Hvis den globale popmusiks fremtid er afrikansk, kan Burna Boy tage sin del af æren for det.
Den afrikanske kæmpe (The African Giant), som han kalder sig selv, har som den første nigerianske kunstner spillet for et udsolgt Wembley i London og Madison Square i New York. Hans seneste album Love, Damini har over 700 millioner afspilninger på Spotify, og med hans samarbejder med Ed Sheeran, Beyonce og Justin Bieber er han blevet en af dem, de allerstørste stjerner i USA gerne vil ses med.
Torsdag tager han næste skridt ind i lille Danmark. Og selvom det er på landets største scene – Orange scene på Roskilde Festival – så må det efterhånden betragtes som en rutineopgave for den nigerianske stjerne.
Burna Boy er lige nu et verdensomspændende fænomen. Som Politikens Simon Lund skriver har han “ i løbet af de sidste ti år ført afropoppen ind i nutiden ved at fusionere det nigerianske afrobeat med dancehall, reggae og popsensibilitet”.
Men Burna Boy er ikke bare et musikalsk fænomen. Han er et udtryk for den nigerianske drøm. Og mere end noget andet er han en talentfuld ung mand, der har fanget globaliseringens bølge og ikke har tænkt sig at hoppe af.
Tvinger os til at lære yoruba og igbo
31-årige Burna Boy er født i Port Harcourt ikke så langt fra Nigerias største by og kulturepicenteret, Lagos, hvor han efterfølgende har slået sine musikalske folder. Hans oprindelige navn er Damini Ebunoluwa Ogulu, men på trods af navneskiftet og det forhold, at han har boet i London i betydelige dele af sin ungdom, har Burna Boy ikke glemt sine rødder.
Han synger ofte på en blanding af engelsk og de to nigerianske sprog yoruba og igbo. Til sammen bliver det et pidginsprog – et udtryk, der uden sammenligning i øvrigt oftest bruges om de forenklede blandingssprog, som opstod da kolonisatorer skulle kommunikere med de lokale samfund.
På samme tid har du den her kulturelle sprudlen, som er den komplette antitese af den politiske lammelse. Det er næsten som en krøbling, der løber
Ebenezer Odadare, nigeriansk sociolog
Burna Boys blandingssprog kommer fra et andet sted og er fuld af selvtillid på nigerianernes vegne. Det er i stedet os engelsktalende, der må acceptere, at vi ikke forstår alt, der bliver sunget – eller simpelthen må bøje os og lære de nigerianske fraser. Prøv fx at forstå, hvad der foregår her:
I dey Port Harcourt when dem kill Soboma
I dey try to buy motor one Toyota Corolla
My feelings been dey swing like jangolova
Soboma er en reference til den militante bandeleder og frihedskæmper (afhængig af hvilke øjne der ser) Soboma George, der blev skudt i Burna Boys hjemby, Port Harcourt, i 2010. “Jangolova” er pidgin-engelsk for en svingende platform på en legeplads. Og hvad en Toyota Corolla har med det hele at gøre, må man lære Burna Boys og hans nigerianske generations helt særlige dialekt for at forstå.
Antitesen til Nigerias lammede stat
Ifølge den nigerianske sociolog Ebenezer Odadare er Burna Boy med al sin musikalske og sproglige mixtur et billede på Nigeria, som endelig er ved at dukke op til overfladen rundt omkring i verden.
“Når du tænker på Nigeria, tænker du på politisk lammelse. Du tænker på økonomiske problemer. Du tænker på korruption og dårlig regeringsførelse. Og det er alt sammen rigtigt,” siger Odadare, der senior fellow for Africa studies på Council on Foreign Relations i Washington DC.
“På samme tid har du den her kulturelle sprudlen, som er den komplette antitese af den politiske lammelse. Det er næsten som en krøbling, der løber. Og det her gælder ikke kun for Nigeria. Det er en universel ting. Du kan have en stat, der er bankerot side om side med et samfund, der er så livligt, så kreativt. Det er det Burna Boy er udtryk for.”
Og Burna Boy nægter at være en del af den politiske sfære, som han står i skærende kontrast til. Også selvom presset fra fans og medier tidligere i år fik ham til at reagere på valget i hjemlandet. De var kritiske over for, at han ikke brugte sin enorme platform til at udtrykke sig om et valg, der længe bar præg af beskyldninger om valgsvindel og mangel på fokus på de unge, som udgør det meste af landet befolkning – og som Burna Boy synger til.
Jeg har aldrig støttet noget politisk parti eller kandidat, fordi jeg ikke vil få jer til at stemme og bagefter give mig skylden, fordi den person fucker up som sædvanligt
Burna Boy
“Jeg ved ikke, hvorfor det er så vigtigt for nogle nigerianere, at jeg ikke har været højlydt omkring valget. Personlig har jeg ikke en kandidat, jeg tror på. Jeg har aldrig støttet noget politisk parti eller kandidat, fordi jeg ikke vil få jer til at stemme og bagefter give mig skylden, fordi den person fucker up som sædvanligt,” skrev han til sine 14 millioner Instagram-følgere kort før valget.
Vil bringe alle sorte mennesker i verden sammen
Hele den popeksplosion, der gennem et par årtier har fundet sted i Nigeria (og Ghana), kaldes under en samlet paraplybetegnelse for afrobeats (med et s, til forskel fra Fela Kutis mere jazz-funky afrobeat).
Og netop Fela Kuti er svær at komme uden om, når man taler om Burna Boy.
Faktisk har Burna Boy selv beskrevet sin musik som en pepperoni pizza med Felas afrobeat som dejen. Der er intet unikt ved opskriften. Det særlige ligger i måden han sammensætter ingredienserne på – og så selvfølgelig hans frembrusende personlighed, der ligger langt foruden en pepperoni pizzas.
Mens Fela Kuti brugte sin musik som en platform til at tale om social retfærdighed, er Burna Boy mere sammensat. Mindre ideologisk. På megahittet Last Last synger han om “Igbo” og “shayo” – hash og alkohol – og i hans nyeste selvsikre single synger han, som titlen også antyder, om at sidde på toppen af verden (Sittin’ at the top of the world). Ofte tilsættes et vink til Gud. Det er storskrydende hedonisme og gudfrygtighed. Det er dansable beats krydret med panafrikansk forbrødring.
“We from the same tribe, It’s Black love, it’s that real love, wake up,” bliver der messet i introen til Alarm Clock.
Som han udtalte til The New York Times i forbindelse med udgivelsen af hans album fra 2020, Twice as Tall, så føler han et vist ansvar som tilgift til succesen.
Det handler om at “bygge en bro, der bringer alle sorte mennesker i verden sammen, og at få folk til at forstå, at hvis de ikke har et hjem, kan de ikke være så stærke, som de er.”
Alt fører tilbage til Lagos
Men Burna Boy er ikke kompromisløs som forbilledet Fela Kuti. Han vil det hele. Ligesom Nigeria. Ligesom Lagos, som alle landets store kunstnere på en eller anden måde udspringer fra.
“Måske forbliver han den her type musiker resten af sin karriere, hvilket vil være fint. Måske bliver han mere ideologisk, hvilket også vil være fint. Lige meget hvad er han en del af den her nigerianske generation, der har fanget den globale drøm, og det vidner om den her underliggende kulturelle boblen og liv i Nigeria, og i Lagos specifikt,” siger Ebenezer Odadare.
På linje med Paris, Rio De Janeiro, Seoul, New York, så fremstår Lagos mere og mere som en kulturel monolit, som hele verden retter sine øjne imod.
For det kunne i virkeligheden lige så godt være andre megastjerner som Firboy DML, Davido, Wizkid eller Tems, vi talte om. Eller forfatteren Chimamanda Ngozi Adichie.
“Det handler alt sammen om Lagos. Det er epicenteret for social aktivisme. Dette sprudlende og produktive kulturliv, er kilde til uro og angst, vitalitet og optimisme. Det er en konstant krydsbefrugtning af etnicitet og nationalitet. Alt, hvad der sker i Nigeria, sker først i Lagos,” forklarer Odadare.
Verden har fået endnu en pol. Torsdag sker det i Roskilde.
