Vandreudstilling og foredrag om dansk slavehandel

Another Copenhagen
Forfatter billede

En del af Danmarks glemte historie belyses fra 15. maj, når Rødovre Bibliotek åbner dørene til udstillingen ”På sporene af en fælles fortid” om den danske slavehandel i Ghana.

Udarbejdet på baggrund af interviews, fotos og videooptagelser indsamlet i Danmark og Ghana i perioden 2010-2011 af Another Copenhagen, er udstillingen den nyeste af gruppens kulturkritiske projekter. Det skriver Center for Kultur og Udvikling (CKU) på deres hjemmeside.

Siden foråret 2010 har Another Copenhagen stået bag en række nyskabende byvandringer i København, der har introduceret et nysgerrigt publikum for de fysiske spor, som den danske slavehandel har sat i Københavns byrum og arkitektur.

I sommeren 2011 førte disse spor de to kulturkritiske byvandrere fra Another Copenhagen, Martin Voola og Anders Olling, hele vejen til Ghana, der var det væsentlige udgangspunkt for Danmarks? trekantshandel i perioden 1670-1802. Her stødte de på en række fysiske rester fra den danske slavehandel, der stadig præger bybilledet og landskabet: danske forter, danske bygninger, danske gadenavne og en hel dansk bydel.

Gennem samarbejdet med ghanesiske aktører, der bl.a. talte forfattere, arkæologer og arkitekter, samlede Another Copenhagen materiale til en udstilling, der i efteråret 2011 og i foråret 2012 vil turnere rundt på udvalgte biblioteker i Danmark.

Udstillingen består af billeder, bannere, tekst og en film, der forbinder de fysiske spor fra København med de fysiske spor, som Another Copenhagen stødte på i Ghana, hvor danske pragtbygninger fra Frederiksstaden i København sættes overfor de mere eller mindre faldefærdige forter og bygninger, i visse tilfælde ruiner, som man finder i Ghana i dag.

Ydermere kan udstillingen ledsages af relevant litteratur om emnet, herunder ghanesisk litteratur, samt foredrag ved Another Copenhagen.

Det er Another Copenhagens håb, at udstillingen ”På sporene af en fælles fortid” vil kunne skabe fornyet indsigt i et mørkelagt kapitel af dansk historie, som ikke fylder meget i den danske bevidsthed, men som fylder en hel del i det ghanesiske landskab.

Another Copenhagen er debatskabende historie- og kulturformidling om glemte sider af dansk historie. Gruppen, som består af Martin Voola, cand.mag. i Medievidenskab samt Anders Olling, journalist og cand.mag. i Moderne Kultur og Kulturformidling, arrangerer byvandringer og andre events, som sætter politiske og værdimæssige spørgsmål til debat.

Udstillingen er støttet af CKU og løber på Rødovre Bibliotek fra d. 15. maj til og med d. 4. juni, med et foredrag af Another Copenhagen tirsdag, 22. maj 2012, kl. 18:30 – 20:00.
Billetter til foredraget koster 40 kr. og kan købes fra d. 14. maj.

Læs mere om Another Copenhagen på www.anothercopenhagen.dk, eller skriv til [email protected] for yderligere information.