Titusindvis af flygtninge og migranter sætter livet på spil, når de tager den risikable tur op gennem Afrika med drømmen om at nå til Europa.
Ofte bliver de i stedet ofre for tortur, menneskehandel, seksuel udnyttelse eller andre former for alvorlige overgreb på vej fra de lande, der ligger syd for Sahara, og videre mod Egypten, Tunesien, Libyen eller Marokko.
Der er også talrige eksempler på, at migranter tilbageholdes under umenneskelige forhold i især Libyen, eller at de i værste fald dræbes eller efterlades til en sikker død i ørkenen.
Derfor har FN’s flygtningeorganisation, UNHCR, onsdag udsendt en appel om 210 millioner dollars – svarende til knap 1,4 milliarder kroner – for at øge indsatsen for at beskytte og hjælpe de tusinder af migranter og andre, der begiver sig ud på rejsen mod de nordafrikanske kyster.
Indsatsen skal blandt andet forhindre, at migranterne falder i hænderne på menneskesmuglere og andre kriminelle ved at give dem alternativer til at tage den farlige tur til Nordafrika og forsøge at få en plads på en båd til Europa. Alternativerne består i at søge asyl i andre afrikanske lande og i et tilbud om hjælp til de mennesker, der har været ude for alvorlige overgreb undervejs på deres rejse – herunder også de migranter, der ender i et fængsel i Libyen.
”Med over 15 konflikter på det afrikanske kontinent vil tusindvis af mennesker fortsat begive sig på vej, ofte med urealistiske forventninger præget af fejlinformation,” siger Vincent Cochetel, der er UNHCR’s særlige udsending for Middelhavsregionen.
”De står over for alvorlige farer og endda døden i hænderne på menneskesmuglerne. Vi skal gøre mere for at forhindre, at et stigende antal mennesker bliver ofre for dem, der forsøger at tjene penge på sårbarhed og desperation,” siger han.
Særligt kvinder og piger er udsatte og i risiko for voldtægt og seksuelle overgreb, tilføjer UNHCR.
En død for hver seks der når fra Libyen til Europa
Det er ikke alene selve rejsen gennem Sahara og mod Nordafrika, der er livsfarlig.
De seneste tal fra UNHCR, der inkluderer begyndelsen af juni, viser, at ét menneske døde på Middelhavet for hver seks mennesker, der nåede frem til Europa i de synkefærdige skuder, der stævnede ud fra Libyens kyst i 2019.
Sidste år var chancen for overlevelse større. Her døde én person for hver 14, der nåede helskindet frem til det europæiske kontinent. I 2017 var der én død for hver 38 ankomne i Europa, viser tallene fra UNHCR.
Det er den sørgelige konsekvens af, at der er blevet færre redningsbåde på Middelhavet. UNHCR betegner det som en ”farlig kløft i redningskapaciteten til søs” og opfordrer landene omkring Middelhavet til at sætte flere redningsfartøjer ind og samtidig forsøge at bekæmpe smuglernetværkene.
Mindst 507 mennesker menes at være døde eller er forsvundet på Middelhavet i år.
Antallet af mennesker, der aldrig når frem til Middelhavet men i stedet dør undervejs på menneskesmuglernes ruter, kendes ikke. Men det er formentlig langt højere, skriver UNHCR.
Find hele appellen fra UNHCR her