Ibis har været præget af ydre pres i det forgangne år. Regeringens nye strategi, ”En verden til forskel”, lancerer omprioriteringer på midler til NGOerne. De store NGOere beskæres og der gives så flere midler til mindre og nye organisationer.
Sådan indledte forkvinde i u-landsorganisationen Ibis, Annemette Danielsen, sin mundtlige beretning på generalforsamling 2003 tidligere på måneden. Hun fortsatte:
Ibis kan således se frem til yderligere nedskæringer på rammemidlerne på 5 og 10 procent i de kommende år. Det har været hårde rammer at arbejde under for Ibis som sådan og det har da også præget Styrelsen, hvor arbejdet i vid udstrækning har drejet som om økonomi og organisations-interne forhold, og hvor Styrelsen klart kunne have ønsket sig mere plads til det fremadrettede politiske arbejde.
Folkelig forankring er temaet for denne generalforsamling. Folkelig forankring er ikke noget nyt tema. Den relativt høje bistand kræver folkelig opbakning og lige fra starten af den officielle, statslige u-landsbistand i 1960erne har civilsamfundsorganisationerne af samme grund været inddraget som aktører i forhold til at sikre denne opbakning.
I et sådant perspektiv, så er der tale om en overenskomst, en “handel”. NGOerne får statslige midler til programarbejde i Syd. Til gengæld skal de sikre opbakning i den danske befolkning til bistanden, vel at mærke den samlede danske bistand – dels i kraft af den oplysning og information de generelt leverer, dels i kraft af baglandet af medlemmer, der fungerer som aktive informanter og ambassadører for bistanden.
Der har de senere år været lagt pres på for, at NGOerne skal sætte mere fokus på den folkelige forankring. Tidligere har der været en dialog om, hvilke former folkelig forankring kan antage og hvilke som tæller med i regnskabet for eksempelvis Ibis` egen folkelige forankring.
Men denne dialog er ophørt. I stedet har regeringen nu med en strategi for den folkelige forankring oplistet klare krav til konkrete antal medlemmer og bidragydere.
For Ibis`vedkommende 3.500 medlemmer næste år og 4.500 i 2005. Hvis vi ikke formår at leve op til disse krav – hvilket er gjort helt klart i teksten – skæres der yderligere og ud over de 5 og 10 procents nedskæringer, som allerede er meldt ud, i rammemidlerne, altså de penge som er til rådighed for programarbejdet i Syd.
Hvis man ikke lige husker på “noget for noget-helt-andet” logikken, ja, så er den jo ikke sådan lige at greje, nemlig at midler til programarbejdet ikke er afhængig af programarbejdets kvalitet i Syd, men tværtimod af antallet af danske medlemmer og bidragydere.
Men for Ibis er kravene om en fordobling af medlemmer og bidragydere i det kommende år den umiddelbare virkelighed. Og hvordan forholder Ibis sig til det?
Vi lever op til kravene, så enkelt er det og dog ganske besværligt. For det er vanskeligt at rekruttere og Ibis har måttet anvende professionelle markeds- og managementstrategier som brandingsprocesser og købte Face-to-face kampagner. Alt sammen har det på forskellig vis været ressourcekrævende og vanskeligt.
Modsat må man også benytte lejligheden til at vende den om: En fordobling af medlemmer og bidragydere er de facto en fordobling af antallet af mennesker, der kommer i berøring med Ibis og hvis engagement i bistanden vækkes eller uddybes. Og her skal vi jo også huske på, at vi som en dansk organisation på mange måder er heldige.
For nok er det svært at rekruttere, da danskere generelt er vant til at yde deres bidrag over skatten. Men bl.a. undersøgelsen af danskernes holdning til bistanden i forbindelse med ”Det kan nytte” kampagnen viste – hvad også andre undersøgelser har vist -, at danskerne generelt er velinformerede og meget positive: 7 ud af 10 mener vi skal give det samme eller mere i u-landsbistand og et stort flertal afviser at skære i bistanden for at finansiere skattelettelser.
Så grundlaget kan siges at være godt for at øge engagementet i bistanden.
Situationen har også animeret til at se på NGOernes rolle. Grundlæggende og basalt, hvad er så deres eksistensberettigelse? Fra mit synspunkt, og desuden funderet i anerkendt teori, så handler det om:
1) at skabe deltagelse og engagement i problemstillinger vedrørende u-lande og bistand og
2) at generere ny viden og forandring.
At skabe deltagelse og engagement, det er det medlemsarbejdet og folkelig forankring handler om; så den proces, vi står midt i, at fordoble medlemstallet, er en absolut kerneaktivitet for en organisation som Ibis. At generere ny viden og forandring som den anden akse udfoldes i programmerne i Syd og i ligeledes i advocacy og lobbyarbejdet.
På trods af situationen i Ibis i det forgangne år, hvor mange kræfter og ressourcer har været rettet indad mod organisationen, har Ibis formået at være mindst lige så politisk markant og synlig i den danske offentlighed som vanligt.
Vi har taget mange initiativer, været aktive i mange kampagner og været profileret i medierne generelt. Sukkerkampagnen, Mælkekampagnen, “Education for All”-kampagnen, alt sammen har det bidraget med ny viden omkring specifikke forhold, hvad angår rettigheder og handelsvilkår i u-landene.
Og på sigt – i det lange seje træk – bidrager advocacy og lobbyarbejdet til forandring. Ibis har gennem mange år, også sammen med 92gruppen, kæmpet for fair trade og fattigdomsorientering i WTO-regi. Det seneste WTO-møde i Cancun brød sammen, som så mange før den, uden at der blev nået resultater i form af markante forbedringer for u-landene.
Men u-landene formåede inden da at markere et hidtil uset sammenhold omkring deres krav. Sammenbruddet var ikke i u-landenes interesse, det er ikke det, der er pointen – pointen er at når de viser styrke, ja, så peger det fremad mod forandring. Og i et sådant perspektiv skal medtænkes et stærkt og aktivt civilsamfund, det vil sige hundreder af organisationer og et utal af internationale netværk med en progressiv politik, der på forskellig vis har kæmpet og støttet u-landenes interesser.
Man kan med rette hævde at der er nået uhyggelig lidt i relation til at forbedre handelsvilkårerne for u-landene, men deres forhandlingsposition er samlet set bedre. Det er i sig selv en forandring mod det bedre og det kunne ikke være sket uden et kæmpende internationalt civilsamfund.
Jeg har lige været i Afrika og besøgt Ibis-programmer i Sydafrika, Namibia og Angola. Fastholder man at tage afsæt i akserne deltagelse-engagement og ny viden-forandring, så er det umiddelbare indtryk jo nok, at behovene er enorme og at Ibis-programmerne udgør dråber i havet.
Men i nogle tilfælde har selv små dråber en fantastisk effekt, en spredningseffekt, som også skaber strukturelle ændringer. Her er tale om reelle forandringer og forbedringer. Et eksempel er miljøundervisning, hvor integration af bæredygtighedstænkning i læreplanerne klart er en effektiv vej til forandring.
Andre uddannelsesprogrammer viste også imponerende resultater. Lokal- og regionaludvikling bundet til skolen og skolebestyrelserne er virkelig et stærkt og effektivt empowerment-instrument og udgør en synlig dynamo for demokratiudviklingen.
Det gælder også slumbevægelsen eller lokale NGOer, her var i det hele taget mange eksempler på store grupper af mennesker, som definerer deres sag, kæmper for den og vinder delsejre undervejs. Med andre ord: Programmerne bidrager i udstrakt grad til at folk i u-landene kan tage hånd om deres eget liv.
Et andet tema i forbindelse med vores programarbejde er hiv/aids. Ibis har fået udarbejdet en tværgående personalepolitik, som gælder i alle programmer. Desuden er der i den afrikanske sammenhæng fremtrædende hiv/aids komponenter i alle programmer, så man må sige at det er gået hurtigt med at integrere dette som et nyt tværgående tema.
Ibis bør intensivere arbejdet i forhold til hiv/aids, også i lobbyarbejdet for behandling og flere midler til området. Vi starter en kampagne i december sammen med Aids Fondet og Folkekirkens Nødhjælp, som i det kommende år skal sætte yderligere fokus på denne problemstilling.
Så langt så godt: Budskabet er at Ibis er under pres, men vi fastholder det politiske perspektiv og arbejde til trods. Vi vil stadig leve op til vores rolle og skabe deltagelse og engagement og bidrage med ny viden til at fremme forandringer til det bedre.
