Uden regn til floderne, er der ingen strøm i kontakten: ”Stop med at græde, sørge og stønne, installér solceller”

”Hvis vi ikke har elektricitet, kan vi ikke arbejde.”

Howard Banda kigger sig fortvivlet omkring i sin barbershop, Starcious Barbershop, som han driver i selskab med et par kammerater. I takt med, at strømmen i Lusaka forsvinder, udebliver kunderne i hans barbershop: 

”De flestes lønninger afhænger af strømmen. Når folk ikke har nogen penge, kommer de ikke her og får klippet deres hår. Vi tjener kun det halve af, hvad vi plejer. Hvis jeg normalt klipper 10 om dagen, så klipper jeg nu kun fem.” 

Men i dag – lige nu og her – er der strøm i stikkontakterne. En ung fyr sidder tilbagelænet i  frisørstolen med blikket stift rettet mod dét, der udspiller sig i spejlet foran ham. Zambisk popmusik strømmer ud af salonens eneste højtaler, mens en medarbejder minutiøst fejer hårtotter fra gulvet op i en fejebakke. 

Men i dag er dog en noget atypisk dag, forklarer Howard Banda. Den seneste tids manglende strøm har skabt store omvæltninger i frisørernes liv:   

”Vi plejer at spise to gange om dagen, men nu spiser vi kun én gang. Vi plejer at bruge 30 kwatcha (otte kroner red.) om dagen, men nu bruger vi kun 15 kwatcha. Det er uoverskueligt, men vi prøver.” 

Så hvad stiller Howard Banda og vennerne op med huslejen, når indkomsten pludseligt er halveret, spørger jeg? De kan vel ikke bare bo på den halve plads? Howard Banda griner og svarer:

”Nogle gange, når vi ikke har penge, så siger vi til vores udlejer, at han får pengene en anden gang. Og udlejeren forstår det. Han står jo i samme situation.” 

”Det er ikke præsidentens skyld, at der er tørke”

I slutningen af februar erklærede Zambias præsident Hakainde Hichilima national undtagelsestilstand.

Den dystre udmelding faldt, efter at Zambias regnsæson – som normalvis strækker sig fra november til april – i 2023/2024-sæsonen var atypisk regnfattig. Syv ud af landets 10 provinser modtog mindre nedbør end normalt, og tørke ødelagde op imod halvdelen af landets majsproduktion. Det er kritisk, fordi majsgrøden n’shima er zambiernes primære spise. 

Den udbredte tørke i store dele af Syd- og Sydøstafrika tilskrives generelt El Niño -fænomenet, som forårsager barske vejrforhold, delvist som følge af klimaforandringerne.

 I Zambia har tørken skabt ikke bare fødevareusikkerhed for en stor del af befolkningen , men også omfattende strømsvigt. Mere end 80 procent af Zambias elproduktion kommer nemlig fra vandkraft, og når det ikke regner, genererer de hydroelektriske kraftværk ganske enkelt mindre strøm. 

Zambias regering har ikke ladet den kritiske strømsituation stå passiv hen.  

I slutningen af august offentliggjorde regeringen, at man ville installere dieseldrevne generatorer på flere af hovedstadens mange markeder for at imødekomme befolkningens stigende behov for strøm.

Hvad der i første omgang blev opfattet som et solidarisk initiativ blev dog i sidste uge overskygget af en noget nedladende udtalelse fra præsident Hichilima, som på forsiden af NewsDiggers, et stort zambisk medie, bragte en kynisk opfordring til befolkningen. `Stop med at græde, sørge og stønne, installér solceller.”

Tilbage i barbershoppen græder Howard Banda og kollegaerne bestemt ikke. Tværtimod, så har Banda og co. fulgt præsidentens råd. På gulvet står et stort batteri. Det har kostet dem 2500 Kwatcha (cirka 650 DKK red.), men det er ikke meget bevendt uden solceller på taget. De koster det firedobbelte, og det har de unge mænd ikke råd til. 

”Det (den ustabile strømsituation red.) kom så pludseligt. Vi havde ikke tid til at forberede os, købe solceller, opbygge likviditet, eller hvad ved jeg?”, lyder det fra Howard Banda, inden han afbrydes af Morgan Silawe, en af salonens kunder, der venter på klipning: 

”Der er sult, og der er tørke. Så hvad kan vi gøre? Hakainde Hichilima har aldrig været i denne situation før, så han er først ved at lære fra andre. Det svarer til, hvis du tager en, der aldrig har været i skole, og så placerer ham i 3.g. Så bliver det altså svært.” 

Howard Banda er uenig. Inden, Morgen Silawe har færdiggjort sin sætning, har han igen taget ordet:

”Det er ikke præsidentens skyld, at prisen på mielie meal (en zambisk type majsmel red.) er høj, og at vi har strømsvigt. Det er på grund af tørken, som er en naturkatastrofe.” 

60 års politisk passivitet

Den 24. oktober fejrer Zambia 60-års fødselsdag. Og det er ubegribeligt, at det seks årtier efter uafhængigheden fra den britiske kolonimagt ikke er lykkedes landets politikere at finde en bæredygtig energiløsning.

Det mener den zambiske elektronikingeniør Ben Mwaba, som til dagligt har til opgave at vedligeholde forskellige energianlæg i byen Kasumbalesa:  

”En diversificering af Zambias energisektor har aldrig været topprioritet for vores politikere. Vi har ikke gjort, hvad vi bør gøre for at opbygge vores kapacitet. Solceller er kun delvist blevet implementeret.”

Den vurdering er professor Johnstone Chikwanda grundlæggende enig i. Han er blandt Zambias førende energieksperter, bestyrelsesmedlem i Zambia Regulatory Board og – ikke mindst – medforfatter til Zambias nuværende energistrategiplan. Alvoren er gået alt for sent op for landets beslutningstagere, siger professoren til Globalnyt: 

”Selv, da skriften stod på væggen, responderede vi for langsomt. Zambia var energiuafhængigt i lang, lang tid. Det var vi på grund af hydroelektricitet. Selvom vi hørte om klimaforandringer hist og her, havde vi aldrig problemer med strømmen. Men på et tidspunkt voksede vores forbrug, fordi befolkningstilvæksten sted og minerne (som står for 60 procent af landets strømforbrug red.) ekspanderede. Og så kom tørken, og vi følte med ét konsekvenserne af klimaforandringerne.”

Men hvem bærer så skylden for Zambias energikrise, der har så uoverskuelige konsekvenser for landets befolkning, spørger jeg professor Chikwanda? 

Det er et komplekst spørgsmål, mener han, men peger på to faktorer. 

Den første er af økonomisk karakter. Skiftende regeringer har ikke formået at finde private aktører, der ville investere i landets energisektor. Zambias energi har ganske enkelt ikke været profitabelt for de virksomheder, der har forsøgt sig i branchen. 

Den anden forklaring hænger sammen med Zambias politiske historie, fortsætter professoren: 

“I Zambia er det typisk, at der kommer en ny regering ind og implementerer sine egne agendaer og forkaster forgængernes planer. Når en afgående regering har igangsat en langsigtet, bæredygtig energiplan, som dog på den korte bane gør strømmen dyrere for befolkningen, så vil en ny regering ikke risikere at blive ofre for befolkningens vrede. Så hellere fastholde den oprindelige løsning, i Zambias tilfælde hydroelektricitet,” siger Johnstone Chikwanda

Er udenlandsk indflydelse uundgåeligt? 

At Zambias energisektor skal diversificeres – så landet i en fremtid præget af uforudsigelige klimaforandringer ikke længere er afhængigt af hydroenergi – er de fleste i dag enige om. 

Og faktisk er Danmark et af de lande, der støtter Zambias vej mod en diversificeret energisektor. Da den danske ambassadør til Sydafrika, Elsebeth Søndergaard Krone (som foruden Sydafrika også er dansk ambassadør til Angola, Botswana, Eswatini, Mozambique, Namibia, Lesotho, Zimbabwe og Zambia) i august besøgte præsident Hichilima, var energisektoren blandt mødets mest presserende samtaleemner. 

Men det er hverken Danmark eller andre vestlige lande, som den zambiske regering naturligt retter blikket mod, når strømmen på rekordtid skal tilbage i stikkontakterne.  

I den forgangne uge drog præsident Hichilima i selskab med delegerede fra 50 afrikanske lande til Beijing. Her deltog de i det storstilede Forum on China-Africa Co-operation (FOAC), hvor det altoverskyggende fokus var grøn energi. Zambias præsident brugte i den forbindelse lejligheden til at indgå et partnerskab med kinesiske TBEA Energy Solutions, der tilbyder alternative energipakker. 

Men Kinas indflydelse i Zambia rækker langt udover energisektoren. 

I Zambia bygger kinesiske virksomheder skoler, veje, hospitaler, fodboldstadioner, lufthavne og meget andet. I skrivende stund skylder Zambia mere end 18 milliarder dollars til udenlandske investorer, hvoraf størstedelen menes at være kinesiske.

Kritikere af Kinas fremfærd i Afrika anklager Kina for økonomisk imperialisme, men den snak giver professor Chikwanda dog ikke meget for. I hvert fald ikke i konteksten af Zambias energikrise: 

”For at være ærlig over for dig, så har vi desperat brug for udenlandske investorer, hvis vi skal diversificere energiporteføljen. Uden udenlandske investorer vil det være meget svært at opnå. Vi mangler teknologiske løsninger, kompetencer og økonomisk støtte.”

Det er da heller ikke blot Kina, der har en finger at spille i Zambias energisektor. Infiltreringen er de seneste år kommet fra alle verdenshjørner: EU, Den Europæiske Investeringsbank, De Forenede Arabiske Emirater og Verdensbanken. Og så enten ejer eller delvist ejer den franske energiproducent Neon, italienske Enel Green Power og amerikanske First Solar gigantiske solenergianlæg i landet. 

Trods Zambias desperate behov for nye energiløsninger, mener elektronikingeniør Ben Mwaba dog ikke, at de mange internationale aktører arbejder til Zambias fordel. Han har kendskab til flere venner og kollegaer i branchen, som arbejder for indiske og kinesiske energiselskaber, men som ikke modtager den opkvalificering, de i første omgang var blevet stillet i udsigt.

”Virksomheder kommer ind og tjener penge på os. Det er indskrevet i energiplanerne for de udenlandske energiselskaber, at zambiske medarbejdere skal oplæres, men sådan oplever jeg ikke, at det fungerer i praksis. Det gør det svært at skabe selvstændighed i energisektoren.” 

Regnen er på vej, gudskelov

Heldigvis var der forleden godt nyt for de mange strømhungrende zambiere, da Det Zambiske Meteorologiske Institut estimerede nedbøren for den kommende regnsæson til at blive ”normal eller mere end normal.”  

Nyheden blev modtaget med enorm lettelse blandt mange zambiere: ”Lad det nu bare være rigtigt. Vi har gået igennem så meget”, skrev Erica Mubiana, en forventningsfuld borger til dagbladet Zambia Daily Mail, mens medborgeren Anastasia Mweene i samme avis efterspurgte et ”Noah-lignende scenarie til at fylde Karibasøen (hvor Zambias største hydroanlæg ligger red.) op med vand.” 

Optimismen er også at spore hos Professor Chikwanda. Regeringen går snart i gang med at implementere solenergi de steder, hvor der hidtil har været vandkraftværker, fortæller professoren: 

”Vi ser nu en del hybridprojekter, hvor solenergi kobles til hydroenergi. I løbet af dagen bruger vi ikke vandet, men om natten bruger vi det. De projekter er allerede undervejs, og intet kan stoppe dem fra at se dagens lys. Jeg er meget overbevist om, at landet er på rette vej.”

Desuden har Zambia af europæiske konsulenter fået udarbejdet en fremtidsplan for landets elomkostninger, så potentielle investorer kan se, hvad de har i udsigt. Tarifferne bliver hævet, og selvom det medfører højere strømpriser for den almindelige zambier, så skulle det gerne tiltrække nye investorer. 

Desuden glæder Professor Chakwanda sig over, at zambiere – store som små – nu køber deres egne solceller: 

”Vi ser nu, at normale mennesker kan producere solenergi, som de så – hvis de producerer mere, end de selv kan forbruge – kan sælge til det offentlige elnet. Der bliver derfor gradvist flere og flere mennesker, der får reduceret afhængigheden af ZESCO. Den bedste vej frem er at have sine egne solceller.”

Den største udfordring, erkender Professor Chikwanda, er dog tidsperspektivet. De nye strømvarianter tager tid at installere:

”Befolkningen skal forstå, at energiprojekter tager tid. Nu handler det om generatorer, og nogle af dem er begyndt at ankomme. Det samme med solcelleanlæg. Det er bevist, at når det kommer til store solcelleanlæg, så kan man ikke implementere dem på seks måneder. Man kommer nok til at se en positiv forandring i slutningen af næste år, eller i starten af 2026.”

Ungdommens modsvar

Det er bare ikke sikkert, at Zambias strømhungrende befolkning har tid at give af. For mange mennesker leves livet her og nu, og 2026 kan føles som en fjern fremtid. 

Sådan havde den 28-årige Jason Mwanza det i hvert fald, da han i forrige uge iværksatte en enmandsdemonstration i Lusaka. De utallige strømafbrydelser og høje priser på basale fornødenheder var uacceptabelt, skrev Mwansa på et skilt og stillede sig – ganske ironisk –foran en statue af en sort mand, der bryder ud af sine lænker. 

Demonstrationen blev øjeblikkeligt standset af politiet, som arresterede Mwanza og smed ham i fængsel. Siden er to sympatisører, Thomas Zulu og Chanda Chikwanka, også sat bag tremmer, alle tre anklaget for ulovlig forsamling og oprørsk praksis. 

Tilbage i frisørsalonen diskuteres fængslingen af demonstranten og sympatisørerne ivrigt. Howard Banda snakker stadig højest og mest gennemtrængende:

”De (politiet red.) skulle have sat sig ned og snakket med ham. Hvorfor var han der? Hvad var det, han prøvede at opnå? I stedet spærrer de ham inde. Det er ikke godt.”

Midt i salonens livlige diskussioner går strømmen. Baggrundsmusikken dør. Folk griner opgivende og siver langsomt ud i gaden. Det har de tydeligvis prøvet før. Med rødsprængte øjne og en bestemt tone kigger Howard Banda over på mig:

”Jeg vil gerne lave forretning, men der er ingen strøm. Hvad kan jeg så tage mig til? Regeringen bør investere i ungdommen. De burde komme her og spørge: Hvad har I brug for, og hvilken slags forretning driver I? Jeg bliver nødt til at arbejde, så jeg bliver nødt til at købe solceller, men fordi jeg ikke har nogen penge, kan jeg ikke gøre det.”