10 konflikter at holde øje med i 2023

Ruslands invasion af Ukraine har på mange måder sat dagsordenen for International Crisis Groups årlige liste over 10 konflikter, man skal holde øje med i det nye år. Crisis Group har også udgivet en podcast, hvor det bliver forklaret af organisationens leder, Comford Ero, hvorfor listen ser ud, som den gør.

Bemærkelsesværdigt er det, at Crisis Group ikke har fundet plads til konflikterne i Afghanistan, Sydsudan eller for eksempel Syrien. Konflikter, der har fordrevet mange, mange millioner mennesker – ligesom krigen i Ukraine har gjort.

Læs også: Ny borgerkrig truer: Civile står for skud i Sydsudan

Invasionen skulle have knægtet Ukraine, svækket Vesten og styrket Kreml, men har indtil videre haft den stik modsatte virkning. Den har boostet nationalfølelsen i Ukraine og skubbet Kyiv tættere på Europa. Den har sat en ny, stærk kurs for NATO, og med Sverige og Finland om bord skifter den militære balance i Nordeuropa dramatisk. Ruslands grænse til NATO er blevet over dobbelt så lang.

Krigen har afsløret svagheder i Ruslands militær, som dets operationer i Syrien og tidligere i Ukraine havde skjult. Og Vesten har udvist en vilje og en kompetence, som ikke er set under fiaskoerne i Afghanistan, Iraq og Libyen, skriver Crisis Group.

Krigen er ikke forbi. Den russiske økonomi er blevet tilpasset de vestlige sanktioner, og i Kreml er de tilsyneladende overbeviste om, at de nok skal klare det. Crisis Group vil ikke afvise, at Moskva stadig kan gennemtvinge en uskøn aftale med Ukraine. Eller – måske – det er usandsynligt, men måske – kan Putin som et sidste træk bruge et kernevåben. Uanset hvad der sker i Ukraine, vil Vesten og Rusland kun være en enkelt fejlberegning fra en konfrontation.

For Kina kan krigen sammenlignes med en hovedpine. Kina har gode forhold til Rusland og handler med Rusland, som derfor får lidt lettere ved at klare sanktionerne. Men Kinas præsident Xi Jinping sender ingen våben og er tydeligt utilpas, når Putin truer. Kina ser til, også når USA’s allierede i Asien styrker deres forsvar og plejer deres alliance med Washington. Frygten for en kinesisk invasion af Taiwan voksede umiddelbart efter Ruslands invasion af Ukraine, men Crisis Group vurderer, at risikoen er blevet mindre.

Læs også: Taiwans befolkning strømmer til forsvarstræning i frygt for kinesisk invasion

Og forholdet mellem USA og Kina, ja det er ikke grundlæggende forandret af krigen i Europa. Konkurrencen mellem dem er muret ind i udenrigspolitiken, og det kinesiske syn på Taiwans status bliver ikke ændret i overskuelig fremtid. De to stormagters økonomier er filtret sammen, men teknologisk er de ved at frigøre sig fra hinanden, skriver Crisis Groups ledelse.

Flere ikke-vestlige, mellemstore lande har demonstreret indflydelse og selvstændighed, som Tyrkiet, der sammen med FN fik forhandlet en aftale om udskibning af korn fra Ukraine. Saudi Arabien besluttede – på trods af besøg af USA’s præsident Biden – sammen med andre olieproducenter at holde olieprisen oppe. Indien, der hidtil har været partner med USA og importeret våben fra Rusland, har nu både købt billig russisk olie og skældt ud på Putin for at true med kernevåben. Krigen og stormagtsrivaliseringen har simpelthen givet plads til flere spillere.

Læs også: Modis personkult: Sådan afmonterer Indiens premierminister verdens største demokratiske eksperiment

Andre steder i verden har krigen i Europa afsløret ømme punkter. De fleste lande har i FN stemt imod Ruslands agression. Men få har offentligt fordømt Putin eller indført sanktioner. Mange har handelsforbindelser til Rusland, nogle historiske fællesskab eller henter nutidig militærstøtte fra Wagnergruppen. De vil ikke vælge side i en europæisk krig. 

Frustrationer over Vestens hamstring af Covid-19 vacciner, migrationspolitik og klimauretfærdighed spiller også en rolle. Og en del ser det dobbeltmoralske i forfærdelsen over Ukraine, når man tager i betragtning, at Vesten har interveneret andre steder og har en kolonihistorie. Endelig er det en udbredt vurdering, at Vesten anser kampen mod Rusland for at være vigtigere end den globale økonomi.

Invasionen og de efterfølgende sanktioner har været ødelæggende for mange økonomier, der allerede var rystede af corona. Mange mennesker er blevet livstruende ramt af de skyhøje fødevare- og brændselspriser, inflationen forværrer fattige menneskers og fattige landes gældssituation. Og så er pandemien og den økonomiske krise blot to af adskillige trusler, blandt de værste klimaforandringer og fødevaremangel.

Men kom der da slet ikke noget godt med ud af år 2022? Jo, det kunne have været meget værre. Hvis ikke Ukraine havde kæmpet imod, og Vesten holdt sammen, hvis Rusland havde vundet, ville verden have været farligere nu. Og Putin er ikke den eneste stærke mand, der har haft et dårligt år. Jair Bolsonaro blev væltet i Brasilien, præsident Trump virker mindre end tidligere, og Marine Le Pen vandt ikke i Frankrig. I Italien er højrefløjen rykket mod centrum efter at have vundet. 

Og så har det multilaterale diplomati overlevet. Kina, Rusland og de vestlige magter har fortsat sat sig om bordet i FN’s Sikkerhedsråd for at diskutere alt andet end Ukraine. Måske er den rædselsfulde krig i Etiopien ved at slutte, og Colombia og Venezuela er ved at være på talefod.

Læs også: ”Set fra Afrika kan det være inspirerende, at Kina tør udfordre status quo”

Men, skriver Crisis Group, 2022 var ikke bare et foruroligende år, det var det seneste i en hel række af foruroligende år. Intet er sket uden forudgående advarselssignaler. Men antallet af dræbte i krig stiger, det samme gør antallet af mennesker, der bliver fordrevet eller sulter. 

Så vil vi i 2023 opleve stormagter i krig med hinanden, eller at der bliver brugt kernevåben? Vil politiske kriser, økonomiske problemer og klimasammenbrud udløse social nedsmeltning i store dele af verden? Det synes langt ude, men det ville være dumt helt at afskrive det utænkelige, hedder det i Crisis Groups dystre oplæg til de 10 konflikter, der skal holdes øje med i år.

1. Ukraine 

Ikke overraskende topper Ukraine listen igen i år. Indtil videre har landet modstået Ruslands forsøg på hurtigt at underlægge sig regeringsmagten. Med stadigt mere kraftfulde vestlige våben har ukrainerne endda drevet russerne tilbage fra flere områder, selv om bombardementer af landets infrastruktur har efterladt byer og områder nærmest ubeboelige. Hver tredje ukrainer er blevet fordrevet det seneste år.

Hverken Kyiv eller Moskva synes nu i begyndelsen af januar villige til at give sig på noget punkt. Ethvert nyt angreb, enhver ny afsløring af nye overgreb er for ukrainerne en grund mere til at slås, skriver Crisis Group. Og i Rusland bliver oppositionen afvæbnet med propaganda og undertrykkelse, mens der flygter cirka lige så mange, som der bliver mobiliseret. 

Fra Ruslands Putin lyder det, at han er åben for diplomati, men kravet er stadig, at den nazistiske regering, som Vesten kontrollerer, skal kapitulere. Ifølge Crisis Group ødelægger Putin hele tiden sine egne muligheder for at komme ud af krigen ved at eskalere efter alle tilbageskridt. Ukrainerne ser ingen grund til at opgive områder, som de ser ud til at vinde tilbage.

Situationen er ved at køre fast, men ingen kan forudse hvor længe, det vil vare. Crisis Group anser et nyt angreb på Ukraine fra Belarus for usandsynligt. Lige nu håber Moskva tilsynelande på, at vinterkulden og de høje energipriser vil mørne Ukraines støtter i Europa, men indtil videre står både Europa og USA fast.

Og hvad angår dommedagsscenariet, brugen af kernevåben, så har både Rusland og Vesten været meget forsigtige med at undgå direkte sammenstød. Vel har Putin flere gange henvist til Ruslands kernevåben, men han har også trukket lidt i land. 

Crisis Group kan ikke se, hvad Rusland kan vinde ved at bruge atomvåben, men understreger igen, at man ikke kan afskrive risikoen for, at det sker. Især ikke, hvis Putin fornemmer, at han er ved at miste grebet om magten. Faktisk har krigen nok skabt den højeste risiko for en konfrontation med kernevåben i 60 år. 

Krigen har også sat scenen for langvarigt fjendskab med stadigt farligere sammenstød i Europa – uanset hvad der sker i Ukraine. Crisis Group vurderer, at Vestens ledere skal holde mulighederne for en aftale åbne og påpege overfor Kreml, hvilke fordele en løsning, som Ukraine kan leve med, kan have – at sanktionerne bliver ophævet for eksempel. Indtil videre er Vestens kalkule, at på trods af krigens rædsler, på trods af risikoen for brug af atomvåben, så er det bedre at støtte Ukraine end at lade Rusland vinde med brutal brug af militær og atomtrusler. 

Det er en barsk kalkule, der bekymrer i andre dele af verden. Indtil videre har den været rigtig, skriver Crisis Group.

2. Armenien og Aserbajdsjan

Et af de konfliktområder i verden, der er blevet akut ramt af krigen i Ukraine, er det sydlige Kaukasus, hvor Armenien og Aserbajdsjan strides om enklaven Nagorno-Karabakh. Enklaven ligger i Aserbajdsjan, men har et armensk befolkningsflertal. De to lande var senest i krig over Nagorno-Karabakh i 2020, og nu synes de at have sat kurs mod endnu en væbnet konflikt, efter at Ruslands problemer i Ukraine har rykket på magtbalancen i Kaukasus.

I den seneste krig fordrev Aserbajdsjans styrker armenske indbyggere fra dele af Nagorno-Karabakh og nærliggende områder – arealer som armenske soldater havde kontrolleret siden de tidlige 1990’ere. Krigen sluttede med en våbenhvile, som Rusland var hovedarkitekt på, og som betød, at Armenien måtte droppe sine årtier gamle krav om, at enklaven skulle have en særlig status, og de armenske indbyggere særlige rettigheder og sikkerhedsgarantier.

Men magtbalancen er skiftet endnu mere til gavn for Aserbajdsjan. Armenien har ikke fået genopbygget sine styrker efter krigen, da landets sædvanlige støtte og våbenleverandør, Rusland, ikke har overskud at sælge af for tiden. 

Aserbajdsjan derimod har styrket militæret, der er langt større og bedre udstyret end Armeniens. Aserbajdsjan bliver støttet militært af Tyrkiet, økonomisk af Europas appetit på gas og udviser stor selvtillid. 

Rusland har udstationeret fredsbevarende soldater i dele af Nagorno-Karabakh, hvor der stadig bor armenere, og langs grænsen mellem Armenien og Aserbajdsjan. Tanken var, at man i Aserbajdsjans hovedstad Baku ville være påpasselige med at genere Rusland. Men de russiske soldater i grænseområderne har ikke forhindret adskillige væbnede sammenstød sidste år, og Aserbajdsjan har erobret flere områder inde i Nagorno-Karabakh og endda også i selve Armenien. Det er blevet blodigere og blodigere for hvert angreb, skriver Crisis Group.

Fredsforhandlingerne, som Rusland traditionelt har stået for, er gået i stå. I 2021 accepterede Rusland, at EU søgte at mægle mellem de to stridende lande, men siden krigen i Ukraine er begyndt, anser Moskva EU’s diplomati som et led i det større forsøg på at stække Ruslands indflydelse. Så Rusland spiller ikke længere med.

Lige nu er der to udkast til en fredsaftale på bordet, ingen af dem tackler spørgsmålet om de armenske indbyggere i Nagorno-Karabakh, men kun grænseproblemer mellem de to lande. Det ene udkast er forberedt af Rusland, det andet af Armenien og Aserbajdsjan selv med vestlig støtte. 

Men parterne står langt fra hinanden. Aserbajdsjan har klart de bedste kort på hånden, og Baku vil få mest ud af en aftale. Risikoen er, hvis begge udkast falder, at Aserbajdsjan tager, hvad det kan, med magt.

3. Iran

Irans nådesløse håndtering af demonstranter og dets levering af våben til Rusland har isoleret landet i en grad, der ikke er set i årtier. Og det netop som krisen om Irans atom-program spidser til.

Unge kvinder og piger går stadig i spidsen for protestaktionerne, der ifølge Crisis Group er den mest vedholdende trussel mod regimet siden den grønne bevægelse i 2009. Staten har som reaktion dræbt hundreder. Demonstranter bliver idømt dødstraf og henrettet efter retsager, som menneskeretsgrupper betegner som skueprocesser. Tusinder sidder i fængsel, hvor mange bliver tortureret, mens styret prøver at tegne et billede af, at det hele er en udenlandsk sammensværgelse.

Læs også: Store protester i Iran: Oplever iranerne lige nu et George Floyd-øjeblik?

Udfordringen for de unge aktivister er at få mobiliseret de ældre middelklasse-iranere, så protesterne når en kritisk masse. Mange af de lidt ældre sympatiserer, men frygter regimets reaktion, og nogle er også betænkelige ved udsigten til meget store og pludselige forandringer. 

Uden bredere deltagelse, bliver det svært. Lige nu er der intet, der tyder på, at Irans styre er ved at falde fra hinanden. Men der er heller ikke noget, der tyder på, at regimet kan slå utilfredsheden ned med vold. Noget er gået i stykker, skriver Crisis Group. 

Imens er forsøgene på at genoplive atomaftalen fra 2015 gået totalt i stå. Landets nukleare formåen er vokset enormt de seneste år, kapaciteten til at oparbejde uran er blevet markant større, og det Internationale Atomenergiagentur har meget svært ved at gennemføre sine inspektioner. 

Ifølge Crisis Group nærmer den tid sig, som USA og dets allierede havde håbet at undgå, når de må vælge mellem at risikere, at Iran anskaffer sig en atombombe, eller at forhindre at det sker med magt.

I oktober 2023 bortfalder FN’s restriktioner for Irans ballistiske misiler. Restriktioner, der er afgørende for at bremse spredning af missiler og droner fra Iran, især, set med Vestens øjne, til Rusland. Hvis Vesten får genindført FN-sanktioner, vil begrænsningerne ikke udløbe til oktober. Men det kan få Iran til at trække sig fra ikke-spredningsaftalen, hvilket så kan udløse en militær reaktion fra USA eller Israel, som andre vil besvare og så videre.

Det giver mening at fortsætte med at tale med Iran, skriver Crisis Group. Det er svært med den undertrykkelse, der finder sted, med Irans våbenleverancer til Rusland, og fordi enhver, der taler med Iran, frygter, at det kan styrke regimet i Teheran. Men bare det at få en forståelse af hinandens røde linjer, kan hjælpe til at holde spændingerne under kontrol. Og så er det svært at se, hvordan demonstranterne vil blive hjulpet af, at atomkrisen koger over.

4. Yemen

Der var et uventet lyspunkt i Yemens brutale krig i april 2022, da FN formidlede en våbenhvile mellem Houthi-oprørsgruppen i nord og den internationalt anerkendte regering med Saudi-Arabien og de Forenede Arabiske Emirater som støtter. 

Våbenhvilen holdt til oktober. Og selv om kampene ikke er blevet genoptaget i fuld skala, gør begge parter sig klar til at gå i krig igen, skriver Crisis Group.

I slutningen af 2021 var houthierne på fremmarch og tæt på at vinde kontrol med den olie og gas, der kune have sikret dem midlerne til måske at vinde krigen. Med Emiraternes hjælp blev de trængt ud af de strategisk vigtigste områder ved byen Marib i januar sidste år, hvorefter de tog hævn med missil og droneangreb på både Emiraterne og Saudi Arabien. Derefter lagde manglen på mad og brændstof som følge af krigen i Ukraine en dæmper på konflikten i Yemen. 

FN udnyttede muligheden til at få parterne og Saudi-Arabien til at indgå to måneders våbenhvile. Resultatet blev, at Yemens upopulære præsident Hadi blev afløst af et otte-personers præsidentielt råd. Et råd, der er håndplukket af Emiraterne og Saudi-Arabien, men trods alt mere repræsentativt end Hadi for den koalition af yemenitiske militser, der bekæmper houthierne og næsten lige så ofte hinanden.

De første forhåbninger om en bredere aftale brast i oktober på grund af houthiernes ufravigelige krav om, at regeringen skulle betale lønnen til oprørernes soldater og sikkerhedsstyrker. Crisis Group skriver, at regeringen og saudierne var gået med til at betale løn til den civile administration i Nord. Men trak altså grænsen ved at skulle betale for de soldater, der kæmpede imod dem selv.

Der bliver stadig forhandlet, især direkte mellem oprørerne og saudierne. Men spændingerne stiger, og houthierne har fået sat en stopper for olieeksporten, som de kræver en del af indtægterne fra. Lige nu er der meget få muligheder for, at der kommer gang i seriøse forhandlinger mellem yemenitterne selv, hvilket Crisis Group selv anbefaler. Begge sider opruster, og risikoen for fornyet krig er ubehagelig høj, skriver Crisis Group. 

5. Etiopien

En af de dødeligste krige sidste år er stoppet. Den 2. november underskrev Etiopiens ministerpræsident Abiy Ahmeds regering og Tigrayfolkets Befrielsesfront en aftale i Sydafrika, og 10 dage senere indgik de en opfølgende aftale i Kenya.

Men freden mellem tigrayerne, der i årtier styrede Etiopien med hård hånd, og regeringschefen, der kom til i 2018, er skrøbelig ifølge Crisis Group. Der er meget vigtige punkter, der ikke er afklaret.

Dødstallene fra krigen er chokerende. Universitetet i Ghent i Belgien vurderer, at mellem 385.000 og 600.000 civile er døde af krigsrelaterede årsager. Og hertil skal lægges flere hundrede tusinde soldater. Alle parter bliver beskyldt for grusomme overgreb, men soldaterne fra Eritrea siges at have været særlig brutale. Seksuel vold har været systematisk brugt for at terrorisere og ydmyge civile. I det meste af krigen har centralstyret i Addis Ababa blokeret for adgangen til Tigray-regionen og lukket for strøm, telekommunikation, bankdrift og begrænset leverancer af mad og medicin.

Pretoria-aftalen fra Sydafrika var en stor sejr for ministerpræsident Abiy Ahmed, der efter svingende krigslykke havde trængt tigrayerne tilbage med støtte fra styrker fra Eritrea og Amhara-regionen. Tigrays ledere gik med til at genoprette det føderale styre i regionen og til at lade sig afvæbne inden for en måned. Addis Ababa skulle ophæve blokaden og stemplingen af Tigrayfolkets Befrielsesfront som terrorgruppe. Med aftalen fra Kenya blev fristerne for afvæbningen blødt op til, at tigrayerne skulle aflevere deres tunge våben i takt med, at styrkerne fra Eritrea og Amhara trak sig ud.

Soldaterne fra Eritrea er der stadig, og tigrayerne har ikke afleveret deres våben. Der mangler simpelthen en plan for, i hvilken rækkefølge tingene skal ske, skriver Crisis Group. Man har heller ikke fundet en fordeling over de frodige jordområder i det vestlige Tigray, som naboregionen Amhara gør krav på.

Men det er Abiys nærmeste allierede, Eritreas præsident Isaias, der kan blive hans største hovedpine. For Etiopiens ministerpræsident bliver nødt til at finde en eller anden måde at komme overens med tigrayernes ledere på, hvis han vil undgå fremtidige oprør. Og det er spørgsmålet, om det bliver taget godt imod i Eritrea, der gik ind i krigen for at gøre det helt af med de gamle ærkefjender i Tigray.

6. Den Demokratiske Republik Congo og de store søer

M23, en milits i det østlige DR Congo, som tilsyneladende blev banket på plads af FN-styrker i 2013, er genopdukket i en velbevæbnet udgave, der spreder død og ødelæggelse omkring provinshovedstaden Goma. M23 har taget kontrol over adskillige mindre byer, omringet Goma og drevet titusinder på flugt ifølge Crisis Group.

M23 er dukket op igen i det plagede østlige Congo på et tidspunkt, hvor landets præsident, Félix Tshisekedi, har invitere ugandiske styrker ind for at bekæmpe en primært ugandisk militsgruppe. Han har også givet soldater fra Burundi lov til at operere i Congo, hvilket har provokeret Rwandas præsident Paul Kagame, der har store økonomiske interesser i det østlige Congo. Derudover har Rwanda længe bekæmpet en milits, FDLR, der er en aflægger af den milits, der var hovedansvarlig for gennemførelsen af folkedrabet i Rwanda i 1994. 

Og hvad har det så med M23 at gøre? Jo, ifølge Congos præsident støtter Kagame M23, blandt andet for at sikre sig ressourcer. En lækket FN-rapport pegede i december også på rwandisk støtte til M23 og hævdede at have substantielle beviser for, at Rwandas hær direkte har bremset Congos kamp mod M23, og at Rwanda har støttet M23 med våben, ammunition og uniformer. I Kigali i Rwanda afviser regeringen og anklager Congos hær for at samarbejde med de gamle folkemordere i FDLR. Det benægter Tshisekedi, selv om FN-rapporten stort set bekræfter det også.

En yderligere komplikation er at DR Congo skal til valg i år. Det markerer endnu et skridt væk fra de katastrofale borgerkrige for over 20 år sien. Men samtidigt er det et rigtig skidt signal, hvis man må aflyse valget i den østlige del. Og i valgkampen kan der blive skruet voldsomt op for anti-Rwanda-retorikken fra Félix Tshisekedis side til fare for minoriteter, som allerede er blevet stemplet som M23 støtter. 

I det østlige Congo er indsat en østafrikansk styrke (minus Rwanda, som ikke er velkommen) og en efterhånden meget upopulær FN-styrke. Crisis Group skriver, at lokale har størst forhåbninger til, at de kenyanske soldater kan slå M23 tilbage. Kenyanerne er klogere, skriver Crisis Group. Kenyanerne ser opgaven som at sikre Goma og at presse M23 til våbenhvile og dermed tilbage i de fredsforhandlinger, som gruppen er smidt ud af, fordi den slås.

Den østafrikanske styrke er en mulighed for at få skabt plads til diplomatiet. Hvis det mislykkes, er der en overhængende risiko for en tilbagevenden til tidligere proxykrige i den Demokratiske Republik Congo, blandt andet fordi der er så mange styrker fra nabolandene til stede allerede.

7. Sahel

I Sahel-bæltet på sydsiden af Sahara har hverken Burkina Faso, Mali eller Niger formået at slå militante oprørsgrupper tilbage. Og de vestlige politiske ledere, der i et årti ikke har kunnet mindske volden med deres militære engagement, aner ifølge Crisis Group ikke, hvordan de skal reagere på kup i både Mali og Burkina Faso.

Lige nu er situationen værst i Burkina Faso, hvor jihadister kontrollerer omkring 40 procent af landets areal. Kampene har kostet tusinder livet og drevet omkring to millioner mennesker på flugt. De store tab har givet ballade i militæret og ført til to kup sidste år, begge efter voldsomme tab for militæret.

Den nuværende magthaver i Burkina Faso, kaptajn Ibrahim Traoré, ser ud til at ville gøre som sine kollegaer i Mali, prøve at kitte hæren sammen med populistiske angreb på Frankrig og samtidig trække tættere på Rusland. Det, der bekymrer Crisis Group mest, er, at Ibrahim Traoré rekrutterer frivillige til kampen mod de militante, fordi det kan sætte gang i en etnisk voldsspiral.

I Mali, der også har oplevet to kup i 2020 og 2021, er staten stadig nærmest fraværende i den nordligste del af landet. Der slås militante grupper, der er tilknyttet Islamisk Stat eller Al Qaeda, mod hinanden eller mod nordlige oprørsgrupper, typisk tuareger. Tuareg-oprørerne indgik en aftale med styret i hovedstaden Bamako i 2015, som de håbede ville give dem større selvstyre og prominente pladser i hæren. Men de er skuffede, og måske vil nogle af tuaregerne igen søge samarbejde med jihadisterne.

Det prøvede de for et årti siden, og de militante islamister kuppede tuaregernes oprør og forvandlede det til et sharia-styre, som beboerne overhovedet ikke ønskede i Nordmali. Nu advarer Crisis Group om, at nogle grupper føler sig så svigtet, de måske prøver igen.

Længere sydpå, i det centrale Mali kæmper hæren og den russiske Wagner-gruppe mod militante islamister. Der er kampene stort set kørt fast, og der sker grusomme overgreb på begge sider. 

Niger er i bedre form. Regeringen har enten integreret militser i hæren eller nægtet at bevæbne dem. Og styret er ikke bange for at engagere sig med jihadistgrupper, hvilket kan være medvirkende til, at der er nogenlunde ro. Men de militante grupper rykker nærmere, og er trængt ind i naturparker og skove ved grænserne til Burkina Faso og Benin. Samtidigt har også Nigers præsident, Mohamed Bazoum, problemer med sit militær. Han overlevede et kupforsøg for næsten to år siden, og de efterfølgende udrensninger kan have næret fjendskabet mod ham i hæren.

Der sker meget i udlandets engagement i Sahel. Frankrig, der har bekæmpet militante i det nordlige Mali siden 2013, har et rigtigt dårligt forhold til Bamako og er ude af Mali (det samme er dansk militær), men beholder sine baser i Niger. FN’s operation i Mali har også haft svært ved at vise fremskridt. Vreden mod den tidligere kolonimagt, Frankrig, vokser i regionen, dels på grund af  den fejlslagne militærindsats, dels på grund af russisk disinformation om Vesten, skriver Crisis Group, som forudser, at de brutale lejesoldater i Wagner-gruppen heller ikke vil klare opgaven. 

Crisis Group anbefaler, at man går væk fra den militaristiske måde at prøve at takle islamister på. 

8. Haiti

Haiti er paralyseret af politisk sammenbrud og bandevold. Det offentlige system er brudt sammen, kolera spreder sig igen, og situationen er så slem, at nogle indbyggere håber på en udenlandsk militærintervention, selv om det tidligere er gået rigtig skidt.

Lige siden præsident Jovenel Moïse blev myrdet i 2021, er det gået ned ad bakke for Haiti. Den fungerende ministerpræsident, Ariel Henry, tog over efter Moïse. Henry bliver støttet af store udenlandske magter, men er lammet af modstanden mod ham i Haiti. Han skulle have ledt landet i en overgangsperiode frem til et valg, men det er ikke lykkedes.

Bander i hundredvis kontrollerer over halvdelen af landet, de kvæler hovedstaden Port-au-Prince ved at blokere indfaldsvejene, de voldtager børn og voksne og spreder rædsel over hele landet.

De haitianske bander er ikke nye, de har eksisteret i årtier og er ofte knyttet til politiske partier. Men det er nyt, at de har den magt, de har, hvor de for eksempel dræber 200 i et bandeopgør. Eller at den største af banderne erobrer en olieterminal, da ministerpræsidenten fjernede statens brændstoftilskud.

Resultatet er en humanitær katastrofe. Halvdelen af befolkningen mangler mad, der mangler rent drikkevand, og hjælpearbejdere har svært ved selv at komme frem til sundhedsklinikker. 

Ministerpræsident Henry bad i oktober om militærstøtte udefra, men en sådan skal bekæmpe bander af unge mænd og børn i tæt befolkede områder. Og der er stor modstand mod en sådan intervention i den politiske opposition, som tror Henry vil benytte anledningen til at sikre sin egen magt. I befolkningen vokser tilslutningen til ideen ud af ren desperation.

9. Pakistan

Pakistan er gået ind i et valgår med en tidligere premierminister alvorligt på krigsstien og en skyhøj regning efter katastrofale oversvømmelser.

Tidligere premierminister Imran Khan har brugt en del af tiden, siden han blev sat fra magten i foråret 2022, på at oppiske en offentlig stemning mod den siddende regering og mod landets magtfulde militær. Imran Khan kom til magten med støtte fra hæren, men de øverstbefalende mistede tiltroen til ham, blandt andet på grund af hans heftige anti-USA-retorik, og fordi han prøvede at plante sine egne støtter i militærets top.

Da tilslutningen til en mistillidserklæring mod ham voksede i parlamentet, beskyldte Imran Khan Washington for at være med i et plot. Og da hærchefen både afviste konspirationen og ikke tog imod tilbudet om at blive udnævnt på livstid mod at støtte premierministeren – hærchefen var bekymret over, hvordan det ville påvirke forholdet til USA – måtte Imran Khan gå af i april og overlade tøjlerne til Shehbaz Sharif.

Khan og hans parti gik på gaden, hvor de siden med et vist held har tordnet mod regeringen, mod hærledelsen især hærchefen og mod USA og Vesten generelt. Da hans krav om et hurtigt valg blev afvist, tog de voldelige protester til over hele landet. I november blev Imran Khan selv såret af skud under en ugelang aktion i Islamabad. Han beskylder regeringen og efterretningsvæsnet for at stå bag. 

Det varsler ikke godt for valgene, der skal være afholdt inden oktober. De rivaliserende politiske partier er uenige om reglerne, og Khan beskylder de valgansvarlige embedsmænd for at støtte Sharif. 

Generalerne sværger, at de ikke vil blande sig, men Pakistans generaler har altid haft svært ved at holde fingrene fra landets styre, hvis de synes, Pakistan er ved at falde fra hinanden. Endnu en politisk krise er det sidste Pakistan har brug for, skriver Crisis Group, og fremhæver de ødelæggende oversvømmelser, som har dækket en tredjedel af landets areal og berørt hver syvende indbygger.

Læs også: Regningen er gjort op: Pakistans kvaler er langt fra forbi efter sommerens katastrofe

Over 20 millioner mennesker har stadig brug for hjælp, og det er som altid de mest sårbare, der er hårdest ramt. De kvinder og piger, der har set deres begrænsede adgang til uddannelse, indtægt og sundhed blive endnu mindre. 

10. Taiwan

Der, hvor forholdet mellem de rivaliserende supermagter USA og Kina slår de største gnister, er omkring Taiwan. Kina sigter efter en total forening med øen, helst fredelig, men vil ikke helt udelukke muligheden af at bruge magt. USA ønsker at fastholde sin styrkeposition i regionen, fastholder sin officielle Et-Kina-politik og en fredelig afgørelse af Taiwans status.

Da formanden for Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi, sidste år tog til Taiwan, blev det i Beijing læst som et stærkt signal om støtte til Taiwan. Kina iscenesatte en kæmpe øvelse rundt om Taiwan med bevidst overskridelse af tidligere grænser for flådens aktiviteter i Taiwan-strædet.

Crisis Group ser USA som meget optaget af Kinas styrke og militære evner, måske fordi USA har mistet sin egen evne til at afskrække en kinesisk invasion af Taiwan. Det handler om at give et troværdigt billede af, hvor store omkostninger, det vil have for Kina at angribe, og hvor store fordele det vil give at lade være. USA’s analyse er, at Kina vil være i stand til at tvangsindlemme Taiwan i 2027.

Indtil videre sker der ikke noget, vurderer analytikerne, og da slet ikke efter at Kina har set Vestens reaktion på Ruslands invasion af Ukraine. Kina har fuld forståelse for den fordømmelse og de økonomiske omkostninger, et angreb kan udløse – også hvis USA vælger ikke at svare militært.

Men de afskrækkende tiltag skal gå hånd i hånd med garantier for at USA’s linje ikke har rokket sig. Hvis man i Beijing får indtryk af, at USA afholder sig fra at angribe for at købe sig tid til at forberede Taiwans endelige separation fra fastlands-Kina, ja så vil Beijing måske vurdere krig som en bedre vej.

USA’s præsident Biden synes opmærksom på dette, selv om han har en bekymrende tendens til at love at hjælpe Taiwan militært. Hans medarbejdere er hurtige til at trække i land, og da Biden senest mødtes med Kinas Xi Jinping, holdt han sig til manuskriptet og sagde, at USA’s politik er uforandret. Xi Jinping kvitterede med en forsikring om, at Kina søger en fredelig forening.

Nu er Crisis Group bekymret for om den nye formand for Repræsentanternes Hus, republikanske Kevin McCarthy, drager på endnu et besøg og dermed hæver spændingsniveauet mellem Kina og USA endnu en tak.