Uganda, Rwanda og Kenya indfører fælles turistvisum

Laurits Holdt

Landene i den østafrikanske samarbejdsorganisation arbejder mod en politisk union. Seneste udvikling er at tre lande har indført et fælles turistvisum. De har i forvejen en toldunion og har gjort det nemmere for deres borgere at krydse grænserne.

Fremover behøver turister ikke separat visum til Kenya, Rwanda og Uganda. (Foto: Andrew Currie, Flickr! (CC BY-SA 2.0))

Som et led i det stadig voksende samarbejde mellem landene i Østafrika har Uganda, Rwanda og Kenya nu lanceret et fælles turistvisum. Det skriver det kenyanske nyhedssite Standard Digital fredag.

Det fælles visum skal gøre det nemmere for turister at rejse rundt i regionen og landene håber, at det vil øge mængden af turister.

Den ny fælles visum koster 100 dollars og varer i 90 dage. Man kan søge om det online og på de tre landes repræsentationer.

Det er nu også muligt for indbyggere i de tre lande at krydse grænserne med blot et nationalt identifikationskort eller et studiekort som rejsedokument.

Lanceringen skete på et topmøde i den regionale samarbejdsorganisation, East African Community (EAC). På mødet diskuterede landenes præsidenter også fælles infrastruktur-projekter så som at forbinde landenes elektricitetsnet og transportnet.

EAC bestå af Uganda, Rwanda, Kenya, Burundi, Sydsudan og Tanzania.

Samarbejdet kaldes Northern Corridor Integration Project og skal på længere sigt også inkludere Burundi og Tanzania.

Det er meningen at samarbejdet skal gøre det nemmere og hurtigere at flytte varer og personer rundt i regionen og på den måde stimulere den økonomiske vækst og udvikling. En del af arbejdet handler også om at landene skal fjerne eller skære ned på de bureaukratiske barrierer, der er for at krydse grænserne.

De tre lande har delt arbejdet mellem sig. Således står Uganda for udviklingen af et fælles jernbanenet og arbejdet med at skabe en politisk union mellem landene. Rwanda står for toldunionen, det fælles turistvisum og et fælles identifikationskort. Kenya står for samarbejdet om olierørledninger og fælles produktion af elektricitet.

Den 1. januar i år trådte en toldunion mellem de tre lande i kraft.