Den 3. august markerede en historisk dag i Colombia. Her begyndte en våbenhvile med landets største og eneste tilbageværende guerillagruppe ELN (Den nationale befrielseshær), der blev grundlagt for næsten 60 år siden, og som er inspireret af befrielsesteologien og den cubanske revolution. Efter lange og vanskelige forhandlinger i Cuba blev regeringen og ELN i juni enige om en våbenhvile – i første omgang for seks måneder, men som alle håber bliver forlænget.
Som en del af aftalen, blev der også nedsat en kommission med repræsentanter fra civilsamfundet fra hele landet, som løbende skal komme med forslag i de videre forhandlinger om en endelig fredsaftale. Og FN’s fredskommission i Colombia, godkendt af FN’s Sikkerhedsråd, og den katolske kirke skal løbende overvåge overholdelsen af fredsaftalen.
Ikke mindst for præsident Gustavo Petro var aftalen er et vigtigt skidt i retning af fred. Og nok klart en af hans største resultater efter et år ved magten. Han har nemlig fra første færd sat endelig fred allerøverst på dagsordenen i landet, som er det mest voldsprægede i Latinamerika.
Krise for kokaproducenter
Men den fortsatte vold i Colombia har mange kilder.
Narkokartellerne hærger i store dele af landet. Og Colombia er verdens største producent af kokain – ikke mindre end to tredjedele af verdens produktion stammer fra Colombia. Cirka halvdelen går til USA og den anden halvdel til Europa, hvor forbruget – også i Danmark – er steget hurtigt de senere år.
Og det har været vanskeligt at gøre fremskridt i fredsaftaler med narkokartellerne, ikke mindst fordi der er store økonomiske interesser på spil. Måske er der nu bedre udsigter, efter at man i USA for en stor del er gået over til syntetiske produkter, især fentanyl, i stedet for kokain. Det ser ikke ud til at være sket endnu i Europa, heller ikke i Danmark.
Udviklingen i USA betyder, at efterspørgslen på kokain falder, som det også skete allerede sidste år i Colombia. I flere områder kunne kokaproducenterne ikke komme af med deres produktion. Måske er der hermed muligheder for at en del af kokaproducenterne overgår til lovlige afgrøder. Og det kan bevirke, at narkokartellerne mister deres magtfulde position og så måske bliver mere villige til af forhandle.
Så er der grupper som eksempelvis dissidenter fra guerillagruppen FARC (Colombias Væbnede, Revolutionære Styrker, gennem mange år den største guerillagruppe), der i slutningen af 2016 indgik en fredsaftale med den daværende regering under præsident Juan Manuel Santos (senere tildelt Nobels Fredsprisen for indsatsen). Dissedenterne var uenige i fredsaftalen eller den mangelfulde gennemførelse (under præsident Iván Duque fra 2018-22) og hærger stadig rundt omkring i landet. Nu er der udsigter til at forhandlingerne genoptages.
Gustavo Petro var nok overdreven optimist i begyndelsen af sin regeringsperiode hvad angår fredsprocessen. Han havde den idé, at man inden for få måneder kunne slutte fred med de forskellige grupper. Oven i det havde han planer om hurtigt at gennemføre en jordreform og en række sociale og økonomiske reformer for at skabe større social lighed, et kernepunkt i hans regeringsprogram. Det har imidlertid vist sig mere kompliceret end forventet.
Jordreform
I fredsaftalen med FARC, en organisation der har dybe rødder i bondebevægelsen, var en jordreform et kardinalpunkt. Det drejede sig om en bedre fordeling af jorden, som er den mest ulige i regionen, og hvor over 80 procent af landbrugsjorden kontrolleres af de største jordejere, som udgør blot én procent af befolkningen. De fattige bønder råder over to-tre hektar, hvilket er mindre enedder er til hvert stykke kvæg i det store kvægbrug.
Det er lykkedes præsidenten at få afsat et betydeligt beløb til indkøb af jorde, som skal fordeles blandt fattige bønder, i den nationale udviklingsplan, der blev vedtaget i kongressen for nogle måneder siden. Et nøglepunkt for landets videre udvikling.
Sociale reformer
Allerede i slutningen af sidste år lykkedes det Petros regering at få vedtaget en ny skattereform, der har en klar progressiv karakter. Og som vil kunne bidrage til at finansiere flere planlagt sociale reformer.
Derimod har det været ganske vanskeligt at komme igennem med de sociale reformer, som præsidenten havde planlagt. Det skyldes blandt andet, at Petro og hans parti ikke har flertallet i kongressen. Oven i det kommer, at der har været splittelse i den brede politiske alliance, Petro havde etableret allerede under valgkampagnen.
De sociale reformer drejer sig om en reform af sundhedsvæsenet, pensionssystemet og arbejdsmarkedet, der alle har socialt sigte. Sundhedsreformen har til formål at tilbyde sundhedsydelser til alle – også den fattige del af befolkningen.
Miljø og Amazonas
På miljøområdet har præsidenten også været ganske ambitiøs og ønsker at Colombia skal gå væk fra forbrug og produktion af olie, naturgas og kul, som udgør op mod 50 procent af landets eksport.
Det bliver i bedste fald en mere gradvis proces, end der i starten var lagt op til – også set i lyset af den store betydning, olie og kul har for landets økonomi. Der har der været kritik af Colombia for den store kulproduktion (landet er en af verdens største kulproducenter og -eksportør) især i den åbne mine i den nordlige del af landet, Cerrejón-minen. Den er en af verdens største kulminer, og den har har stor negativ betydning for områdets oprindelige folk, Wayuu, især ved at begrænse deres adgang til jord og vand.
Der er fra regeringens side endnu ikke blevet taget konkrete initiativer vedrørende denne kulmine.
På initiativ af Brasiliens præsident Lula da Silva og Petro blev der i sidste uge afholdt et topmøde for alle otte amazonlande i Belém ved Amazonflodens delta i det nordlige Brasilien med det hovedformål at drøfte hvordan man kan stoppe afskovningen.
Mødet resulterede i en lang sluterklæring, men ifølge repræsentanter for de oprindelige folk fra Amazonas indeholdt erklæringen ikke nok konkrete tiltag om blandt andet udvinding af metaller og olie fra området.
Det skal siges, at de to præsidenter i deres korte regeringsperiode allerede har begrænset afskovningen betydeligt.
Der er tilsyneladende en vis uenighed mellem de to præsidenter. Gustavo Petro mener, at man skal stoppe al udvinding af olie fra Amazonas, mens Lula ikke vil gå så langt – ikke mindst fordi det brasilianske olieselskab Petrobras har store planer om olieudvinding netop i Belém-området. Det er et tema, der givet kan blive ganske kontroversielt, når klimakonferencen COP30 i 2025 skal afholdes netop i Belém.
Politiske udfordringer
Første år ved magten har ikke været en dans på roser for Gustavo Petro. Der har været flere personlige skandaler især omkring finansiering af hans valgkampagne, flere ministerskift og en del af den brede koalition, der bragte ham til magten, er gået af fløjten.
Det har yderlige vanskeliggjort planerne om endelig fred og vedtagelse af sociale reformer, der skal gøre op med det meget ulige samfund.
Da han ikke kan genvælges og valgperioden er fire år, har han kun tre år tilbage til at gennemføre de ganske ambitiøse planer. Det bliver givet en ganske stor udfordring.
Mogens Pedersen har været ambassadør i Bolivia og sidst i Colombia, foruden i flere afrikanske lande og skriver løbende analyser i Globalnyt.
