Verdens værste land hedder Niger

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

Niger er lige blevet kåret til verdens værste land at leve i. I 2009 alene vil 2,6 millioner mennesker sulte på grund af endnu en tørke. Men sådan behøver det ikke være. Nødhjælp skal skiftes ud med forebyggende arbejde, siger CAREs programkoordinator til www.care.dk.

Niger er igen verdens værste land at leve i. Det viser FNs netop opdaterede oversigt over udviklingen i 182 lande. Og der skal skræmmende meget til for at komme nederst på listen. I Niger dør hvert femte barn, inden det bliver fem år, 65 procent af befolkningen lever for under 1,25 dollars om dagen, 7 ud af 10 voksne kan ikke læse, og den gennemsnitlige levealder er 52,6 år.

Politisk er situationen ikke meget bedre, siger CAREs programkoordinator for Niger, Marianne Haahr. “Præsidenten har sendt Niger ud i en indenrigspolitisk krise ved at omskrive grundloven og forlænge sit eget mandat. Og samtidig er landet blevet suspenderet fra det vestafrikanske økonomiske fællesskab ECOWAS, mens de fleste vestlige donorer enten har eller planlægger at stoppe al hjælp til landet – alt imens endnu en tørke vil få 2,6 millioner til at sulte,” fortæller hun.

Det er ikke bare regnens skyld
Niger har brug for akut nødhjælp for at klare sig gennem tørken – flere steder er fejlernærings-raterne på konstant katastrofeniveau – men det er ikke godt nok i sig selv, mener Marianne Haahr.

“Tørken har gjort nødhjælp nødvendig for at hjælpe befolkningen, men den løser ikke problemet på lang sigt, for vi kommer til at se det samme næste år. Og vi kan ikke blive ved med at give manglende regn skylden for krisen. Der er jævnligt tørke i USA, Australien og Sydeuropa, men her sulter folk ikke. Her behøver folk nemlig ikke leve af det, der dyrkes i området. Den luksus har Nigers befolkning ikke,” siger Marianne Haahr og fortsætter:

“Der er kun én vej ud. Vi bliver nødt til at gøre noget ved årsagerne i stedet for kun at behandle symptomerne med nødhjælp. Vi skal hjælpe nigerne med at tilpasse sig de klimaforandringer, der vil bringe mere og hårdere tørke med sig, så de fremover kan klare sig gennem tørperioder på egen hånd. Hvis ikke, vil vi se samme katastrofe gentage sig år efter år.”

– Se mere på CARE Danmarks hjemmeside: www.care.dk.