Tre måneder efter skælvet: Nepalesere får penge til at bygge huse

nepal_gen_ph_lab
Forfatter billede

”Der er mange store revner i mit hus,” fortæller 70-årige Thulimaya Tamang.

Vi møder hende i Lukari Bhanjyang i Laliput-distriktet – en af de områder, der blev hårdest ramt af det jordskælv, der rystede Nepal for tre måneder siden.

Ligesom de fleste andre huse i landsbyerne omkring Kathmandudalen er hendes hjem ubeboeligt, fortæller hun. Hendes familie på i alt 13 mennesker bor i telte.

Lukari Bhanjyangs familie er en af i alt 1300 familier, der denne dag modtager et beløb på ca. 100 dollars – svarende til knap 700 danske kroner – fra Folkekirkens Nødhjælp og partnerorganisationen Friends Service Council Nepal (FSCN) til at bygge husly for.

”Vi har besluttet, at den bedste måde at hjælpe vores venner her i landsbyerne med at skaffe ly for den igangværende monsun og vinteren, der starter i november, er at uddele kontanter,” fortæller lederen af Folkekirkens Nødhjælp i Nepal, David Smith.

”Jordskælvsofrene kan bruge pengene på de fungerende markeder og købe tagplader eller andre byggematerialer, som de har brug for til at sikre, at deres hjem er tørt og bedre kan holde på varmen.”

Ved at uddele kontanter hjælper Folkekirkens Nødhjælp samtidig med at puste liv i den lokale handel, der også blev påvirket af jordskælvet.

Læs mere hos Folkekirkens Nødhjælp