Verden rundt: Ottesporet motorvej klos op ad pyramiderne og andre historier fra den forgange uge

apopo_herorat_magawa_wearing_his_pdsa_gold_medal
Magawa med sin medalje. Den knap seks år gamle rotte er 70 centimeter lang og vejer 1,2 kilo – hans yndlingsmad er bananer og peanuts.
Foto: PDSA
Gerd Kieffer-Døssing

25. september 2020

Guldmedalje til rottehelt
Magawa er ikke en hvilken som helst rotte. Han er nemlig uddannet landminerydder-rotte og til og med en særlig talentfuld én af slagsen. Egenhændigt har Magawa opdaget 39 landminer og 28 stykker ueksploderet materiel i Cambodia og dermed ryddet et område svarende til 20 fodboldbaner. Forleden blev Magawa hædret, da han fik overrakt en guldmedalje for tapperhed og dedikation. Bag prisen står britiske dyreorganisation PDSA, der gennem årene har uddelt medaljer til i alt 30 dyr – det er første gang, at modtageren er en rotte.

Magawa er en gambiansk kæmperotte – en særdeles lærenem rotteart med en veludviklet lugtesans. Det har gjort rotterne meget populære til minerydning; de er billigere at træne end hunde og lettere at transportere. Siden begyndelsen af 1990’erne har den tanzanianske organisation APOPO uddannet såkaldte HeroRATs – heriblandt Magawa – til at fjerne landminer rundt omkring i verden.

”Det er en stor ære for os at modtage denne medalje – men det er også af stor betydning for befolkningen i Cambodja og alle de andre mennesker rundt om i verden, som lider på grund af landminer,” sagde APOPOs direktør Christophe Cox ifølge BBC.

Udover at være dygtig til sit arbejde, kan APOPO i øvrigt oplyse, at æresrotten selv ”arbejder målrettet og altid er venlig”.

Ville du købe en brugt bil af denne mand? Ville du lægge arm til hans vaccine?


Foto: Sasha Mordovets/Getty Images

Putins vaccine søger arme
I Verden Rundt for et par uger siden beskrev vi, hvordan præsident Maduro efterlyste frivillige venezuelanere til at teste den russiske vaccine mod Covid-19. Måske er der ikke nok, der har meldt sig – i hvert fald lader det til, at Vladimir Putin nu fisker efter prøvekaniner fra de mere bonede gulve.

Under sin tale til FN’s Generalforsamling i den forgange uge tilbød den russiske leder kvit og frit et skud af vaccinen, der har fået det ganske russiske navn Sputnik V, til alle FN-ansatte, der er klar til at lægge arm til. 

”Vi takker præsident Putin for hans gavmilde tilbud,” sagde en FN-talsperson ifølge det russiske statsmedie Russia Today og tilføjede, at FN’s sundhedsteam ville undersøge vaccinen nærmere.

USA’s og Israels præsidenter flankeret af udenrigsministre fra Bahrain og De Forenede Arabiske Emirater til underskrivelsesceremonien på en “fredsaftale” mellem de tre sidstnævne lande.


Foto: The White House / Andrea Hanks / Handout/Anadolu Agency via Getty Images

Deal or no deal
Når vi nu er ved de store politiske spillere, så har USA lagt et nyt krav på bordet i forhandlingerne om stormagtens handelsaftale med Kenya.

På Globalnyt har vi tidligere skrevet om, hvordan den amerikanske oliebranche lobbyer for at få fjernet Kenyas stramme plastikforbud, så industrien kan eksporte plastik og plastikaffald til det østafrikanske land og derfra videre ind på kontinentet. Nu har de amerikanske forhandlere krævet, at Kenya skal bakke op om Israels politik og støtte dets kommercielle interesser – ellers kan kenyanerne glemme alt om en aftale. Det skriver The East African.

I Nairobi advarer lobbyister mod at takke ja.

”Som følge af Kenyas særlige forhold til Israel og pragmatiske tilgang til spændinger i Mellemøsten ville USA’s krav om at inkludere sådanne politiske konnotationer i handelsaftalen underminere Kenyas omdømme,” vurderer Leonard Wanyama, vicepræsident for International Relations Society of Kenya, en lobbyorganisation for udenrigspolitiske eksperter, til The East African.

Historien melder ikke noget om, hvorvidt de to planlagte motorveje får afkørsler til pyramiderne.


Foto: Visions of America/Universal Images Group via Getty Images

Motorveje igennem pyramiderne
Et andet land, der er i fuld sving med at ødelægge sit eget omdømme, er Egypten. Nærmere bestemt ved at anlægge to ottesporede motorveje igennem området, hvor landets vigtigste turistattraktion ligger: pyramiderne.

Motorvejene er led i udbygning af Egyptens infrastruktur i forbindelse med at præsident al-Sisi vil bygge en ny hovedstad for at lette presset på landets nuværende hovedstad, Cairo, der er kendt for sine legendariske trafikpropper.

Egyptologer og kulturarvseksperter er ude med kritik af projektet. De frygter, at vejene kan ødelægge uopdagede arkæologiske fund i jorden og vil være ensbetydende med forurening, der kan ødelægge monumenterne.

De to veje kommer efter planen til at opdele pyramide-plateauet i tre og vil også krydse en del af den historiske by Memphis, der blev grundlagt 3.000 år f.Kr. og var en af verdens største og mest indflydelsesrige byer.

Det er The Guardian, der bringer den historie.