En frisure med et budskab
Corona er en øl, en virus og nu også en frisure.
Syd for Sahara render flere og flere småpiger rundt med håret flettet i strittende ’antenner’, der imiterer virussets udseende. Den afrikakyndige læser vil bemærke, at det da bestemt ikke er en ny frisure – og det er ganske rigtigt. Frisuren er en gammel kending, der har været ude af modebilledet i et par år, men nu altså pludselig har gjort comeback. Det skyldes primært to forhold: Dels er den billig, hvilket er absolut et plus i disse tider, og dels bidrager den til at skabe opmærksomhed omkring pandemien.
”Nogle voksne tror ikke på, at coronavirusset eksisterer, men de fleste børn er påpasselige med at rengøre deres hænder og bære maske. Det er der mange voksne, der ikke gør, og det er derfor vi begyndte at snakke om coronavirusfrisuren,” siger Sharon Refa, en 24-årig kenyansk frisør til The Guardian, som har historien.
Refa fortæller, at folk nu konsekvent omtaler frisuren som ’coronavirusfrisuren’.
Skovsektoren i Tunesien bliver mødt af problemer fra mange sider.
Foto: Tunisian Forum for Economic and Social Rights
Fra truet art til trækul
I sidste uge fortalte Globalnyt, hvordan smuglere benytter sig af coronapandemien til at skrue op for deres illegale online handel med antikviteter.
Læs: “Smuglere har kronede dage på det online sorte marked”
Også i Tunesien har kriminelle udnyttet landets lockdown til at operere uforstyrret – i dette tilfælde er det skovhuggere, der er på spil.
Thomson Reuters Foundation kan fortælle, hvordan der i begyndelsen af april blev fældet 400 træer i den nordvestlige region Ain Draham i ly af natten. Træerne var af arten algerisk eg, der er angivet som en truet art af FN, og nogle af de fældne træer var op mod 300 år gamle. Efter nogle dage arresterede myndighederne otte mænd, der kunne berette, hvordan de gamle træer var forvandlet til trækul …
I løbet af den første halvanden måned af Tunesiens lockdown, havde landbrugsministeriet rejst 200 sager omhandlende brud på landets skovlov.
Imidlertid kritiseres myndighederne for ikke at gøre tilstrækkeligt for at bremse kriminaliteten. Dels er landets godt 5.000 skovvagter ikke nok til at overvåge skovområderne, lyder det, dels er der mistanke om, at myndighederne kigger den anden vej.
”Det lugter af meddelagtighed,” siger Ines Labiadh fra Tunisian Forum for Economic and Social Rights til Thomson Reuters Foundation. Hun påpeger, at skovvagter faktisk patruljerede i skoven ved Ain Draham, men at skovhuggerne alligevel havde arbejdsro:
”Ingen hørte, hvad der foregik. Og vi snakker om enorme træer – de larmer en del [når de bliver fældet].”
Besætningen var lettet over at være i land. Greg Mortimer har ligget ud for Montevideo siden 27. marts.
Foto: Ernesto Ryan/Getty Images
“Vi vil hjem”
Besætningen på det australske skib Greg Mortimer fik omsider lov til at gå i land den 12. maj. Krydstogtskibet blev verdensberømt, da det ikke kunne få lov til at lægge til havn på grund af coronapandemien, og flere og flere af de 217 mennesker ombord på skibet blev syge med Covid-19.
Til sidst gav Uruguay tilladelse til, at de lidt over 100 passagerer gik fra borde og blev fløjet direkte hjem efter Uruguay og Australien indgik en specialaftale. Det skete 10. april.
Siden da har besætningen været i coronakarantæne på skibet, hvilket tærer på både de fysiske og psykiske kræfter.
”Vi kan ikke mere. Vi vil hjem,” sagde Marvin Paz Medina, et honduransk besætningsmedlem til AP, skriver Los Angeles Times 9. maj.
Nu har Uruguays udenrigsminister, Ernesto Talvi, indvilliget i, at besætningen også kan få fast grund under fødderne igen.
”Hvis vi ikke rykker dem, bliver de ikke raske. Vi har taget beslutningen om at bringe dem i land og tager alle sundhedsmæssige forholdsregler,” sagde Talvi ifølge BBC.
Af de 80 besætningsmedlemmer testede 36 positivt for coronavirus. De er nu i karantæne, og hvis de efter 14 dage hverken har symptomer eller tester positivt, får de lov at komme hjem.
20 besætningsmedlemmer, alle med en negativ test, er dog blevet ombord på skibet, og får efter 2-3 uger – hvis testene altså stadig er negative – lov at sejle skibet til Las Palmas på Mallorca.
Golfspillerne holder fanen højt i Libyen
I 1950’erne og 60’erne var golf en populær sport i Libyen. Men da en gruppe officerer i 1969 afsatte Kong Idriss og satte deres egen leder i spidsen for landet, begyndte nedturen for sporten. For den nye leder, oberst Muammar Gadaffi, var angiveligt ikke fan.
Gadaffi blev dræbt under oprøret i 2011, hvor udenlandske – herunder danske – kampfly støttede oprørsstyrkerne. Siden er landet drevet ud i kaos og borgerkrig, hvor den internationalt anerkendte regering kæmper mod en oprørsstyrke, og hvor et virvar af fremmede stater sender våben, tropper og lejesoldater ind i krigen.
Men selv i den værste krise har folk brug for adspredelse. For de lokale golfentusiaster i landets næststørste by Benghazi er Juliana golfbanen et åndehul i den svære tilværelse, som borgerkrigen byder størstedelen af befolkningen.
Banen blev etableret i slutningen af 1940’erne og er dermed en af de ældste på det afrikanske kontinent. Den har dog stadig ingen anmeldelser på Golf Advisor. For den uindviede ligner banen ikke en golfbane: Der er ingen velfriserede græsplæner – kun sand, der skal glattes ud efter hvert slag. Sten, lange græstotter, affald og vandhuller giver spillerne masser af udfordringer, og forskellen mellem ‘fairway’ og ‘rough’ kan være svær at få øje på.
Service til de ikke golf-kyndige: Fairway’en er selve banen fra begyndelsessted til hullet, mens rough’en er det højere græs og bevoksningen langs med fairway’en.
