Venezuelas præsident Hugo Chávez blev onsdag hasteindlagt med nyresvigt, skriver The Miami Herald torsdag.
Den nordamerikanske avis, der er mere end kritisk overfor den venezuelanske præsidents politiske linje, henviser til anonyme kilder, der har set en stærkt svækket Chávez blive kørt ind på Militærhospitalet i Caracas.
Hugo Chávez har kræft og vendte i sidste uge tilbage fra Cuba, hvor han havde gennemgået en 4. kemoterapibehandling.
Landets kommunikationsminister Andrés Izarra nægter ifgl. BBC Mundo, at Chávez er indlagt. “Dem, der burde indlægges er journalisterne på Miami Herald – og det skulle være på en galeanstalt”, kommenterede han.
Imens vejrer oppositionen morgenluft. Der er præsidentvalg i Venezuela i oktober næste år. I februar vælger oppositionspartierne en fælles kandidat, og der er stærke bud.