Kommentar af Bernhard Bierlich
Når udviklingsministeren og andre taler om privatisering af fælles jord i Afrika er det et tegn på et forenklet syn på udvikling. Der er fare for at slå patienten ihjel, hvis vi piller for meget ved centrale samfundsstrukturer, mener debattøren.
Fornylig fremsatte den danske udviklingsminister Christian Friis Bach (R) tanken om at opnå modernisering i Afrika gennem privatisering af det fælles ejerskab af jorden (Politiken, den 22. august).
Heroverfor må man dog stille spørgsmålet om, hvordan sundhed og omsorg – vigtige indsatsområde i dansk udviklingsstøtte – vil blive påvirket, når det sociale netværk og solidariteten i de lokale samfund som følge af privatisering nedbrydes?
Det er et af de mange spørgsmål, som en stor international konference, jeg er inviteret til, ved Institute of African Studies ved University of Ghana, søger besvaret i denne måned.
På den ene side ønsker man at iværksætte adfærds-ændringer, vækst og modernisering i den tredje verden. På den anden side kan ens ønske om modernisering komme til at gribe forstyrrende ind, gøre ondt værre og ødelægge afgørende sundheds-og omsorgsmønstre.
Falder sammen med lokale behov
Når udviklingsprojekter lykkes, er det ofte, fordi de falder sammen med og henvender sig til lokale samfunds ”praktiske” behov omkring sundhed, ernæring, vand, landbrug, miljø, fødevaresikkerhed, kvinder og indkomstgenerering.
Her er udbyttet og samarbejdet med de lokale partnere betragteligt. Det var også konklusionen i en evaluering i forbindelse med et af Danidas sundhedsprojekter i Ghana, jeg foretog i 1990’erne.
De gode resultater hænger sammen med, at vi arbejder sammen med de lokale og inden for de forhåndenværende lokale strukturer og ikke søger at nedbryde dem.
Projekter, der derimod sigter mod eller indebærer ”strukturelle” ændringer af lokale samfund, f.eks. gennem privatisering af den kollektive ejendomsret, har det derimod langt sværere med at opnå fine resultater.
Her står samfunds kollektive normer, levevis, familiemønstre og kønsrelationer på spil.
Opløste familier
Samfundenes ”sociale kapital” er truet. Prøver vi at pille derved og overføre vores vestlige model af en ”rationel” samfundsudvikling, kan det få alvorlige konsekvenser.
Hvad der umiddelbart ser godt ud på papiret set ud fra et vestligt perspektiv, ender ofte med at opløse familier og lokale samfundsstrukturer og omsorgsmønstre for især børn, ældre og handikappede.
Moderniseringens negative resultat er forældreløse børn og gadebørn, der, uden den traditionelle omsorg og beskyttelse, der ydes af familien og det lokale samfund, forekommer i stort antal i mange af den tredje verdens byer.
De lever ofte et sårbart liv på gaderne og med en meget simpel kost. De frister et liv med alvorlige krænkelser af deres rettigheder og store risici for at blive fysisk og seksuelt udnyttet. Faren for deres sundhed, ufrivillige graviditeter og at blive smittet med HIV/AIDS er ligeledes stor.
Disse ubeskyttede gadebørn har mistet deres familiers beskyttelse, som netop hviler på de traditionelle strukturer og netværk, men som også indebærer fattigdom.
Dette betyder, at de bagvedliggende samfundsstrukturer i vores vestlige optik kommer til at symbolisere noget ”tilbagestående”, som ikke anses for at høre hjemme i disse moderne tider.
Derfor må de hævdvundne sociale former, den kollektive ejendomsret, de traditionelle kønsmønstre og den effektive omsorg for raske og syge børn, de ældre og de handikappede vige.
Jord ender på udenlandske hænder
Et stort problem er privatiseringen af kollektivt-ejede jorde. De seneste studier fra Ghana viser, at privatisering af landbrugsjord ofte fører til salg af jordlodder til lokale velhavere og udenlandske firmaer.
Salg betyder indgreb i de lokale landbrugs- og ernæringssystemer, som har mange facetter, tab af fælles arealer og stigende spændinger mellem forskellige samfundsgrupper.
Det landlige Afrika er et holistisk samfund, hvor et bæredygtigt eksistensgrundlag afhænger af et samspil af mange faktorer, inklusive sociale hierarkier vedrørende køn og magt, som vi altså ser som et tilbageskridt, selvom de udgør sammenhængskraften i det afrikanske samfund, dets ”sociale kapital”.
Ikke-vestlige samfundsformer og deres interaktion er ikke bare noget, man piller ved og kan slippe godt fra. Der står alt for meget på spil: ødelagte samfund og nedbrudte omsorgsmønstre.
Det handler i høj grad om at forstå hvad udvikling er og konsekvenserne heraf, især hvad angår bæredygtighed, sundheds-og omsorgsmønstre, når disse forstyrres og nedbrydes.
Forenklet syn på udvikling
Når mange vesterlændinge taler om udvikling, tænker de ofte på overordnede moderniserings- og vækstmål.
Disse refererer til en noget forenklet måde at se udvikling på ud fra en idé om, at samfundet er på rette vej i form af øgede og konkrete forbedringer inden for teknologi, økonomi, befolkningstilvækst, sundhed og uddannelse.
Men udviklingsprocessen er meget mere kompleks end disse enkle antagelser.
Det er paradoksalt nok forældede kønsmønstre og mandsdominerede hierarkier, der sikrer stor solidaritet og sammenhængskraft samt effektiv sundhedspleje og omsorgsmønstre i det afrikanske samfund.
Der er en stigende erkendelse af, hvor meget omsorg, pleje og sundhed betyder. Familien er det sted, hvor den daglige omsorg og pleje finder sted.
Solidaritet og sociale netværk kan man ikke foruden, selvom mange vestlige samfund desværre er ved at opgive disse for moderniseringens skyld.
Bernhard Bierlich er Ph.D i medicinsk antropologi og global sundhed fra Cambridge University.
Han har en baggrund i undervisning og 15-20 års forskning vedrørende børns og kvinders/familiers sundhed i Afrika og Caribien. Hans erfaringer har han samlet i konsulentfirmaet International Health Dialogue, som han grundlagde fornylig.
