Serie: Verdensfattigdom i Afrika
Verdensbankens rapport ”Accelerating Poverty Reduction in Africa” (2019) handler om fattigdomsbekæmpelse og kortlægger årsagerne til fattigdommen i Afrika.
Denne artikel er en del af en serie skrevet af Knud Vilby med udgangspunkt i rapporten:
1. 135 millioner flere fattige afrikanere på 25 år
2. Alt for mange afrikanske kvinder får alt for mange børn og føder alt for tidligt
3. De forbandede naturressourcer
4. Sats på småbønderne i fattigdomsbekæmpelse
5. Børnefattigdom giver dårlige muligheder livet igennem
6. Vesten skabte Afrikas klimaændringer. Afrikansk vækst kan øge dem
7. De fattigste betaler for meget i skat. De rigeste betaler ingenting
8. Udviklingsbistanden pr. afrikaner falder trods voksende behov
9. Fødslerne og landbruget i fokus i kampen mod Afrikas fattigdom
Der er millioner af fattige på andre kontinenter og ikke mindst blandt ofre for krige og konflikter. Men omkring 57 procent af alle verdens fattige, eller tre ud af fem, lever ifølge Verdensbanken i Afrika, og det er en dramatisk stigning. I 1990 var det kun omkring 15 procent.
Grundforklaringen er, at andre kontinenter og ikke mindst Asien har været bedre og hurtigere til at reducere fattigdom. Samtidig betyder den hastige befolkningstilvækst i Afrika, at der er blevet stadig flere fattige, selv om der i mange lande er sket et fald i den procentvise andel af befolkningen, der kan karakteriseres som absolut fattige.
I 1990 skønnedes det, at 54 procent eller mere end halvdelen af befolkningen i Afrika syd for Sahara var fattige. Nu skønner man, at andelen i 2015 var faldet til 41 procent.
Den samtidige stigning i Afrikas samlede befolkningstal betød imidlertid, at hvor de 54 procent i 1990 udgjorde 278 millioner mennesker, så svarede de 41 procent i 2015 til 413 millioner afrikanere.
Der blev altså 135 millioner flere fattige afrikanere på kun 25 år.
Tallene er Verdensbankens, og fattig defineres i denne sammenhæng som en indkomst eller købekraft på under 1,90 amerikanske dollars om dagen. Tallene er usikre. Der er langt fra præcise opgørelser i alle lande.
Der har formentlig været yderligere vækst i fattigdommen siden 2015. I perioden efter årtusindeskiftet havde mange afrikanske lande betydelig økonomisk vækst, og det er en af årsagerne til, at andelen af fattige trods alt faldt.
Men de seneste fem år har økonomien udviklet sig dårligere.
Der er også stor usikkerhed i statistik vedrørende økonomi i Afrika. Men Verdensbankens skøn er, at den gennemsnitlige bruttonationalindkomst pr. indbygger (BNI) i år 2000 var på omkring 550 dollars i Afrika syd for Sahara. Den mere end tredobledes til godt 1800 dollars i 2014, men derefter er den år for år faldet, så den i 2018 var kommet ned på 1500 dollars.
Befolkningstallet i Afrika syd for Sahara vokser med 2,7 procent om året. Rent statistisk betyder det, at der skal være en vækst i økonomien på mindst 2,7 procent om året blot for at bevare status quo.
Befolkningstilvækst en hovedforklaring
Verdensbanken har udgivet rapporten ”Accelerating Poverty Reduction in Africa”, som både analyserer årsagerne til koncentrationen af fattigdom i Afrika og giver en række bud på, hvad der kan gøres for at styrke fattigdomsbekæmpelsen. Rapportens forfattere ser den voldsomme befolkningstilvækst som en af de alvorligste årsager til, at Afrika sakker bagud, men i sine anbefalinger kommer den også med en række analyser og anbefalinger, der er mere kontroversielle og overraskende i en publikation fra Verdensbanken.
Den peger således på, at en række teoretisk rigere lande med stor eksport af naturressourcer på mange måder klarer sig dårligst, når det gælder bekæmpelsen af fattigdom. Den beskriver problemer med multinationale firmaers manglende skattebetaling i de afrikanske lande, hvor de opererer. Og den analyserer sig frem til, at sådan som skattesystemerne i mange afrikanske lande er skruet sammen (med hovedvægt på moms), er der store grupper af fattige, som i virkeligheden betaler mere i skat, end de får tilbage fra samfundet.
Næsten en fjerdedel fattige er nigerianere
Der er meget stor forskel på forskellige afrikanske samfund. Det store olieland Nigeria havde i 2018 et BNI pr. indbygger på knapt 2.000 dollars, mens eksempelvis det lille kystløse Rwanda kun havde et BNI pr. indbygger på knapt 800 dollars. Men i Rwanda var økonomien i vækst, mens den var i tilbagegang i Nigeria.
Trods denne tilbagegang er Nigeria, især på grund af olieeksport, et af Afrikas rigere lande. Men alligevel udgør nigerianere mellem en femtedel og en fjerdedel af alle Afrikas fattige. I 2015 var det 85 millioner fattige ud af Nigerias samlede befolkning på omkring 200 millioner. Nigeria har en betydelig overklasse og en relativt stor middelklasse, men altså også enorm ulighed. Og det er klart, at oliemilliarderne ikke er blevet fordelt til økonomisk udligning og fattigdomsbekæmpelse.
Ifølge den nye Verdensbankrapport lever halvdelen af Afrikas fattige i fem lande, mens 10 lande tegner sig for i alt 75 procent af alle de fattige.
Mens Nigeria alene har tæt ved 25 procent af alle de fattige som sine indbyggere, så lever yderligere en fjerdedel af Afrikas fattige i Den Demokratiske Republik Congo, Etiopien, Tanzania og Madagaskar. Yderligere omkring 25 procent lever i Mozambique, Uganda, Malawi, Kenya og Zambia.
Det er klart, at store lande alt andet lige har flere fattige end små. De absolutte tal siger således ikke noget om andelen af de fattige i det enkelte land, men fortæller om uløste problemer over hele kontinentet.
De fattige bor på landet og halvdelen er børn
Der er andre karakteristika ved den afrikanske fattigdom. Der er store slumkvarterer i mange storbyer, men alligevel lever langt de fleste fattige på landet. Skønnet er, at mere end 80 procent af samtlige bor i landområder.
Den nye Verdensbank-rapport fokuserer ikke på oprindelige folk, men det er karakteristisk, at oprindelige folk, der administrerer store tyndt befolkede landområder, er præget af større fattigdom end den øvrige befolkning. Det skønnes, at mens oprindelige folk kun udgør 5 procent af jordens befolkning, så udgør de 15 procent af de fattige.
Omkring 60 procent af de fattige i Afrika er det, man betegner som kronisk fattige. Deres leveforhold ændrer sig altså typisk ikke til det bedre i løbet af deres liv. For 40 procent er der muligheder for at komme ud af fattigdommen. Fattigdom kan være en midlertidig situation.
På grund af den store befolkningstilvækst har Afrika en meget ung befolkning, og det betyder naturligvis også, at der er mange børn og helt unge blandt de fattige. Vurderingen er, at omkring halvdelen af alle Afrikas fattige er under 15 år gamle, altså børn.
De fattige har typisk ingen eller svage bånd til staten. De har ringe adgang til offentlige sundhedsydelser og uddannelsessystemet.
De står på næsten alle områder udenfor.
Dette er den første af ni artikler i serien om Verdensfattigdom i Afrika.
