Tyrkiet har fængslet 32.000 efter kupforsøg

tyrkisk_kup_tv
Kupforsøget, som det så ud på tyrkisk tv om aftenen den 15. juli.
Foto: Youtube
Forfatter billede

Den tyrkiske justitsminister bekræfter onsdag ifølge flere internationale medier, at næsten halvdelen af de i alt 70.000 mennesker, der har været anholdt i kølvandet på det mislykkede kupforsøg 15. juli, fortsat er tilbageholdt.

”Processen fortsætter,” siger justitsministeren, Bekir Bozdag, ifølge den arabiske satellitkanal al-Jazeera.

Han uddyber, at der kan komme flere anholdelser, ligesom nogle af de fængslede kan blive frigivet.

Største juridiske proces nogensinde

Mindst 270 mennesker mistede livet under kupforsøget for 10 uger siden.

Retssagerne mod de titusinder af anklagede vil blive den største juridiske proces, der nogensinde har fundet sted i Tyrkiet.

”Det er endnu ikke helt klart, hvordan retssagerne vil blive gennemført,” erkender justitsminister Bozdag over for al-Jazeera.

Det er ligeledes usikkert, hvornår de første retssager vil gå i gang.

Masseanholdelserne er blevet mødt af massiv kritik fra internationale menneskerettighedsorganisationer og højt løftede øjenbryn fra en lang række regeringer, særligt i Europa og USA, som er dybt bekymrede over omfanget af masseanholdelserne.

Tidligere på måneden meddelte Amnesty International, at organisationen har rigeligt med troværdige beviser for, at nogle af de anholdte har været udsat for tortur og anden form for mishandling. Det afviser den tyrkiske regering.

”Myndighederne må stille de ansvarlige for retten for de udenomretslige drab og andre menneskerettighedskrænkelser, der fandt sted under kupforsøget,” lød det i en meddelelse fra Amnesty tidligere på måneden.

Erdogan: Udlevering af kupmistænkt om få dage

Præsident Recep Tayyip Erdogan beskylder en af sine ærkefjender, den 75-årige prædikant Fethullah Gülen, for at stå bag kupforsøget. Gülen lever i eksil i USA, men Tyrkiet har bedt om at få ham udleveret til retsforfølgelse i hjemlandet.

Gülen er ophavsmand til en bevægelse, som blandt andet driver en lang række skoler i både Tyrkiet og omkring 180 andre lande.

Erdogans styre har slået hårdt ned på Gülen-bevægelsen. Mindst 60.000 tilhængere af bevægelsen er blevet fyret, suspenderet og/eller anholdt i løbet af de seneste 10 uger.

Under FN's Generalforsamling i sidste uge opfordrede Erdogan fra talerstolen også andre lande til at slå hårdt ned på ”Gülenist-terrororganisationen”, som han betegner den.

”Det er åbenlyst ud fra vores erfaring, at hvis vi ikke bekæmper Gülen-netværket på nuværende tidspunkt, kan det være for sent på et senere tidspunkt,” sagde han ifølge flere internationale medier.

Fethullah Gülen selv afviser, at han har noget at gøre med kupforsøget mod Erdogan og det regerende AKP-parti. Han har tidligere sagt, at hvis Tyrkiet kan fremlægge blot flig af et reelt bevis for, at han havde noget at gøre med forsøget på at tage magten, vil han frivilligt rejse hjem til Tyrkiet og stå til ansvar ved en domstol.

USA er i øjeblikket ved at gennemgå den anmodning om at få udleveret Gülen, som Tyrkiet har sendt. Erdogan siger onsdag, at det er et spørgsmål om få dage, inden USA besvarer anmodning mens USA endnu ikke har meldt officielt ud, hvornår det forventes at ske.