flygtningestrømme og terror mod Europa. Så det er så absolut også til gavn for os i Danmark.”

Støjberg vil tvinge 120 afviste afghanere ud af Danmark

De to udenrigsministre drøftede desuden hjemsendelser af afviste asylansøgere til Afghanistan.

Samuelsen understregede, at man fra dansk side havde en klar forventning om, at Afghanistan tog imod egne borgere, der havde fået afslag på asyl i Danmark.

Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg diskuterede på sit møde med Rabbani, hvordan Danmark og Afghanistan kunne styrke samarbejdet om udsendelse af afviste asylansøgere til Afghanistan.

”Vi udsender løbende afviste asylansøgere til Afghanistan. Ikke desto mindre er der omkring 120 afviste asylansøgere i Danmark, som skal udrejse til Afghanistan. Det tal arbejder jeg på at få bragt ned,” udtaler Støjberg i pressemeddelelsen fra Udenrigsministeriet.

”Vi har et løbende samarbejde på udsendelsesområdet med Afghanistan – men vi skal naturligvis sikre, at alle rejser hjem. Derfor drøftede jeg i dag med den afghanske udenrigsminister, hvordan vi bedst lykkes med at styrke udsendelserne til Afghanistan. Regeringen har allerede etableret modtage- og reintegrationsprogrammer, som gør det muligt at få hjælp til at vende hjem og starte et liv i Afghanistan. Det er tilbud til den enkelte, som giver mulighed for en mere ordnet tilbagevenden. Men ønsker man ikke at udrejse frivilligt, arbejder regeringen fortsat på at kunne udsende personer med tvang, hvilket jeg også gjorde klart over for udenrigsminister Rabbani.”

Styrket dansk militærindsats

Forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen orienterede på sit møde med Rabbani om den øgede danske militære tilstedeværelse i Afghanistan, der bistår de afghanske sikkerhedsstyrker med træning og rådgivning.

Ministrene diskuterede herudover sikkerhedssituation i landet.