Den 16. juni er den internationale dag for pengeoverførsler (remitter) mellem familiemedlemmer, og selvom det måske ved første øjekast kan virke som en lidt pudsig ting at ville markere, årligt og internationalt, så er det bestemt ikke en joke-dag.
Remitter fra migranter til deres familier i oprindelseslande anses nemlig, af mange, for at være helt essentielle for bekæmpelse af ekstrem fattigdom og en vigtig faktor for økonomisk udvikling i mange lav- og mellemindkomst lande. Pengeoverførsler giver mange af verdens fattigste mulighed for at købe mad og drikkevand, mulighed for at få adgang til sundhedsydelser og uddannelse.
Det ved FN godt. I 2018 vedtog generalforsamlingen en resolution (72/281), der understreger remitters betydning for verdensmålene om bæredygtig udvikling.
Meget større end udviklingsstøtte og investeringer
Det er en enorm mængde af penge, der bliver overført til lav- og mellem-indkomsts lande af immigranter og efterkommere hvert eneste år.
Ifølge FN var kapitalstrømmen fra remitter allerede i 2019 tre gange så stor som den mængde af penge, der overføres i form af udviklingsstøtte og investeringer fra udenlandske selskaber
Ifølge FN var kapitalstrømmen fra remitter allerede i 2019 tre gange så stor som den mængde af penge, der overføres i form af udviklingsstøtte (ODA) og investeringer fra udenlandske selskaber (FDI).
Og mængden af remitter stiger kun år for år, fastslår IFAD. Dog er det vigtigt at holde sig for øje, at den hastige stigning i de seneste år, kan skyldes at det er meget nemmere at registrere penge, der bliver sendt igennem de – i stigende grad populære – digitale remit-tjenester, end tidligere tiders kontantmodeller.
Særligt under COVID-19 krisen tiltog brugen af de digitale remit-tjenester, fordi det blev så svært at rejse fra land til land og indenfor landegrænser. Tjenester som Worldremit og Remitly samarbejder nemlig i mange tilfælde med mobilbanktjenester, som Mpesa i Kenya og Zaad i Somalia, som ikke kræver hverken bankkonto eller smartphone.
Mange, herunder IMF, havde ellers frygtet, at COVID-19-krisen ville stoppe migranternes pengeoverførsler, men det var altså ikke tilfældet.
Verdensbanken anslår at 4.260 milliarder kroner (det er 4.260.000.000.000 kroner!) blev sendt som remitter til lav- og mellem-indkomstlande alene i 2022, og størstedelen af de penge går direkte til de forventede modtagere.
Og ifølge forskning finansieret af Verdensbanken er der da også en direkte gennemsnitlig sammenhæng mellem stigning i remitter et land modtager og en stigning i landets GDP. Remitter hjælper altså med udvikling og mindsker fattigdom, og de fire forfattere til rapporten finder, at remitter, måske, er bedre til at sikre sund udvikling over tid end udviklingsstøtte.
Læs også: Migration som en global nødvendighed
Det er ikke helt så ligetil
Det er dog vigtigt at være opmærksom på at Verdensbanks forskerne også kommer med en del forbehold og betænkninger. Så det er nok for tidligt at konkludere, at udviklingsstøtte kan erstattes med nemmere pengeoverførselsmuligheder.
De fire forfattere påpeger, at effekten af remitter er meget uens i de 80 lande, de har undersøgt. En af konklusionerne er, at remitter styrker udviklingen i ”høj-middel-indkomstlande” i markant højere grad end i ”lav-middel-” og ”lav-indkomst-lande”. Men effekten varierer altså også fra land til land indenfor kategorierne.
Forfatterne fremhæver også andre betænkninger ved remitter i forhold til økonomisk udvikling. De understreger, at hvis overførselsindkomsten overstiger den tilgængelige almene lønstørrelse, så vil remitterne føre til mindsket arbejdslyst og ikke mere produktion.
På den anden side fremhæver de, at remitter også tydeligt muliggør jobskabelse, og i udpræget grad giver fattige befolkningsgrupper mulighed for at starte indkomstgenerende selvbeskæftigelse.
Fanget i ekstrem fattigdom
Andre forskere, som Karla Borja og Joshua D. Hall, påpeger, i et paper fra 2018, at der er en del forskning, der peger på, at remitter kan medvirke til at fange dele af befolkningen i ekstrem fattigdom.
Visse studier finder, at det ofte ikke er de allerfattigste, der modtager remitter, blandt andet fordi det kan være en dyr affære at hjælpe en slægtning med at blive en succesfuld migrant.
De allerfattigste bliver trukket dybere ned i fattigdom, når remitter kommer og den ekstra disponible indkomst skaber inflation. Imens kan de relativt bedre stillede med migrantslægtninge bruge de remitter, de modtager, til at lave investeringer og komme ud af fattigdom.
Remitter er altså med til at skabe en stor klasse af mennesker uden håb om at kunne forbedre deres livsforhold.
Borja og Hall finder det dog selv mest sandsynligt, at den stigende forskel i evnen til at få gavn af remitter, findes på det institutionelle niveau. Ifølge Borja og Hall er mellem- og høje indkomstgrupper i modtagerlandene bedre i stand til at overkomme de problemer som svage institutioner medfører som korruption og politisk ustabilitet. De ser altså en stor sammenhæng mellem, hvor stærke et lands institutioner er og i hvilken udstrækning alle samfundslag får gavn af remitter på langt sigt.
Så selvom vi endnu ikke helt forstår effekten af remitter – til det mangler vi meget mere forskning – så taler 4,26 billioner kroner for sig selv, og er vel en mærkedag værdig.
