Tyrkiets grønne revolution fik et skub fremad
I onsdags ratificerede Tyrkiet langt om længe den globale klimaaftale, Paris-aftalen. Forinden havde præsident, Recep Tayyib Erdogan, varslet intet mindre end en grøn revolution i Tyrkiet.
Nu skriver mediet Politico, at Tyrkiets nye, grønne linje blev kraftigt hjulpet frem af løfter om økonomisk støtte fra europæisk side. Tyrkiet har forhandlet med repræsentanter for Storbritannien, Frankrig, Tyskland, IFC (en underafdeling af Verdensbanken) og den Europæiske Udviklingsbank, EBRD. Der skulle ligge en aftale, men den er ikke offentliggjort endnu.
I forvejen var Tyrkiet presset af voldsomme skovbrande i sommer og af, at landet er det eneste medlem af både G20 og OECD, der ikke har ratificeret Parisaftalen.
Læs også: Tyrkiets ekstreme sommer har fået Erdogan til at love ”grøn revolution”
Tilbage står diskussionen om Tyrkiets status. Tyrkiet har trods medlemskabet af de rige og magtfulde klubber ratificeret Parisaftalen som et udviklingsland. Altså et land, der skal have hjælp til omstillingen og ikke er forpligtet til at hjælpe andre.
Maria Ressa, da hun sidste år endnu engang måtte i retten for sin vedholdende kritik af magthaverne i Filippinerne.
Foto: Ezra Acayan/Getty Images
Nobels fredspris til modige mediefolk
“Ytringsfrihed er en forudsætning for demokrati og fred,” hedder det i Nobelpriskommiteens begrundelse for at lade to journalister dele fredsprisen i år.
“De to repræsenterer alle journalister, der forsvarer dette ideal i en verden, hvor demokrati og pressefrihed har stadigt sværere vilkår,” hedder det.
De to er Dmitry Muratov, russisk journalist og medstifter af og chefredaktør for Novaya Gazeta, og den filippinske forfatter og journalist Maria Ressa, der har været med til at stifte og leder det engelsksprogede netmedie Rappler.
Begge har de i årevis modstået myndigheders og magtfulde gruppers til tider brutale og endda morderiske forsøg på at lukke munden på dem og deres medarbejdere.
Hvad præsident Duterte indtil videre ikke har formået, er tilsyneladende lykkedes for Nobelpriskommitteen. Maria Ressas første kommentar, da hun fik at vide, at hun ville få Nobels Fredspris var, at hun havde tabt mælet.
Den danske organisation IMS, International Media Support, der især beskæftiger sig med sikkerhed for medier, har tidligere samarbejdet med Rappler.
Emilie Lehmann-Jacobsen, Asienrådgiver hos IMS, fortæller, at Rappler er særligt gode til at afdække disinformation og hadkampagner, og at mediet har vokset sig til at være et vigtigt fyrtårn for kvalitetsjournalistik. Ikke blot i Filippinerne, men i hele den sydøstasiatiske region.
Af samme grund fungerer Maria Ressa og hendes team fra tid til anden som konsulenter for IMS i arbejdet med at støtte andre mindre medier med samme ambitioner om at lave kvalitetsjournalistik. Rappler har eksempelvis udviklet digitale værktøjer til at indsamle data på sociale medier, som de åbent deler.
Om Maria Ressa siger Emilie Lehmann-Jacobsen:
“Hun er enormt modig og dygtig og tror virkelig på værdien af ytringsfrihed. Hun har været i stand til at opbygge et troværdigt og økonomisk bæredygtigt medie, samtidigt med, at hun modtager over 100 dødstrusler om dagen. Det vidner om en målrettethed og en tro på sagen, som man kun kan beundre dybt.”
Abdulrazak Gurnah, flygtning, professor og nu modtager af Nobels litteraturpris.
Foto: Simone Padovani/Awakening/Getty Images
Litteraturpris til britisk professor og flygtning fra Zanzibar
Nobels litteraturpris blev uddelt i torsdags og den gik til Abdulrazak Gurnah for hans “kompromisløse og medfølende indblik i kolonialismens påvirkning og flygtningens skæbne mellem forskellige kulturer og kontinenter.”
Abdulrazak Gurnah er født på Zanzibar, nu en del af Tanzania, i 1948, men familien flygtede under revolutionen i 1960’erne til England, da den arabiske befolkning på Zanzibar blev udsat for forfølgelse. Han har siden levet og arbejdet i Storbritannien, skrevet 10 romaner og en række noveller, og var indtil sin nylige pension professor i engelsk og postkolonial litteratur på Kent Universitet i Canterbury.
Hans modersmål er swahili, men hans arbejdssprog har altid været engelsk, alle hans romaner er skrevet på engelsk.
Måske er det derfor, han aldrig er blevet hyldet på Zanzibar, siger den danske sprogpsykolog og redaktør på Forlaget Klara W. Ida Sophie Skriver Olsen, der har studeret på Zanzibar.
“Jeg tog et grundkursus i litteratur, da jeg studerede på Zanzibar og hørte ikke hans navn nævnt overhovedet. Han har jo heller ikke boet på øen siden 1968, hvor han flygtede. Så måske er det grunden til, at han ikke er blevet hyldet af hjemlandet. Og så selvfølgelig at han skriver på engelsk. Jeg har set, at mange tanzanianere reagerer positivt på de sociale medier i dag og gerne vil fremhæve ham som netop tanzanianer og ikke zanzibarer,” siger Ida Sophie Skriver Olsen.
Mange narkotikamisbrugere holder til under Kabuls broer.
Foto: Jonas Gratzer/LightRocket via Getty Images
Taliban vil have Afghanistans narkomaner afvænnet
Narkoafvænning har altid været en ganske brutal affære i Afghanistan. Selv om der er store afvænningsklinikker nu, i forhold til tidligere, da man for eksempel lænkede narkomaner et eller andet sted, gerne så langt væk at de ikke kunne høres, indtil de var ovre abstinenserne, ja så har klinikkerne ikke ført til den store sofistikering af behandlingen.
Man har ikke mange medikamenter til at lette turen for narkomanerne, der ofte også har en psykisk lidelse. Opium, heroin, meth og hvad der ellers er let tilgængeligt i Afghanistan, der er verdens største producent af opium, er ofte folks eneste middel mod smerter af enhver art. Og kuren mod afhængighed er typisk kolde brusebade og streng disciplin.
Det er den kur, der venter mange nu. For Taliban er gået i gang med at tvangsindlægge landets uhyggeligt mange narkomaner til afvænning.
Nyhedsbureauet AP har været med Taliban på en natlig razzia mod narkomanernes tilholdssteder under broerne i hovedstaden Kabul, og lavet en gribende fotoreportage.
Folk bliver indfanget, tævet, bundet og fragtet til afvænningscentrene, hvor de får håret raget af og bliver sat under det kolde vand. Hvis ikke de bliver clean, så venter der flere tæv. Misbrug af narkotika harmonerer ikke med Talibans verdenssyn.
Om Afghanistans nye magthavere også stopper produktionen, sådan som Taliban gjorde i 2000-2001, det er uvist. Alle andre økonomiske kilder er stort set tørret ud.
At dømme efter billederne, så tiltrækker bavianaktivisme et særligt mindretal i Sydafrika
Foto: Nardus Engelbrecht/Gallo Images via Getty Images
Urbane bavianer skaber ravage i Cape Town
I en af Sydafrikas storbyer raser diskussionen om, hvordan man håndterer udfordringerne med et stadigt voksende antal bavianer. Problemet består i, at bavianerne, der har vænnet sig til at bo i byen, bliver mere og mere nærgående og aggressive. Og at bystyret har udstedt licencer til at aflive de mest generende af de ellers fredede dyr.
I maj måned begyndte bystyret at revidere deres ’Urban Baboon Programme’. I juni blev paintballpistoler genindført for at skræmme de hidsige bavianer fra at opholde sig i beboelsesområder, og i august begyndte dyrerettighedsorganisationer at demonstrere til fordel for bavianerne.
Aktivisterne kræver et midlertidigt stop i drabene på bavianer, det er siden 2009 blevet til 81 baviandrab, og en workshop med byrådet om håndteringen af bavianerne.
“De er dyr, ikke mennesker. Man kan ikke sige til en bavian, at den ikke må spise fra et æbletræ. Man bliver nød til at fortælle mennesket, at det skal sikre sit æbletræ. Der er ingen særregler for mennesker, der bor tæt på naturen. Byen har for eksempel heller ikke bavian-sikre skraldespande,” lyder det fra bavianaktivisten Debby Zuanni.
