Millioner af børn og unge lever i utryghed. Hvert femte minut er der et sted på kloden et menneske under 20 år, der dør på grund af vold, viser ny UNICEF-rapport. De fleste af disse dødsfald finder sted uden for krigszoner.
Millioner af børn lever i frygt hver dag, fordi de er udsat for vold i deres hjem, skoler og lokalsamfund, skriver UNICEF i en ny rapport.
I gennemsnit dør 345 børn om dagen på grund af vold. Tre fjerdedele af disse drab skyldes ikke krig, vold mellem to eller flere mennesker.
Den britiske afdeling af UNICEF har offentliggjort rapporten med titlen ”Children in Danger: Act to End Violence against Children” for at markere indledningen af en kampagne, der skal gøre op med vold mod børn.
UNICEF betegner vold mod børn som en ”global epidemi”, der rammer millioner af børn verden over.
Fattigdom øger risiko for vold
Nogle af årsagerne er den hastige urbanisering, ungdomsarbejdsløshed og stigende ulighed i samfundet.
Børn, der lever i fattigdom eller i lande med krig og konflikt, har større risiko for at blive ofre for vold, fastslår rapporten.
Således har en teenagedreng, der vokser op i Latinamerika, 70 gange større risiko for at blive myrdet end en dreng, der vokser op i Storbritannien.
Ikke at alt er rosenrødt hos briterne – her er syv procent af børnene ofre for vold, og sidste år blev mere end 17.000 børn fjernet fra deres forældre på grund af vold eller vanrøgt.
Læs hele rapporten hos UNICEF