Ole Therkildsen
Ole Therkildsen (født 1945) startede i ’branchen’ som u-landsfrivillig i Tanzania i 1970. Han er nu seniorforsker emeritus på Dansk Institut for Internationale Studier, hvor han koordinerede forskningsprogrammet ”Eliter, produktion og fattigdom: en komparativ analyse.”
Han har også forsket i borgerdeltagelse, decentralisering, beskatning, og reformer af den offentlige sektor i det sydlige Afrika.
Temaet i denne blog vil ofte være sammenligninger mellem fattige og rige lande. De kan være både meget ens og meget forskellige på overraskende måder.
Afrikas voksende geopolitiske betydning – og Vestens svindende globale indflydelse – vil påvirke fremtidens udviklingssamarbejde markant. Det er vigtige grunde til, at vi skal have en ny Afrikastrategi. Udviklingssamarbejdet skal kobles sammen med vores udenrigs- og sikkerhedspolitik.
Forskræppet for den nye strategi lød lovende og helt rigtigt: ”Afrika gider ikke længere lytte til Vestens belæringer,” lød overskriften på en kronik i Politiken, som udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen og nu forhenværende minister for udviklingssamarbejde og global klimapolitik Dan Jørgensen skrev i marts i år.
I denne uge kom strategien så. Den er ambitiøs. ”Samarbejde” er dens hyppigste plusord (nævnt næsten 40 gange). I forordet skriver de to ministre: ” De afrikanske lande står ikke med hatten i hånden. De forventer et gensidigt respektfuldt håndtryk. Og der må vi nok indse, at vi politikere ikke har formået at følge med udviklingen”… Vi vil [derfor] komme med bedre tilbud, mindre moralisme og mere ligeværd.”
Men hvordan skal det ligeværdige samarbejde mere præcist udmøntes i praksis? Og hvordan ser modtagerne på Danmark som donor?
Afrikanske drømme og prioriteter
”Vi må forstå landenes ambitioner og potentialer” for at hjælpe med at realisere dem, skrev de to ministre også i kronikken i marts og stiller et rigtigt godt spørgsmål: ”Hvad drømmer en ung kvinde i Kenya om?”
Et bud findes i sangen ”Mawaso” (swahili for drømme), som millioner i Østafrika har lyttet til. Musikeren Diamond Platnumz er en af regionens mest populære musikere,. Han præsenterer sig selv som ”bongo flava recording artist, dancer, philanthropist, and businessman.” Drømmen i videoen, som du kan se herunder, er en afrikansk version af mange danskeres håb om Volvo, villa, og vovse. For også mange unge afrikanere drømmer om rigdom og vellevned (hunden undtaget).
Et andet svar – men med lignende undertoner – kan findes i afrikaneres konkrete prioriteter på følgende spørgsmål stillet af Afrobarometer i 36 lande i 2021/22: “In your opinion, what are the most important problems facing this country that government should address?”
De fem hyppigste svar er arbejdsløshed/jobs (35%), økonomisk politik (31%), sundhed (30%), infrastruktur/veje (22%) og uddannelse (21%). Unge og ældre har stort set de samme prioriteter. Demokrati og politiske rettigheder prioriteres kun af fire procent af de adspurgte på tværs af alder. Klima (1%) ender som prioritet nummer 32 og er hverken vigtig for unge eller ældre, viser en anden Afrobarometer undersøgelse.
Nogle af de prioriteter vil regeringen have problemer med. For ved en stort anlagt begivenhed til markering af arbejdet med den nye Afrika-strategi sagde Dan Jørgensen: ”Danmark må blive en troværdig og lige partner for afrikanske lande… Det gælder på mange områder, hvoraf de mest presserende er klima og grøn omstilling.” Udtalelsen faldt samtidigt med marts-kronikkens budskab om, at vi skal lytte og respektere afrikanske landes prioriteter. De to budskaber passer dårligt sammen.
Heldigvis er vi på det punkt anderledes end Kina og Rusland, skrev Lars Løkke Rasmussen og Dan Jørgensen også. De ”vil handle efter egne interesser.” Danmark ”skal komme med bedre tilbud. Ligeværd. Respekt. En ny tilgang.”
Vi får se. Desværre står der ikke noget konkret i den nye strategi om, hvordan danske interesser og afrikanske prioriteter afvejes i praksis i de enkelte lande og sektorer.
Desværre står der ikke noget konkret i den nye strategi om, hvordan danske interesser og afrikanske prioriteter afvejes i praksis i de enkelte lande og sektorer.
Hvem ser afrikanere som rollemodeller
”Vores mangeårige udviklingspolitiske samarbejde har givet os langvarige og tætte partnerskaber. Man kan ligefrem tale om, at Danmark og de øvrige nordiske lande er et stærkt ’brand’ flere steder i Afrika, hvor mange, trods vores beskedne størrelse, kender Danmark som en pålidelig og pragmatisk partner,” står der i strategien.
Men hvordan ser afrikanerne egentlig på de donorer, inklusive Danmark, som deres lande er involverede med?
Da Afrobarometer i 2020 spurgte afrikanere i 18 nationer hvilket land, om noget, er den bedste model for netop deres lands fremtidige udvikling, svarede 32% USA, 23% mente Kina, 11% fremhævede de tidligere kolonimagter, medens ”andre lande” blev nævnt af 6%. Danmark (og Rusland) må befinde sig i den restkategori.
Vi fremstår altså ikke som nogen generel rollemodel i Afrika blandt tilfældigt udvalgte afrikanere. Det kan selvfølgeligt (også) skyldes, at vi er en småstat med et begrænset fodaftryk på det store kontinent. Derfor vil det give et mere retvisende billede af Danmark som rollemodel at spørge ledere i lande, der faktisk har kendskab til os som samarbejdspartnere.
En sådan opinionsundersøgelse blev lavet af Aiddata i 2017 og 2020. Godt 6.000 politikere, embedsfolk, ledere fra civilsamfund og den private sektor i 127 lande (altså ikke kun fra Afrika) blev bedt om at vurdere en bred gruppe af donorer og organisationer. OECD har opsummeret undersøgelsen i sin 2023-redegørelse for bistandssamarbejdet. Detaljerne kan findes her.
Figuren nedenfor viser, hvordan disse ledere over en treårs periode vurderede donorers eller organisationers ”hjælpsomhed” (forstået som den procentdel af lederne som sagde, at en udviklingspartner var ”meget” eller ”noget” behjælpelig med at implementere policy-ændringer).
Danmark er ikke et stærkt positivt ’brand’ som hævdet i strategien. Der er faktisk sket et dramatisk fald i Danmarks placering som en behjælpelig og indflydelsesrig samarbejdspartner.
Både i 2017 og 2020 er EU, Verdensbanken, og UNICEF blandt de top-5 mest hjælpsomme. Fra den synsvinkel er det derfor godt, at den nye strategi netop lægger meget vægt på, at Danmark i fremtiden skal arbejde mere gennem og med EU i Afrika.
Derimod faldt Danmarks ”hjælpsomhed” dramatisk (33 pladser) fra 2017 til 2020 og endte som nummer 49 ud af 64 lande/organisationer. Faldet overgås kun af Belgien og BADEA (Arab Bank for Economic Development in Africa). Kinas placering var uændret cirka midt i feltet. Rusland er ikke med i denne rangordning.
Undersøgelsen fra Aiddata måler også samarbejdspartnernes ”indflydelse,” det vil sige procentdelen af ledere i lav- og middelindkomstlande, der vurderer, om partneren havde ”meget” eller ”nogen” indflydelse på modtagerlandets udviklingsprioriteter.
På den parameter faldt Danmarks indflydelse også dramatisk i treårsperioden. Fra nummer 12 til nummer 42 – det største fald blandt de 69 lande/organisationer. Hvorfor det forholder sig sådan, siger undersøgelsen ikke noget om.
Men indflydelse er et tveægget sværd. Derfor blev lederne også spurgt om, hvorvidt en donors eller organisations indflydelse var positiv eller negativ. Her scorer Danmark lige nok til en plads som nummer 25 på positivlisten (Taiwan og GAVI scorer højst).
I denne del af undersøgelsen vurderes samarbejdspartnere generelt positivt af de fleste ledere i udviklingslandene. Undtagelserne er bundskraberne Qatar, Rusland og Saudi-Arabien, men Kina og Frankrig er heller ikke langt fra bunden.
Konklusionen af Aiddatas undersøgelse er dog klar. Danmark er ikke et stærkt positivt ’brand’ som hævdet i strategien. Der er faktisk sket et dramatisk fald i Danmarks placering som en behjælpelig og indflydelsesrig samarbejdspartner.
Vi har brug for politisk vilje til at ændre partnersamarbejdet i praksis
Det er krystalklart, hvad lederne i vores samarbejdslande drømmer om: Partnere, der tilpasser egne strategier til lokale prioriteter, og som yder transparent, forudsigelig og langsigtet støtte. Lokalt ejerskab er afgørende for, om vores bistand virker og er bæredygtig.
Heri er der intet nyt som reflekteret i flere af Danmarks tidligere udviklingsstrategier, planer og politiker. Alligevel rangerer vi lavt på modtagernes liste over ”hjælpsomme” donorer, og det er ikke blevet bedre i de sidste år. Tværtimod.
Udfordringen for den nye Afrikastrategis ambition om geopolitisk effekt er derfor i praksis at implementere Lars Løkke Rasmussens og Dan Jørgensens løfter om ligeværd, respekt og en ny tilgang til samarbejde. Det kræver, at danske ministre og politikere fra nu af forlanger og giver muligheder for, at vores bistandsbureaukrati, myndigheder og ngo’er kan forberede, planlægge og implementere bistandssamarbejdet ”on the ground” efter disse principper. Det bliver en stor udfordring. For som de to politikere skriver i strategiens forord: ”Vi må nok indse, at vi politikere ikke har formået at følge med udviklingen.”
Hvis den nye velskrevne Afrikastrategi med de mange signaler om en ny tilgang til samarbejde med afrikanske lande kan bidrage til at mindske afstanden mellem retorik og virkelighed, så trækker jeg meget gerne konklusionen i overskriften på denne blog tilbage.
