TV 2 og DRs indsamling satte nye rekorder – men også en advarsel

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

Indsamlingen “Afrika Nu!” til ofrene for hungersnøden på Afrikas Horn lørdag aften satte nye rekorder, skriver DR online mandag.

Flere end 1,2 millioner seere fulgte i gennemsnit med de over 3 timer “Afrika Nu!” varede, og knap 1,5 mio. så på, da der var flest. Det er det højeste seertal til en TV-indsamling siden 2003, da TV-stationerne samlede ind til ofrene for krigen i Irak.

Programmet havde i snit 1.223.000 seere – nogenlunde ligeligt fordelt mellem DR1 og TV 2. Flere end 2,3 mio. seere var forbi “Afrika Nu!” i mindst 5 minutter i løbet af den direkte udsendelse.

Søndag rundede indsamlingen 111 millioner kr., og det er det næsthøjeste beløb ved en TV-indsamling nogensinde, kun overgået af “Danmarks Indsamling” i 2010 til Afrikas kvinder og jordskælvsofrene på Haiti med godt 130 mio. kr.

FLERE REKORDER

Der var over 12.000 opkald i callcenteret på selve aftenen, hvilket er rekord for alle TV-indsamlinger gennem tiden, og privatpersonerne, der ringede ind til callcenteret, gav i gennemsnit over 1.000 kroner, hvilket også er rekord.

Samlet set kom der 500.000 enkeltbidrag via sms og telefon i løbet af udsendelsen.

Over 1.600 virksomhedsnavne vistes på skærmen i aftenens løb, hvilket også slår tidligere indsamlinger. Den største enkeltstående donation nogensinde blev givet af virksomheden Bestseller med 5 millioner kr.

TV 2 og DRs egne programmer bidrog til indsamlingen med “Go’ morgen Danmark” og “Go’ aften Danmark” som den absolutte topscorer med over 10 millioner.

OGSÅ ADVARSEL: TIDSINDSTILLET BOMBE

Hos reklamebureauet Mensch, som opfandt begrebet “Danmarks Indsamling”, der normalt afvikles hvert år på Danmarks Radio, advarer direktør Frederik Preisler mod at tro, at store TV-transmitterede indsamlingsshow er guldkalve, der vil eksistere til alle tider og kunne trækkes frem, hver gang der er behov.

Dosering, timing, “sagen” og hyppighed er afgørende parametre, siger Preisler til Berlingske Søndag.

Den 48-årige prisbelønnede reklamemand uddyber overfor bladet:

– Der ligger en tidsindstillet bombe under de store landsindsamlinger. For på et eller andet tidspunkt bliver det én for mange. Én for mange – på et forkert tidspunkt og for en forkert sag. Risikoen er også, at de efterhånden meget kommercielle mekanismer, der styrer indsamlings-showene, vil give bagslag.

– Det er en svær balance, hvor man indtil nu har befundet sig på den rigtige side af den usynlige grænse, men der er ingen garanti for, at det bliver ved med at være sådan, anfører Frederik Preisler overfor Berlingske.