Tibesti – den mystiske region i Tchad
I tre artikler går vi tæt på Tibesti-regionen og det nordlige Tchad med særligt fokus på teda-folket, der er en af de dominerende grupper i regionen.
Den første artikel sætter scenen for forståelse af særligt geografiske og politiske forhold.
I den anden artikel vil fokus især være på økonomisk aspekter.
Den tredje artikel beretter om uddannelses- og identitetsmæssige aspekter for teda-folket med særlig fokus på forandringerne i Tibesti-regionen.
Besøgende i Tibesti-området oplever ofte tedaerne som et stolt folk; frygtløse, farlige og nogle ser dem endda som lovløse. Et syn, som i vid udstrækning harmonerer med tedaernes egen selvopfattelse. Deres selvbevidsthed bunder i stolthed over egne evner til at leve – og ikke mindst overleve – i bjergerige ørkenområder, som alle andre frygter og ser som ubeboelige. Alligevel synes tedaerne at være i en større identitetskrise, for de mærker, som de fleste i den globaliserede verden, påvirkninger udefra, der stiller såvel individer som samfund over for en række svære valg.
Netop traditioner og transformationer i Tibesti er fokus i denne og tredje artikel i vores lille serie om Tchad.
Ekstreme livsbetingelser gør stærk
Det har altid været svært at leve i det nordlige Tchad, der er præget af ekstreme biofysiske forhold med eksempelvis store temperatursvingninger, høje bjerge, meget begrænset adgang til vand og nærmest ingen jord, der kan anvendes til landbrug. Derfor har tedaernes oplevelsesstrategi været baseret på pastoralisme med høj grad af mobilitet og en indgående erfaringsbaseret viden med en unik evne til at læse landskabet og derfor overleve.
Derudover har tedaerne været berygtet for at overfalde karavaner der rejser igennem Tibesti, som også har været del af tedaernes livsgrundlag. I kolonitiden kaldte franskmændene dem for ”Saharas store røvere”.
I de senere år har stadig flere tedaer bosat sig i Tibestis hovedby, Bardaï, eller andre byer i regionen. Livsbetingelserne er blevet forandret, og udviklingen betyder, at hvor de tidligere skulle tilpasse sig naturen, så skal de nu i højere grad tilpasse sig mennesker og være en integreret del af samfundet.
Traditionerne holdes i hævd
Selvom der sker forandringer, spiller traditioner stadigvæk en central rolle blandt tedaerne. Der er næppe bedre mulighed for at opleve teda-traditionerne i fuldt flor end ved at deltage i et lokalt bryllup. Her kan man blandt andet opleve, hvordan hierarkiet inden for teda-familier udspiller sig.
Ved selve brylluppet er maden et helt centralt element. Tidligt om morgen begynder piger og kvinder at tilberede måltidet, hvilket sker med hygge, snak, te og snacks. De specifikke opgaver er klart køns- og aldersopdelte, hvor de yngre står for opgaver som at skaffe vand, koge ris, skære grøntsager og kød, vaske op med mere. De ældste kvinder har ansvaret for koordinering og andre mere prestigefyldte opgaver.
Mændene står for at skaffe midler til indkøb og har særligt opgaven med at indkøbe kød og skære kødet ud. Drenge og unge mænd står for opgaven med at servere maden for de voksne – det vil sige mændene, som nyder måltidet og diskuterer livets vigtigste problemstillinger.
Tedaernes kønsbestemte opdragelse betyder, at pigerne lærer, at deres vigtigste rolle er at sørge for og holde styr på husstanden. Drengene opdrages derimod til at være selvstændige, selvbevidste og ikke mindst overlegne over for andre, især ikke-tedaer. Et eksempel på det var, da en lokal fodboldturnering i Bardaï næsten blev aflyst, fordi teda-drenge, hvor de fleste ikke var over 10 år, pludselig ville spille med, selvom de ikke var del af de etablerede hold, som allerede var planlagt. Da de ikke fik lov til at være med, nægtede teda-drengene at forlade fodboldbanen, hvorfor spillet ikke kunne gå i gang.
Ligesom tedaernes dominans over andre grupper i området stammer fra fortiden, spiller fortiden også en central rolle for andre samfundsmæssige reguleringer i området. Lovbogen, der er baseret på sædvaneret, bestyres af de ældre og rummer 23 kapitler med regler om ejendomsrettigheder, ægteskab, kompensationer i tilfælde af skader og meget andet. Generelt har sædvaneret forrang for den nationale lovgivning.
Faktisk er de fleste tedaer i udgangspunktet ligeglade med den nationale lovgivning og regulering – det vigtigste for dem er opretholdelse af lokal selvbestemmelse. Derfor er det heller ikke overraskende, at tedaerne er relativt ligeglade med politik og den politiske udvikling i Tchad, så længe deres liv og indtægtskilder forbliver uberørte.
Tilpasning den nye virkelighed
Forandringerne presser tedaerne til at forholde sig til den nye virkelighed, hvilket blandt andet betyder, at de i højere grad end tidligere må forhold sig til myndighederne, der dog stadig spiller en begrænset rolle, selvom der i dag er repræsentationer i Bardaï og andre steder i Tibesti.
Stadig flere tedaer arbejder for statslige institutioner. Motivationen for at arbejde inden for det politisk-administrative system varierer: Nogle gør det, fordi det kan give prestigefyldte samfundsmæssige positioner, mens andre gør det for at tjene penge. Lønarbejde er blevet en del af det by-baserede liv for tedaerne.
Handel har altid være en indtægtsgivende aktivitet for tedaerne, men volumen er i de seneste år steget massivt. Især grænsehandlen er vokset enormt, og Tibesti er blevet et transitområde mellem de klassiske destinationer i Vestafrika via Niger og videre gennem Libyen til Middelhavet. Nogle af handelsvarerne er ligeledes blevet mere kostbare – herunder transport af migranter, selvom tedaerne ikke er særlig åbne om, hvilke transitvarer de handler med. Der er en uformel accept af, at transport med migranter er en lukrativ forretning, og tedaerne ser migranter som enhver anden vare: Er der penge i det, så fortsætter de, så længe forretningen er god.
De værdifulde transportvarer betyder, at tedaerne skal forholde sig til både nye aktører og mere kriminaliserede miljøer – ligesom i andre dele af Sahel er der også militante grupper i regionen, hvis aktiviteter er drevet af politisk-ideologiske ambitioner.
Udvikling drevet af donorer
Både centralregeringen, EU og andre internationale aktører har iværksat en række udviklingsinitiativer i Tibesti-regionen med en eksplicit målsætning om at hjælpe tedaerne i transitionen, så de i fremtiden i højere grad kan leve af landbrug med dyrkning af forskellige plante-baserede afgrøder, hvilke er grundlæggende anderledes end den pastoralistiske livsform primært baseret på husdyrhold. Den implicitte målsætning er at afholde tedaerne fra illegale aktiviteter især inden for handel.
Centralregeringen støtter også opstart af landbrugsaktiviteter blandt andet via en tysk fond, der har sendt landbrugseksperter til området samt hjulpet med soldrevne vandpumper. EU er en af de største aktører, når det gælder udviklingsaktiviteter i Tchad og støtter mange landbrugsrelaterede projekter i landet.
I Tibesti skulle der ligeledes været EU-støttede aktiviteter, men lokalt går der de klassiske bistandsrelaterede historier om, at pengene ikke når frem, men derimod drukner eller måske mere præcist forsvinder i bureaukratiet.
Uddannelse er afgørende
Tedaerne har traditionelt tætte bånd til Libyen, hvor der lever en ikke væsentlig teda-minoritet, der blev hårdt presset under den mangeårige libyske leder Gaddafis styre.
Et af Gaddafis store projekter var at gøre Libyen til en arabisk muslimsk nation, og som led i dette gennemførte han en benhård assimileringspolitik, der betød, at etniske minoriteter skulle indordne sig. Som følge af dette blev tedaerne i Libyen nægtet adgang til offentlige services som sundhedssystemet, uddannelse og statsborgerskab. Hvis tedaer med teda-navne ville opnå statsborgerskab og dermed adgang til samfundsmæssige goder, måtte de skifte til arabiske navne
Det er derfor ikke underligt, at mange tedaer jublede, da Gaddafi blev dræbt i 2011.
Siden har landets minoriteter, herunder tedaerne, fået flere rettigheder og mulighed for at holde fast i deres identitet og kultur. En del af dette arbejde sker gennem uddannelse.
Tedaernes sprog kaldes tedaga og er først for relativt nylig blevet et skriftsprog – den første bog på tedaga udkom omkring 1998, og siden er flere kommet til. Tedaerne er meget stolte over deres nedskrevne sprog, og i dag kan tedaer blive undervist på deres modersmål i offentlige skoler i Libyen – den første tedaga-underviser var i øvrigt en kvinde.
Al-Jazeera har skrevet mere om modersmålundervisning blandt tedaerne.
Der er i dag tedaga-uddannelsescentre i Aguer i Niger, i Murzuq i Libyen og i Bardaï i hjemregionen Tibesti i Tchad på kultur- og uddannelsescenteret Mosko Hanadii, der åbnede i 2012.
Helt bogstaveligt betyder Mosko Hanadii “kundskabssted”. Centeret har et bibliotek med to tusinde bøger på tedaga, fransk, engelsk og arabisk og tilbyder blandt andet før-skoleaktiviteter, tegneaktiviteter, sprog- og computerkurser. Det er centrets primære fokus at støtte læsefærdigheder i tedaga, som også er et hovedfokus for tedaerne.
Udover er Mosko Hanadii har Bardaï flere religiøse læringssteder, kaldet madrasaer, foruden en statslig grundskole og gymnasieskole – begge er åbne for både teda og ikke-teda, og undervisningssproget er fransk. Størstedelen af lærerne på disse skoler kommer fra den sydlige del af Tchad, men det er svært at tiltrække og fastholde lærere, for Bardaï er bare ikke er en drømmedestination – især ikke på grund af Tibesti-regionens omdømme.
De tilrejsende lærere forsøger derfor at forkorte deres ophold, ved at ankomme så sent og forlade så tidligt som muligt – derfor er det normalt, at skoleåret i Bardaï begynder senere og slutter tidligere end planlagt.
De teda-teenagere, som ønsker at fortsætte deres uddannelse, må forlade Tibesti for at læse videre – her rejser de enten til Libyen eller Tchads hovedstad N’Djamena.
Voksende indflydelse fra islam
Tedaerne er muslimer, men ikke radikaliserede eller fundamentalistiske. Alligevel har religionen fået voksende betydning i samfundet, og i de seneste fem år har tedaerne forholdt sig mere eksplicit til islam end tidligere, tilsyneladende som reaktion på pres fra den arabiske verden.
De offentlige skoler ses ikke længere som lige så vigtige som koranskolerne, og tedabørn går i madrassaen flere gange om ugen for at lære om deres religion. Før 2013 var koranskoler ukendte i Bardaï, og Islams indflydelse var begrænset, men det har ændret sig. I dag fylder religionen mere og mere og har stadig større indvirkning på samfund og individer.
Eksempelvis hævder nogle muslimske ledere, at tedaga er et hedensk sprog, fordi det blev talt af hedenske forfædre. Samtidig lyder det fra andre med rødder i den muslimsk-arabiske verden, at hvis du lærer at læse og skrive på det latinske alfabet, som er tilfældet med tedaga, så bliver du kristen.
Nogle tedaer har købt ind på den idé og fravælger derfor at give deres børn teda-navne. En stadig mere udbredt forestilling er, at hvis du bærer et arabisk navn, forøges dine chancer for at komme i Paradis – noget, som har stadig større betydning blandt tedaerne.
Tilpasningerne til forandringer – en opsummering
Afrundende er det centrale at forstå, at tedaerne, der traditionelt har levet i et af Afrikas mest utilgængelige områder med ekstremme livsbetingelser, i seneste årtier mere eller mindre frivilligt er blevet integreret i globaliseringen.
Udviklingen har for de fleste tedaer været livsændrende på en række områder. Et af de tydeligste eksempler er måden, hvorpå tedaerne er blevet involveret i markedsøkonomien, hvilket især kan ses gennem den voksende aktivitet relateret til transithandel og guldudvindelse. Effekten af den økonomiske opblomstring ses tydeligt i Bardaï og er til glæde for tedaerne og den tilrejsende arbejdskraft.
Trods den økonomiske udvikling har tedaerne været i stand til at opretholde deres selvbestemmelse og politiske kontrol med Tibesti, men forandringerne bidrager med såvel nye muligheder som nye udfordringer for tedaernes identitet. På den ene side er deres selvbevidsthed styrket. Det ser man blandt andet ved, at deres sprog, tedaga, er blevet accepteret i det sydligere Libyen, og at det er blevet et skriftsprog, som der tilmed undervises i. På den anden side presses deres identitet af den arabiske-islamistiske indflydelse, der blandt andet udmønter sig i svære overvejelser for tedaerne i forbindelse med navngivning af deres børn.
Disse forhold viser, at tedaerne og Tibesti-regionen i disse år gennemgår store forandringer i spændingsfeltet mellem traditioner og eksterne påvirkninger.
Uanset er Tibesti-regionen, trods myterne om ”de vilde røvere fra Sahara”, stadigvæk en fredelig plet i den stadig mere uroplagede Sahel-Sahara region.
Stig Jensen er lektor på Center for Afrikastudier på Københavns Universitet.
Peter Hofer har en master i Global Udvikling fra Københavns Universitet og er stifter af “Damma wos”, der arbejder med unge i Tchad, Jordan og Østrig.