Danmark afsatte i 2011 blot 6,2 pct. af sin samlede udviklingsbistand til uddannelse. Siden er procenten faldet. Det danske Uddannelsesnetværk, med 29 organisationer i ryggen, anbefaler, at regeringen forhøjer andelen til mindst 10 pct., så alle børn kan få en kvalitetsuddannelse.
Det skriver solidaritets- og bistandsorganisationen IBIS i en pressemeddelese onsdag,
Verdens regeringer har forpligtet sig til at få alle børn i grundskole inden 2015, men der er stadig 61 millioner børn, der ikke går i skole. Årsagen er, at der er brug for ekstra 1,7 millioner uddannede lærere.
En målsætning om at få alle børn i skole bør matches af et tilsvarende mål om at uddanne det nødvendige antal lærere for at sikre målet. Ved at rekruttere uddannede lærere og sørge for at alle børn kommer i skole, kan man sikre kvalitetsuddannelse for alle, hedder det i en netop udgivet analyse fra netværket.
Som det er nu, går for mange børn i skoler, hvor kvaliteten af undervisningen er i bund. Det gælder især i de fattigste lande i Afrika.
En nylig vurdering fra Mali i Vestafrika viser, at 90 procent af alle børn i 2. klasse ikke kan læse, at kun syv procent af lærerne i de offentlige skoler selv har gennemført 9. klasse og at næsten halvdelen af lærerene ingen læreruddannelse har.
Når der er mange elever i klasserne, lærer eleverne mindre. Derfor skal det samlede antal af uddannede lærere vokse markant inden 2015, hvis man skal sikre bare én grundskolelærer pr. 40 elever.
F.eks. er der i Burkina Faso over 100 børn pr. lærer på 6. – 9. klassetrin. Hvis dette tal skal mindskes, er det nødvendigt, at lærerstanden i det vestafrikanske Sahel-land vokser med 16 procent fra 2012 til 2015.
Det fattige land gør en stor indsats for at nå målet, men der er brug for støtte, så lærerne ikke blot udnævnes men også uddannes og udvikles, anføres det.
IBIS og det danske NGO Uddannelsesnetværks målsætninger
IBIS og det danske NGO Uddannelsesnetværk mener, at der bør rettes langt større politisk opmærksomhed mod uddannelse.
Det er ikke nok at sende flere børn i skole, hvis ikke kvaliteten er i orden. Derfor er uddannelse af lærere så vigtig.
For at uddanne lærere skal der udvikles og investeres på følgende områder:
• Læreruddannelse
• Efteruddannelse
• Supervision af undervisningsmetoder
Mange lande har meget lave optagelseskrav til læreruddannelsen. I adskillige afrikanske lande kræver det kun, at man har afsluttet 9. klasse og i visse tilfælde 6. klasse.
De lave adgangskrav betyder, at uddannelsen har mere karakter af en generel uddannelse på grundskole-niveau end af en specifik læreruddannelse.
Manglende politisk vilje
Når det handler om at forbedre uddannelseskvaliteten i u-landene, er der i både udviklings- og donorlande manglende politisk vilje til at:
• Lede og reformere uddannelsessystemet
• Sikre, at der er nok uddannede lærere
• Investere i læreruddannelse
• Betale lærere en anstændig løn
Retten til en retfærdig kvalitetsuddannelse er en menneskeret.
At undlade at investere tilstrækkelige ressourcer i kvalitetsuddannelse til verdens børn er derfor en overtrædelse af menneskerettighederne, der fratager millioner af mennesker deres basale ret til uddannelse, gør de 29 danske NGOer gældende.
Det er også et udtryk for donorlandenes dobbeltstandarder og forskelsbehandling, der hviler på en ide om, at ukvalificerede lærere er gode nok til udviklingslande.
En OECD-undersøgelse har vist, at skolesystemer i højindkomstlande som eksempelvis Danmark især er succesfulde, fordi læreruddannelse prioriteres. Derfor bør man også i udviklingslande have fokus på kvaliteten, hedder det.
Sådan skal kvalitetsuddannelse finansieres
Det er nødvendigt at investere i uddannelse af lærere, hvis målene om kvalitetsuddannelse til alle skal nås inden 2015.
Finansieringen skal have fokus på disse fire punkter:
• De nationale regeringer skal forpligte sig økonomisk til at løse udfordringerne omkring uddannelse og sikre en retfærdig fordeling af ressourcer i hele landet
• Donorlande skal give mere støtte, der tilpasses den enkelte kontekst
• Der skal være en makroøkonomisk ramme, der ikke begrænser investeringerne i lærere
• Budgetter og udgifter skal være transparente, så borgere kan holde regeringen ansvarlig
I udviklingslande er der meget få ressourcer til skolerne: I gennemsnit bruges der 72 dollars pr. elev pr. år, mens der til sammenligning i et land som Danmark bruges 7.609 dollars pr. elev pr. år.
At sikre flere ressourcer kræver en indsats på både nationalt og internationalt niveau:
1) Nationalt skal indtægterne forhøjes ved at indføre større skatteindbetalinger, der kan finansiere uddannelse. Indtægter over skatter er mere bæredygtige end bistand.
2) Internationalt skal der arbejdes koordineret for at slå ned på virksomheders skatteunddragelse og skattely, så pengene kan bruges på kvalitetsuddannelse.
Svagheder i partnerskab for uddannelse
Det Globale Partnerskab for Uddannelse (GPE) koordinerer støtten til uddannelse for mange forskellige aktører, bl.a. Verdensbanken og donorlande som Danmark. Donorlandene giver penge til GPE, som fordeler dem til udviklingslandene.
GPE yder støtte til uddannelsessektorerne i udviklingslandene og ikke til specifikke uddannelsesprojekter.
Det betyder, at disse lande selv har ansvar for at fordele pengene og føre projekter og strategier ud i livet.
Men hvis landene ikke har kapacitet til det, skaber det vanskeligheder, da initiativerne således ikke sættes i gang.
GPE’s koordinerende rolle og satsning på lokalt ejerskab er umiddelbart godt, men IBIS og det danske NGO Uddannelsesnetværk er bekymrede for, om GPE fungerer godt nok som partnerskab. 90 pct. af fondene i GPE er styret af Verdensbanken, som fordeler pengene.
Det tilsidesætter civilsamfundet og til tider også de nationale regeringer i prioriteringen af, hvordan pengene skal fordeles. Samtidig neddrosler mange donorer deres bilaterale uddannelsesprogrammer.
Koordinationen gennem GPE indebærer samtidig, at donorlandene ikke selv har kontakt med de programmer, der doneres penge til, hvilket fratager dem muligheden for at evaluere programmerne og måle effekten af den økonomske bistand.
IBIS og det danske NGO Uddannelsesnetværk mener, at den danske regering skal:
• Justere udviklingsbistanden, så mindst 10 pct. af den samlede bistand går til uddannelse.
• Give uddannelse – både grundskole, ungdoms- og teknisk-faglig uddannelse – høj prioritet i Danmarks nye udviklingsstrategi (retten til et bedre liv) og i de retningslinjer og politik-papirer, der er under udarbejdelse.
• Konkretisere udviklingsstrategiens formuleringer om i højere grad at støtte uddannelse via generel budgetstøtte (direkte til statskassen i modtagerlandet, red.), og sikre, at overvågning af partnerlandenes prioritering af og resultater inden for uddannelse indgår i de kriterier og indikatorer Danmark opstiller, når der ydes generel budgetstøtte.
• Fastholde tilsagn om høj og stigende støtte til GPE, og anvende det høje bidrag til og indflydelse på GPE til at fremme, at uddannelse fortsat er en prioriteret sektor i andre multilaterale institutioner såsom Verdensbanken, de regionale udviklingsbanker, FN og EU.
• Bidrage aktivt til at styrke koordineringen og arbejdsdelingen mellem donorer inden for uddannelse, så ingen lande sakker bagud på grund af manglende ressourcer og det undgås at mange donorer udfaser deres bilaterale programmer fra de samme lande uden i fællesskab at vurdere konsekvenser og modvirke manglende finansiering.
• Sikre at Danmark med sine høje bidrag til GPE også afsætter nødvendige ressourcer og prioritering af tid og personale herhjemme til stadig at spille en aktiv rolle i GPE og fremme andres donorers bidrag og en politik med kvalitet i uddannelsen i centrum.
Yderligere oplysninger hos:
Helle Gudmandsen, IBIS, på tlf. 35 20 05 29
eller mobil 20 86 00 84 og e-mail: [email protected]
Helle Gudmandsen er Uddannelsesnetværkets medlem af bestyrelsen for Clobal Campaign for Education, GCE, som i denne uge holder global aktionsuge i 100 lande for at gøre opmærksom på målet om retten til uddannelse for alle.
I Danmark er aktionsugen udskudt til uge 21 på grund af den danske lærerlockout. Dvs til ugen efter Pinse i maj.
