Uroligheder i Niger på grund af tegning i Charlie Hebdo – 10 er dræbt

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Laurits Holdt

Et billede af profeten Muhammed på forsiden af det satiriske magasin førte fredag og lørdag til voldelige demonstrationer i det vestafrikanske land Niger, hvor kristne kirker og butikker ejet af kristne blev angrebet.

Lørdag blev fem mennesker dræbt i Nigers hovedstad Niamey under demonstrationer mod at det franske satiriske magasin Charlie Hebdo har bragt en tegning af profeten Muhammed.

De fem befandt sig angiveligt i kirker og barer, der blev stukket i brand. Det skriver Al Jazeera søndag.

Fredag blev andre fem dræbt under tilsvarende demonstrationer i byen Zinder. Her blev butikker ejet af kristne, det franske kulturcenter og en katolsk kirke angrebet, skriver BBC ligeledes søndag.

Også under urolighederne i hovedstaden lørdag gik demonstranterne ifølge BBC til angreb på kristne kirker og barer, butikker og hoteller, der er ejet af ikke-muslimer.

Niger er en tidligere fransk koloni og hovedsproget er fransk.

Præsidenten maner til ro

Landets præsident, Mahamadou Issoufou, har fordømt volden og forsøger at mane til ro.

”Folk, der plyndrer og vanhelligere religiøse bygninger, de der angriber og dræber vores kristne landsmænd eller fremmede, der bor i vores land har ikke forstået noget af islam,” sagde han ifølge flere medier.

Han tilføjede dog, at han deler mange andre muslimers foragt for karrikaturtegningerne af profeten Muhammed og at ytringsfrihed ikke betyder frihede til at fornærme andre folks religion.

Præsidenten var en af de mange udenlandske regeringsledere, der deltog i den store demonstration i Paris efter drabene på Charlie Hebdo.

Niger har 17 millioner indbyggere og befolkningen er overvejende muslimsk. Regeringen er dog sekulær og landet har indtil videre undgået islamistiske oprør, som den, der har ført til borgerkrig eller borgerkrigslignende situationer i nabolandene Mali og Nigeria.

Den seneste udgave af Charlie Hebdo kom på gaden onsdag 14. januar – en uge efter at to mænd dræbte ti af bladets ansatte og to politibetjente i et angreb på redaktionslokalerne.

Forsiden af magasinet forestiller profeten Muhammed med et skilt, hvor der står ”Je Suis Charlie”, der er det slogan som hurtigt bredte sig blandt de, der ville vise deres sympati for de dræbte på Charlie Hebdo.

Fredag var der desuden uroligheder på grund af tegningen i det franske magasin i Karachi i Pakistan, Sudans hovedstad Khartoum og Algeriets hovedstad Algier.