Mandag blev syv personer fra den tidligere præsident Hissein Habrés sikkerhedstjeneste idømt livsvarigt fængsel ved en særlig domstol i hovedstaden N’Djamena. Blandt de dømte var den tidligere chef for dokumentations- og sikkerhedstjenesten DDS, Saleh Younous, og en af de mest frygtede torturbødler, Mahamat Djibrine. Det rapporterer Jeune Afrique.
DDS blev oprettet i januar 1983, otte måneder efter at Hissein Habré kom til magten. Tjenesten var frygtet for sin grusomhed. Den var, ifølge Human Rights Watch, ansvarlig for hovedparten af de mord, der fandt sted under Hissein Habrés regime. Human Rights Watch mener, at der blev begået tusindvis af mord og systematisk tortur. De øverste ledere af DDS havde Hisseine Habré som deres direkte overordnede.
Hissein Habré afventer retssag i Senegal
Hissein Habré var præsident i Tchad fra 1982 til 1990, hvor han blev styrtet af Tchads nuværende præsiden Idriss Déby Itno ved et militærkup. Han flygtede derefter til Senegal, hvor han har boet lige siden. I 2008 blev han dømt til døden in absentia i Tchad. Han var anklaget for at have været involveret i en væbnet opstand i Tchad samme år.
Senegal fik i 2012 en ny præsident, Macky Sall, som underskrev en aftale med Den Afrikanske Union om at oprette et særligt tribunal til en retsssag mod Hissein Habré. Ex-præsidenten blev fængslet i Senegal i 2013. Retssagen mod ham forventes at begynde i maj eller juni i år.
Hissein Habré står anklaget for forbrydelser mod menneskeheden, krigsforbrydelser og tortur, ifølge Human Rights Watch.
Han forsvarer sig mod anklagerne på sin egen hjemmeside, hvor han henviser til sin kamp for Tchads befrielse fra indflydelse fra Libyen og imperialister.