Tidligere på året advarede Oxfam IBIS om, at 52 lande i verden står i en gældskrise og med den ene fod i en statsbankerot. I dag, fredag, udløber fristen for det første af disse lande nemlig Zambia, der allerede i oktober bad om udsættelse af gældsbetalingerne. Det blev afvist, og i morgen skal betalingen falde. Zambia bruger allerede fire gange flere penge på gældsbetalinger end på sundhed og har for længe siden meldt ud, at det bliver umuligt for dem at betale. Det betyder i realiteten, at de går i betalingsstandsning.
Spørgsmålet er, om verdenssamfundet bare vil se til, mens Zambia styrer mod statsbankerot med de enorme konsekvenser det vil have for landet og dets indbyggere.
Det er endnu mere relevant, idet det ikke kun er Zambia, der står i en gældskrise. Det gør faktisk et ud af fire lande i verden, som lige nu står overfor ikke at kunne betale deres gældsposter. Det er en gældsbyrde, som mange lande har båret rundt på allerede inden Covid-19, men med pandemien, er det kun blevet værre. Chefen for den Internationale Valutafond, Kristalina Georgieva, sagde for nylig, at IMF regner med, at den offentlige gæld i flere lande om kort tid kan komme til at udgøre 100 procent af deres BNP. Og ifølge en ny rapport fra Verdensbanken risikerer den nuværende gældssituation at bevirke, at ekstrem fattigdom i verden kommer til at stige for første gang i 20 år.
Alt det er verdenssamfundet udmærket klar over, og gældskrisen er da også højt på dagsordenen, når G20 landene (klubben af verdens største økonomier) mødes de næste dage. De skal diskutere, om vi kan eftergive dele af gælden, omlægge gælden og skabe bedre lånemuligheder for verdens fattigste lande, der lige nu ofte ender med dårlige lån til høje renter.
I 00’erne blev en stor del af verdens fattigste landes gæld ellers eftergivet, men særligt inden for de seneste fem år er gælden steget voldsomt igen. Lave økonomiske vækstrater i kølvandet på finanskrisen, lavere udviklingsbistand end hvad der er blevet lovet, og skattely, der dræner landene for ressourcer, er blandt de faktorer, der har trukket udviklingslandene tilbage til gældstruget. Allerede inden corona-krisen havde mange af lavindkomstlandene svært ved at betale af på deres gæld.
Med krisen kan det blive det nærmest umuligt. Og det vil få uoverskuelige konsekvenser for de mennesker, der vil miste deres helt basale ret til sundhed, uddannelse og sikkerhed, hvis landene kastes ud i statsbankerot. Det vil også ramme den rige verden, hvis bunden går ud af en lang række landes økonomier på et tidspunkt, hvor verdenshandlen er trykket og sårbar.
Store dele af blandt andet Zambias gæld er til private kreditorer, og derfor er detaljerne i den ramme, G20 landene skal diskutere, vigtig. Det er nemlig afgørende, at indgrebene forholder sig til både den gæld, landene har til andre lande, til den gæld de har til internationale institutioner som Verdensbanken og IMF og til private kreditorer (som banker, hedgefonde og pensionskasser).
Vi håber og opfordrer til, at først G20 og siden andre globale ledere grundlæggende vælger en vej, som fører til bekæmpelse af ulighed, større klimaretfærdighed, realisering af menneskerettigheder og verdensmålene. Det betyder konkret, vi skal hjælpe dem til at omlægge til mere bæredygtige lån og helt slette gæld, som man kan se umuligt kan betales tilbage. Og så er vi nødt til at lave nogle ordentlige og gennemsigtige mekanismer, så også verdens fattigste lande kan få adgang til gode lån på rimelige betingelser, sådan som det lige nu kun er de rige lande forundt.
Vi står i en situation, hvor rige mennesker og lande, tjener penge på, at fattige lande som Zambia, er ved at bukke under. Det må stoppe. Vi er nødt til at hjælpe verdens fattigste ud af en livsfarlig gældskrise og forhindre, at en fjerdedel af verdens lande går bankerot med stor menneskelig tragedie til følge. Sådan kan vi skabe en bedre og mere retfærdig verden for alle.