Af Holger Bernt Hansen
Uganda måtte ikke slås for sin uafhængighed, men har siden måttet kæmpe for at skabe en stat af flere rivaliserende kongedømmer og etniske grupper. Præsident Museveni taler om en 50 års læreproces, som har givet bonus. Men hvor længe kan han købe sig til støtte?
Året 2010 blev udnævnt til “Afrikas store frihedsfest”, for det var i 1960, at uafhængighedsbølgen for alvor startede med at rulle ind over Afrika. Alene i 1960 blev 17 kolonier selvstændige, heraf alene 14 fransktalende lande hovedsagelig i Vestafrika.
Herefter gik det knapt så stærkt, men bølgen kunne ikke stoppes. Tanzania fik sin uafhængighed i 1961, Uganda i 1962 og Kenya i 1963, og bølgen nåede så at sige frem til Limpopo floden, hvor den i 15-20 år måtte afvente gennembrydningen af, hvad der viste sig at være et skrøbeligt dige omkring de sidste “lavtliggende” kolonistater i det sydlige Afrika.
Der kan være grund til at fremhæve denne fasedeling i Afrikas befrielse, idet den har fået store betydning for, hvordan de enkelte landes historie har formet sig siden deres uafhængighed.
Den væsentlige forskel mellem de to faser består i, at der i det sydlige Afrika opstod befrielsesbevægelser, som gennem guerilla-aktivitet eller anden form for væbnet opgør måtte kæmpe mod kolonimagterne for selvstændigheden, mens aktørerne længere nordpå overvejende var politiske partier, der konkurrerede ved stemmeboksene, og hvor den største risiko var et fængselsophold på grund af “undergravende” politisk aktivitet – et ophold, som ofte var meget velkomment, da det gav de kommende ledere en særlig profil, når den nu ikke kunne skabes gennem glorien fra slagmarken.
Det har betydet en meget forskellig start for de to grupper af stater. Det er undertiden blevet sagt, at sidstnævnte gruppe nærmest fik uafhængigheden foræret uden væsentlige omkostninger. Det er nok for stærkt sagt, men forberedelsestiden blev meget kort, hvorimod omkostningerne har vist sig så meget desto større gennem de forløbne 50 år.
For Ugandas vedkommende blev dette erkendt af præsident Museveni, da han i maj trykkede på startknappen til festlighederne, der kulminerer på selve dagen den 9.oktober:
“He described the last 50 years of independence as a period of learning experience….Although the country has not achieved what it should have achieved since independence in 1962, it was, however, gratifying that not all the years have been lost.” (New Vision 7. maj 2012).
M7 (som præsidenten ofte benævnes i SMS-sproget) giver her en meget realistisk karakteristik af de 50 år, og udviklingen fanges godt ind, når vi ser på brugen af de typiske nationale symboler.
”One People, One Nation”
Ved de første års uafhængighedsfester sang så at sige ingen med på nationalsangen, hvis tekst og melodi var skrevet af velvillige udlændinge, og flaget, der var tegnet af en ekstern kunstner, indeholdt nok den kendte krontrane (crested crane), men at den var løftet op til at være nationalsymbol, var noget nyt.
På dette punkt er der sket fremskridt over de 50 år, for nu synger mange med på nationalsangen ved festlige lejligheder. Men det afgørende spørgsmål bliver, i hvor høj grad det dækker over en opslutning bag det af de politiske ledere ofte brugte slogan “One people, one nation”.
Dette spørgsmål løber som en rød råd gennem Uganda’s 50 årige uafhængighedshistorie.
Når dette slogan gang på gang næsten appellerende blev brugt efter uafhængigheden, var det netop et udtryk for, at Uganda ikke var ét folk og én nation.
Uganda deler her skæbne med adskillige nyligt uafhængige afrikanske stater, at de nok var netop stater, men endnu ikke nationer. Ikke blot kom det til udtryk under brugen af nationale symboler, men mere grundlæggende kom det til udtryk i sproget, som blev engelsk (Ugandas nationalsang er på engelsk) og i historien, hvor mærkedage og mindesmærker markerede kolonimagtens historie og aktiviteter.
Parlament og parykker
Blot to år efter uafhængigheden tiltrak det engelske parlamentsvalg og Labour’s sejr sig langt større interesse end lokale politiske begivenheder. Også det politiske system var af udenlandsk oprindelse.
Nok forærede kolonimagten det nye land en flot ny parlamentsbygning, men den var indrettet efter mønsteret fra det engelske parlament helt ned til en detalje som speaker’s hvide paryk. Lignende sved-fremkaldende parykker blev også en del af dommernes påklædning.
Uganda skulle pludselig til at køre efter nogle demokratiske spilleregler, som i meget ringe grad afspejlede realiteterne i samfundet. De politiske partier og de nye ledere handlede nærmest efter devisen “søg først uafhængigheden, så skal alt andet gives i tilgift”.
Fra første arbejdsdag viste det sig meget vanskeligt at administrere uafhængigheden med dens mange forventninger og under nye politiske spilleregler, som ikke kunne samle, men tværtimod splitte den nye nation, fordi kampen om de sparsomme ressourcer blev udkæmpet mellem kræfter, der mere splittede end samlede den nye nation.
Netop flerpartisystemet kom hurtigt til at virke splittende frem for samlende. De enkelte partier repræsenterede lokale interesser frem for egentlige interessegrupper, og da den, der sidder på magten, også varetager fordelingen af de sparsomme goder, blev dette at være opposition opfattet som en blindgyde.
Derfor så man hurtigt efter uafhængigheden, at parlamentsmedlemmer “krydsede gulvet” for at bringe sig tættere magtens centrum.
Det betød, at Uganda allerede få år efter uafhængigheden i lighed med en række andre lande var ved at udvikle sig til et etpartisystem med en autokratisk leder i spidsen.
Hæren som politisk redskab
Dette lægger grunden til en anden udvikling, hvor Uganda igen følger en almindelig tendens i mange afrikanske stater inden for de første ti år af uafhængigheden. De mange modsætninger, som det politiske system ikke kunne rumme, og specielt en oppositions afmægtighed over for en enevældig leder, der identificerede sig selv med statens interesser, bragte en anden spiller på banen.
Da premiereminister Milton Obote ikke kunne dæmme op for kongedømmet Buganda’s krav om en selvstændig status og i virkeligheden et de facto krav om selvstændighed, bragte han i 1966 hæren under ledelse af den senere så kendte Idi Amin på banen til at løse konflikten.
Hermed var hæren blevet et politisk redskab, der faldt uden for det parlamentariske system, og som samtidig havde sine egne interesser at varetage.
Uundgåeligt udviklede det sig til en magtkamp mellem de to systemer, og hærens særlige magtmidler plus Idi Amin’s villighed til at bruge voldelige midler førte til et militærkup i 1971 og et berygtet militærstyre gennem 1970’erne.
Disse begivenheder bringer det centrale spørgsmål om militærets rolle og de civile-militære relationer i centrum for den efterfølgende udvikling.
Amin’s militærstyre var ikke løftet over de gennemgående modsætninger, der prægede det ugandiske samfund og satte rammerne for al politisk udfoldelse.
Trods anvendelsen af brutal magt, hvor menneskeliv nærmest blev den billigste vare på markedet – malende beskrevet med udtrykket “Karume Falls ved Nilen er døgnåbent” (for disponering af lig) – kørte militærstyret nærmest landet i sænk og efterlod det med problemet, hvordan man kommer ud af en sådan destruktiv periode.
I Ugandas tilfælde skete det gennem nabolandet Tanzanias militære indgreb i 1979 støttet af ugandere i eksil. Men det efterlod Uganda med den dobbelte udfordring, hvordan man vender tilbage til et civilt og demokratisk styre, og hvordan man så at sige “domesticerer” landets hær til at opgive politiske ambitioner og blot være et sikkerhedsredskab for et civilt styre.
Som vi skal se, er denne proces, der tog sin begyndelse i 1986, ikke afsluttet endnu. Spørgsmålet om civile-militære relationer og militærets rolle som instrument for en civil regering er stadig på den politiske dagsorden i M7’s Uganda og påvirker den holdning, donorerne og altså også Danmark indtager.
En forbundsstat af tre områder
Dette rids af den politiske udvikling gennem de første 20 år af uafhængigheden viser med al tydelighed, at der var betydelige vanskeligheder forbundet med at forvalte selvstændigheden, fordi generationen af uafhængighedsledere var uprøvede og havde fået tildelt rammer og redskaber, som ikke passede til at administrere boet efter kolonitiden.
Men nok så væsentligt var det, at dagsordenen satte de ikke selv. Den blev påtvunget dem af de strukturer, som var årsag til, at den nye stat ikke hang sammen. Det er herfra, at udfordringerne kommer: Og det er udfordringer, som er forblevet aktuelle gennem alle 50 år.
Denne situation illustreres bedst gennem den forfatning, som Uganda fik ved uafhængigheden. Uganda blev ikke en enhedsstat, men en forbundsstat bestående af tre områder med forskellig status.
Kongedømmet Buganda
Kongedømmet Buganda, der stadig udgør knap 20% af befolkningen, fik en privilegeret status med eget politi og egen skatteopkrævning. Dette var en pris, som kolonimagten måtte betale, da Buganda egentlig ønskede at blive selvstændig.
Det var en konsekvens af den favoriserede status, som Buganda havde haft siden kolonitidens begyndelse, hvor de første besøgende europæere blev meget imponeret over dette velfungerende og velorganiserede kongedømme ved Victoriasøens bredder – en ledende koloniembedsmand betegnede endda befolkningen som “Afrikas japanere”.
Det medførte til gengæld, at Buganda udviklede en stærk bevidsthed om sin historisk betingede særstilling, som altså i praksis blev skrevet ind i uafhængighedsforfatningen.
Ankole, Bunyoro og Toro
Næste niveau udgjordes af tre andre traditionelle kongedømmer, Ankole, Bunyoro og Toro, der er naboer til Buganda. De havde gennem hele koloniperioden målt sig selv med Buganda og ønsket de samme priviligier, men dem opnåede de kun i en reduceret udgave, hvilket også slog igennem i forfatningen. Allerede her var der indbygget spændinger, som let kunne mobiliseres.
Det tredje niveau udgøres af resten, altså især samfundene i Norduganda, som i forfatningen blev underlagt direkte styre fra centralregeringen.
”Uafhængighedens forbandelse”
Befolkningsgrupperne i nord består af en række forskellige etniske grupper, der ikke er hierarkisk organiserede som de sydlige kongedømmer. De er vanskelige at sætte på en fælles formel, og der er et stort potentiale for indbyrdes rivalisering og for politiske lederes spillen på forskellene i de etniske tilhørsforhold.
Med denne forfatning var der tale om en sjælden set forfatningsmæssig asymmetri, og hele denne situation er undertiden blevet betegnet som “Uganda’s curse of independence”.
Den satte i hvert fald en dagsorden og gav nogle betydelige udfordringer, som de forskellige regimer har måttet forholde sig til og tage alvorligt.
“One people, one nation” appellen havde ikke stor gennemslagskraft i et land, hvor radioen ved uafhængigheden skulle have udsendelser på 38 sprog, og så var der endda krav om at få tilføjet et par stykker mere.
Der eksisterede rundt omkring i landet en slags “etno-nationalisme”, som politikerne let kunne mobilisere i kampen om magten, og som gik på tværs af al talen om “nationbuilding”.
Nord, Syd og Buganda
Specielt to akser har manifesteret sig helt fra begyndelsen. Den første er delingen mellem nord og syd. Delingslinjen fulgte groft sagt Nilens løb.
Mod syd var befolkningen af Bantu oprindelse og kunne med god vilje gøre sig forståelig for hinanden. Mod nord var den sproglige spredning betydeligt større, idet de forskellige grupper have en meget forskellig historie og levevis på trods af, at flertallet udgjordes af den Nilotiske gruppe.
Uganda faldt således i to halvdele på grund af de tos vidt forskellige historie og tradition, hvilket gav sig udslag i, at de sprogligt var rundet af helt forskellige sprogstammer og derfor var indbyrdes uforståelige for hinanden.
Den anden akse består som allerede forudskikket af Buganda mod resten, dog gennem årene aktiveret på forskellige måder.
I nogle tilfælde har det været Buganda mod de øvrige kongedømmer, andre gange har Buganda taget ledelsen i fronten mod Nord, alt efter hvad der tjente kravet om en særstilling bedst.
Hertil kommer, at opdelingen i Buganda mellem katolikker, protestanter og muslimer gør billedet endnu mere kompliceret, ikke mindst når det gælder tilslutningen til de politiske partier, hvor det religiøse tilhørsforhold især i de første år gik på tværs af den etniske opdeling.
Obote, Amin, Lule og Museveni
Opdelingen i Nord og Syd er en afgørende forudsætning for at forstå og tolke den politiske udvikling gennem alle 50 år. Ved uafhængigheden kom Nord til magten med Milton Obote som premierminister.
Det skete dog med Bugandas eget parti, der meget karakteristisk havde navnet Kabaka Yekka (Kongen Alene), som koalitionspartner og med Bugandas konge som præsident. Som allerede nævnt holdt koalitionen ikke, og Obote med tilhørsforhold i Nord overtog hele magten.
Han blev afsat ved militærkuppet i 1971, da Idi Amin kom til magten. Amin udrensede Obote’s folk især i hæren og baserede i stigende grad sin magt på sin egen nordlige gruppe suppleret af sine muslimske religionsfæller.
Da Amin blev nedkæmpet og måtte gå i landflygtighed, og Yusef Lule fra Buganda blev indsat, var den helt almindelig reaktion, når man vandrede i de stærkt ødelagte gader i Kampala, at nu have the Northerners kørt landet i sænk, og nu skulle bantuerne fra syd langt om længe styre landet og fastholde magten.
Det lykkedes ikke i første omgang, idet Obote med Tanzanias hjælp kom tilbage, og efter et svindelpræget valg kunne han genindtage præsidentposten i 1980.
Det førte til, at Yoweri Museveni, der i en kort tid havde været forsvarsminister, fortrak til “bushen” og startede den guerillakamp, der i 1986 bragte ham og hans bevægelse National Resistance Movement (NRM) til magten, som de siden da har fastholdt.
Igen – og denne gang endnu stærkere – lød det i Kampala’s gader, at nu skulle Bantuerne for alt i verden forblive ved magten og styre landet ud af kaos.
Fra bushen til regeringsmagten
Det bemærkelsesværdige er, at i 1986 kom en guerillabevægelse til magten, der minder meget om befrielsesbevægelserne i det sydlige Afrika.
NRM i Uganda stod over for den samme dobbelte udfordring dels at konvertere en guerillabevægelse til et civilt styre baseret på demokratiske principper, dels at konvertere guerillastyrkerne til en ordinær hær og fastlægge de fremtidige civile-militære relationer.
Men som forgængerne var præsident Museveni nødt til at gennemføre sin politik under hensyntagen til de to basale og gennemgående problemer i Uganda: Nord-Syd aksen og Buganda syndromet.
I proklamationen efter magtovertagelsen var det et hovedpunkt at bekæmpe “sectarianism”, hvilket primært var rettet mod netop disse to splittende kræfter.
Museveni har søgt at dele sol og vind lige
Regeringsdannelserne både dengang og siden har klart demonstreret, at Museveni på pragmatisk vis har forsøgt at balancere.
Det er påfaldende, at han ved besættelsen af de højeste embeder: præsident, vicepræsident og premiereminister og også med hensyn til regeringens sammensætning gang på gang har søgt at tilgodese en etnisk og religiøs repræsentativitet.
På trods heraf har Museveni’s styre mødt modstand på begge områder, fordi det ses ikke blot som Syd’s sidden på magten, men især som det sydvestlige Ugandas monopolisering af al magt.
Museveni stammer fra det sydvestlige kongedømme Ankole, hvor han har sin store “state house farm”, og han ses som garant for den sydvestlige elites fastholden af sin dominerende position.
Det er en helt almindeligt at høre, at det er “the Westerners”, som nu sidder på magten, og som tilgodeser deres egne folk såvel økonomisk som ved besættelsen af vigtige embeder. Eksempelvis har ledere fra Buganda flere gange kritiseret, at de er dårligt repræsenteret i hæren.
Nord og Lord´s Resistance Army
Langt mere ømtålelig og katastrofal har holdningen i Nord været. De centrale grupper herfra, der udgjorde kærnen i såvel Obote’s som Amin’s magtapparat, har følt sig forsømt og marginaliseret, ja næsten straffet for deres støtte til deres tidligere ledere.
Specielt har man gennem årene siden 1986 klaget over, at områdets udvikling blev forsømt, og at det ikke blev tilgodeset gennem den rigelige ulandsbistand, der tilflød Uganda.
En af årsagerne hertil har selvfølgelig været, at der i området herskede meget urolige forhold, som umuliggjorde donorernes tilstedeværelse.
Først fortrak Amin’s og Obote’s slagne soldater til de nordlige områder, hvor de udgjorde en slags militser. Flere af dem blev siden rekrutteret til Lord’s Resistance Army med den alt for kendte Joseph Kony som leder.
Det skal ikke glemmes, at Kony ud over sine mere vidtløftige programpunkter i begyndelsen også identificerede sig med Nords sag og kæmpede mod Museveni’s soldater, og at LRA af den grund fik en vis støtte fra lokalbefolkningen.
Samtidig havde folk i området ringe tillid til den officielle hærs indsats. Det var ikke ualmindeligt at høre, at hæren gjorde sig skyld i lige så store overgreb på civilbefolkningen som Kony’s folk.
Situationen ændrede sig, da LRA i stigende grad udviklede sig til en ren terrororganisation med kidnapninger af børn og røverier og myrderier, der tvang halvanden million mennesker til at søge tilflugt i lejre.
Da Kony fortrak til nabolandene mod vest i 2007-08, forestod der et omfattende arbejde for at rette op på de mange års nedgang.
Ugandas regering er seriøst gået ind i dette arbejde, og adskillige donorer med Danmark i en ledende rolle har engageret sig i at skabe tålelige forhold for den hårdt ramte befolkning og at få sat gang i en langsigtet udvikling.
Det er helt klart, at Museveni gennem årene har søgt at vinde tillid i Nord for at imødegå den stærke kritik for manglende balance i regeringens politik med favorisering af syd. Men der er lang vej til at bryde fornemmelsen af mange års negligering, underkendelse og mistillid.
Museveni tabte Nord ved præsidentvalget i 2006. I 2011 satte han meget ind på at vinde i Nord og slå sin modkandidat. Det lykkedes, men efter sigende med brug af en hel del statsmidler, hvilket fortæller en del om demokratiets almindelige tilstand!
Buganda-syndromet
Buganda-syndromet har figureret lige så højt på dagsordenen som Nord, men gennemgående på en mindre voldelig måde.
Efter Museveni’s magtovertagelse rejste Buganda sine gamle krav om en genopretning af kongedømmet og anerkendelse af en særstatus gennem tilbagevenden til en federal forfatning.
På god symbolpolitisk vis viste Museveni sin smidighed ved at tillade en genoprettelse af de tre af de fire sydlige kongedømmer, idet hans eget kongedømme Ankole blev holdt udenfor, og under stor festivitas blev den nye kabaka (konge) af Buganda kronet i 1993.
Det skabte stolthed og bedre vibrationer end længe set mellem Buganda og centralregeringen, men i virkeligheden var der tale om en meget begrænset gestus. Buganda blev ikke genetableret som en enhed efter det traditionelle mønster, idet opdelingen i nye distrikter blev fastholdt. Desuden måtte Kabaka’en ikke spille nogen politisk rolle, og hans myndighedsområde skulle alene omfatte kultur og udvikling.
Utilfredsheden med Museveni’s begrænsede gestus viste sig hurtigt, og Buganda satte alle midler ind på at opnå sine to krav i forbindelse med udarbejdelsen af den nye forfatning.
Gennem stormøder og talrige memoranda kæmpede Buganda i første halvdel af 1990’erne for en federal forfatning, som også vakte genklang i andre dele af landet, og det var kun med snævert flertal og efter en massiv lobbyvirksomhed fra Museveni , at kravet blev nedstemt i den grundlovgivende forsamling.
Kampen for en federal stat
Kampagnen for “federo” er dog ikke blevet skrinlagt, men er et jævnligt tilbagevendende stridspunkt mellem Buganda og regeringen.
Buganda søger jævnligt alliancepartnere til støtte for “federo” ved at sætte sig i spidsen for modstanden med Museveni; således forsøgte man for et par siden at etablere en utraditionel alliance med kræfter i Nord.
Men støtten til disse initiativer svækkes af den traditionelle modvilje mod Buganda’s forventninger om bevarelse af særlige priviligier, som andre ikke har. En naturlig partner kunne være det vestlige kongedømme Bunyoro, men herfra kræver man i stedet en undskyldning for Buganda’s overgreb helt tilbage i kolonitiden.
Hertil kommer, at Bunyoro omfatter området med de store oliefund, hvilket giver anledning til Bunyoro’s egen konflikt med centralregeringen. Dels ønsker man mest muligt udbytte af olieindtægterne til lokalsamfundet, dels er man meget bekymret for den “land grabbing”, som finder sted fra udefrakommende velhavere.
I en sådan situation står “federo” ikke først på dagsordenen, da man har helt andre konflikter løbende. Situationens alvor kom til udtryk for ganske nyligt, da Museveni ved en regeringsomdannelse udnævnte en særlig minister for Bunyoro.
Modsætningerne mellem Buganda og Museveni består stadig, og kriser opstår jævnligt. I de senere år har der været en heftig debat om nye jordlove, idet regeringen søgte at røre ved Buganda’s traditionelle system med privat ejendomsret.
Et lignende opgør fandt sted, da regeringen intervenerede og begrænsede kabaka’ens ret til at besøge områder, hvis traditionelle tilhørsforhold til kongedømmet blev draget i tvivl af dele af lokalbefolkningen.
Speciel uafhængighedsdag
Et helt særligt problem for Buganda består i, at tæt på halvdelen af de mennesker, der lever inden for Buganda’s traditionelle grænser, er indvandrere fra andre dele af landet.
På sigt er det en begrænsning af den styrke, hvormed Buganda kan fremføre sine krav over for centralregeringen. Det er muligvis for at minde alle om Bugandas stolte traditioner og historiske særstatus, at dets ledere til almindelig overraskelse planlægger at festligholde sin egen uafhængighedsdag allerede d. 8. oktober.
“Buganda with its central position, with its highly developed system of Government, its Kabaka, and its central Council the Lukiko has tended to overshadow the rest of the country”, lød begrundelsen for denne seneste Buganda-manifestation fra Radio Free Buganda d. 21. september.
Åben proces om ny forfatning
Udfordringerne fra situationen i Nord og fra Buganda har i perioder lagt beslag på mange politiske kræfter, samtidig med at de direkte eller indirekte har været bestemmende for den politik, der kunne føres.
Specielt har de influeret udmøntningen af de to største udfordringer, som Museveni og NRM stod overfor ved magtovertagelsen i 1986: overgangen fra guerillabevægelse til et politisk bevægelse med regeringsansvar og konvertering af guerillastyrkerne (NRA) til en national hær og fastlæggelse af de fremtidige civile-militære relationer.
På begge områder blev udarbejdelsen af den nye forfatning i første halvdel af 1990’erne den første prøve på, i hvilken retning man ville bevæge sig.
Der blev i øvrigt gennemført en meget åben og demokratisk proces med høringer over hele landet og indsendelse af over 20.000 memoranda, og der var i det hele taget tale om et imponerende forberedelsesarbejde, som foregik med Danmark som den ledende donor.
Resultatet blev en meget demokratisk indrettet forfatning, der dog ikke løste de to nævnte hovedproblemer.
Militæret fik ret til at udpege to medlemmer til parlamentet, og veteranerne fik via præsidenten en fortrinsstilling. Der blev således tale om, at militæret blev direkte inddraget i de politiske beslutninger, og grundlaget for en egentlig adskillelse mellem de civile og militære myndigheder blev ikke lagt med forfatningen.
Militæret bevarede en politisk rolle og forblev et politisk instrument, som eksempelvis er blevet brugt, når militæret på voldelig vis har grebet ind under præsidentvalgkampagnerne – med kraftig kritik fra donorerne til følge.
Demokrati uden flere partier
Den anden problematik omkring overgangen fra guerillabevægelse til en almindelig politisk bevægelse som led i demokratiseringen blev også kun delvis løst.
Mens den grundlovgivende forsamling som nævnt forkastede “federo”, blev det efter en heftig debat besluttet at fortsætte med det ved magtovertagelsen indførte forbud mod politiske partier, og som følge heraf blev det såkaldte “no-party system” indskrevet i forfatningen.
Det betød indførelsen af det såkaldte “movement system”, hvorefter befrielsesbevægelsen NRM i princippet omfattede hele befolkningen. Hensigten var, at alle ugandere skulle dele de samme værdier og den samme “befrielsesideologi”.
Tiden var ikke inde til at genoplive de politiske partier med deres splittende effekt, som kendtes fra tidligere. Hermed blev grunden lagt til det største stridspunkt internt i Uganda og til en grundlæggende uenighed mellem præsident Museveni og donorerne, der anså flerpartisystemet som krumtappen i en demokratisk udvikling.
Disse to problemstillinger har været omdrejningspunktet for udviklingen i Uganda helt frem til i dag. Samtidig har de udgjort de væsentlige punkter i debatten mellem donorer og Museveni, og de har tjent som målestok for donorernes vurdering af, om udviklingen i Uganda gjorde fremskridt på demokratiseringens smalle vej.
Militærets aktiviteter
Hvad angår militæret, tegner der sig et skiftende billede. Dets kamp mod Kony og LRA har været anset for påtrængende nødvendig, om end fremgangsmåden undertiden har været genstand for kritik.
Ligeså har ledende donorer som USA og UK støttet den samtidige involvering i borgerkrigen i Sudan og alliancen med befrielsesbevægelsen SPLM i Sydsudan, og i nogle tilfælde endda leveret våben og aktiv støtte.
Forklaringen herpå skal søges i, at specielt USA – endnu før 9/11 – vurderede, at frontlinjen mod den fremtrængende islamisering fra nord med Sudan som bannerfører måtte trækkes i Sydsudan.
Det har i nogle tilfælde betydet, at man fra donorsiden har set med undskyldende øjne på tilbageskridt i demokratiseringsprocessen. Sikkerhedsperspektivet fik prioritet over demokratiseringen og gav Uganda og præsident Museveni større råderum. (Herom nærmere i artiklen ”Uganda og donorernes tillidskrise”, som bringes senere).
Det absolut modsatte var tilfældet, da hæren ved to lejligheder i slutningen af 1990’erne invaderede den vestlige nabo Den Demokratiske Republik Congo (DRC). Der var klart tale om en indblanding i indre politiske anliggender, som uanset de forvirrede forhold i DRC ikke kunne retfærdiggøres.
Donorernes reaktion forstærkedes af, at der fra hærens og formodentlig fra den ugandiske regerings side var klare kommercielle interesser knyttet til invasionen. Den gav anledning til grov udnyttelse af nogle af DRC’s rige naturressourcer og til illegal handel i stor stil.
De fleste donorer reagerede meget kraftigt, ikke mindst Danmark. Adressen for kritikken var naturligvis Ugandas regering, fordi militæret blev bedømt til at være et politisk redskab.
Noget-for-noget dialog
Hvad angår selve demokratiseringsprocessen, har der været mere plads til dialog og pragmatisme med noget-for-noget løsninger, om end dialogen mellem donorer og præsident Museveni ved nogle lejligheder kunne udvikle sig til en boksekamp i demokratiseringens arena – i hvert fald set gennem donorernes linse.
Mest markant er, at det i årene frem til 2006 med en betydelig indsats fra dansk side lykkedes at få afviklet det ofte kritiserede movement system og indført et flerpartisystem, men hvor “modydelsen” blev en tøvende accept af “third term”, der betød ophævelsen af den forfatningsmæssige to-termins begrænsning af præsidentens embedsperioder.
Den nye regel tog effekt fra 2006, da Museveni under kontroversielle omstændigheder blev valgt til sin tredje periode, selv om han tabte i Nord.
Samme tema, men med variationer blev gennemspillet i 2011, da Museveni blev valgt til sin fjerde termin efter mindre vold, men som nævnt med brug af betydelige statsmidler til stemmekøb, specielt i Nord.
Da kandidaterne fra opposition samtidig var splittede efter de gammelkendte skillelinier mellem Nord og Syd, udgjorde de ikke et overbevisende alternativ, og Museveni kunne fortsætte på præsidentposten, hvor han alt iberegnet nu har siddet i 26 år.
Museveni holder på magten
Hele denne udvikling har undervejs åbnet op for en stadig mere ophedet debat om demokratiets sande vilkår såvel mellem ugandere som mellem donorer. Til at begynde med kunne de kritiske røster holdes nogenlunde i ave med henvisning til Ugandas stabile økonomiske vækst, som i en årrække gjorde Museveni’s Uganda til donorernes darling.
Billedet er efterhånden krakeleret på grund af et stigende demokratisk underskud, der tilskrives Museveni’s egenrådige politik og begunstigelse af en lille kærnegruppe, en heraf følgende vækst i korruptionen og i realiteten en stigning i antallet af fattige, således som Anne Mette Kjær redegør for i en efterfølgende artikel.
Tilbage står en afsluttende vurdering: Hvor er Uganda nu efter 50 års uafhængighed og med Yoweri Museveni ved magten i halvdelen af perioden.
Ophævelsen af begrænsningen af præsidentens embedsperioder og åbningen for “third term” har medført en udvikling med stigende centralisering og kontrol og samtidig en indsnævring af Museveni-regimets magtbase, som mere og mere er kommet til at bestå af en begrænset kreds hentet fra den “udvidede familie”.
På mange måder udviser regimet de samme karakteristika, som kendes fra befrielsesbevægelserne i det sydlige Afrika. Missionen er ikke færdig, og at overlade styret til andre vil være at forråde “frihedskampen” mod Obote- og Amin-regimerne.
Uundværlighed, den selvfølgelige ret til at herske og prioriteringen af regimets overlevelse bliver de drivende kræfter, og demokratiseringen må indrettes herefter. Valgene kan på forskellig måde manipuleres – om ikke med andet så med penge. Da også støtterne skal belønnes, udvikler der sig en korruptionskultur, der bliver selvkørende. Militæret må som et politisk instrument ligeledes holdes både under kontrol og i god “foderstand”.
Demokratisk underskud
Efter manges mening repræsenterer denne udvikling et stort demokratisk underskud, som der hurtigst må rettes op på gennem brug af de mekanismer, der er til rådighed: Beskæringer eller suspendering af bistanden, styrkelse af institutioner til bekæmpelse af korruption og brud på menneskerettigheder fra regimets side og som en sidste udvej ophævelse af samarbejdet.
Andre anlægger en mere pragmatisk synsvinkel og inddrager flere kriterier end blot demokratiseringsprocessen.
Uganda er stadig i en overgangs- og tilpasningsperiode, hvor man trods alt har gjort store fremskridt med hensyn til økonomisk vækst. I en sådan periode kan det være nødvendigt at give prioritet til udviklingsdagsordenen og lade den demokratiske dagsorden træde lidt i baggrunden.
Hertil kommer hensynet til Ugandas fortsatte strategiske placering som bolværk mod islamiseringen fra nord og som bufferzone mod uro og kaos hos den mineralrige, vestlige nabo, Den Demokratiske Republik Congo.
Ugandas betydelige bidrag til AU’s fredsbevarende styrke i Somalia bidrager også til at neutralisere den betænkelighed, som man ellers kan have omkring den interne politiske situation i Uganda.
På sigt bliver spørgsmålet, hvor afgørende denne overvejende eksternt drevne debat mellem en principiel og en pragmatisk holdning vil vise sig at være i lyset af et andet scenario, der begynder at tegne sig, når man tager udgangspunkt i tendenser i selve Uganda.
Dette andet scenario tegner et alternativ for den fremtidige udvikling. Vil de kommende oliepenge sikre en fortsættelse af det nuværende styre med dets prioritering af udviklingsdagordenen og regimebevarelse?
Eller vil det stærkt voksende antal af unge uden job blive drivkraften i endnu en befrielse, der fravælger “big men’s politics” til fordel for en jobskabende vækst og en fordeling af goderne, der løfter sig over de mekanismer i samfundet, der gennem de sidste 50 år har skabt spændinger og ulighed?
Jeg tør ikke spå. Men uden økonomiske vækst og beskæftigelse til de unge er et oprør ikke usandsynligt.
Holger Bernt Hansen er professor, dr.phil og ikke kun Danmarks mest fremtrædende Uganda-kender, men internationalt anerkendt Uganda-forsker og specialist. Han har publiceret bredt om Uganda. Han var formand for Danidas styrelse fra 1996 til 2007.
