Det seneste årti har der været langt mellem de gode nyheder fra Argentina. Selv verdens bedste fodboldspiller Lionel Messi og resten af det argentinske landshold har skuffet. Men med valget af præsident Macri i december 2015 er det sydamerikanske land på vej ud af krisen.
Danmarks samhandel med Argentina har lidt under de seneste årtiers dårlige økonomi, økonomisk protektionisme og korruption. Danske virksomheders forretninger har været sat på vågeblus, og stort set ingen nye danske virksomheder har vovet sig ind på det argentinske marked. Men nu går det fremad.
Onsdag besøger udenrigsminister Kristian Jensen (V) landet. Det skriver udenrigsministeriet i en pressemeddelelse.
”Argentina er inde i en rivende politisk og økonomisk udvikling, som vi fra dansk side ønsker at bakke op om. Præsident Macri har fået styr på det økonomiske kaos, trukket Argentina ud af bankerot og international isolation. Det åbner nye muligheder for danske virksomheder, som vi skal udnytte,” lyder det fra Kristian Jensen.
”Der er ingen tvivl om, at det nye styre skaber forsigtig optimisme, og den danske eksport til Argentina er stigende. Der er jo et enormt potentiale i Sydamerikas næststørste land. Ikke mindst inden for grøn miljøteknologi, hvor Macri-regeringen har ambitiøse planer,” siger ministeren og uddyber:
”Jeg skal drøfte både politisk og kommercielt samarbejde med den argentinske regering. Men også Mercosur-EU frihandelsaftale, hvor Argentina spiller en vigtig rolle. Og så skal jeg selvfølgelig mødes med danske virksomheder i Buenos Aires.”
Danmarks eksport til Argentina var i 2015 på 1,1 milliard kroner og er steget både i 2015 og 2016. Vigtigste eksportvarer er medicin og pharmaceutiske produkter.