Fremfor et gennembrud synes israelere og palæstinensere at være tættere end nogen sinde på et totalt sammenbrud. Uden dramatiske fremskridt er der en reel fare for, at en palæstinensisk styreform vil smuldre og Israel vil overtage fuldt ansvar for sundhed, uddannelse og velfærd for 2,5 millioner palæstinensere på Vestbredden.
Samtidig må Israel beslutte, om man skal styre Vestbredden med en eller to juridisk myndigheder, hvilket ville betyde, at Israel vil skulle vælge mellem en binational stat og apartheid, begge situationer katastrofer for det israelske demokrati.
De to parter opfører sig uhyre dårligt.
På den ene side er der Hamas, hvis blodige strategi det er at ofre mennesker i Gaza uden hensyn til de menneskelige omkostninger. Det kaster bølge efter bølge af demonstranter mod det israelske grænsehegn, hvor de dør til ingen verdens nytte.
Hamas skyder palæstinenserne i foden
Lad det være sagt. Hamas er en forbandelse for palæstinensernes sag. På et tidspunkt, hvor nøglen til et palæstinensisk gennembrud med Israel er at få israelerne til at føle sig sikre inden for deres grænser, men moralske usikre i fortsat at holde fast i besatte områder, gør Hamas det stik modsatte af sund fornuft.
Fremfor at holde igen, kræve en to-statsløsning og lade en umoralsk besættelse smuldre, fortsætter Hamas med at grave tunneler ind i Israel udelukkende for at kidnappe civile og sprede den usikkerhed, som får Israel til at føle sig moralsk sikker i sin sag og fortsætte besættelsen og opgive freden. Hamas skyder palæstinenserne i foden.
På den anden side nyder Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, godt af modpartens mangel på fornuft. Han kan ufortrødent fortsatte besættelsen, ja udvide den, uden at føle sig moralsk usikker. Han behøver derfor ikke anstrenge sig for at gøre fremskridt og finde en fredsløsning. Den forfærdelige udsigt til en binational stat og apartheid bekymrer ham ikke.
Benjamin Netanyahu er desværre godt på vej til at skrive sig ind i historiebøgerne som den israelske premierminister, der ødelagde Israel som et demokrati.
Trump og bosætterne
Tiden er inde til hårde valg
En sådan plan ville give de arabiske ledere det nødvendige råderum i forhold til deres offentligheder for at støtte en Trump-plan og give palæstinenserne råderum til at genoptage forhandlinger med Trump (som de har stillet i bero efter hans flytning af ambassaden til Jerusalem).
Abbas’ udspil vil også gøre det klart for Trump med al tydelighed, at hvis dennes plan ikke omfatter dette minimum for en palæstinensisk stat og palæstinensisk suverænitet i de arabiske distrikter i Jerusalem, så er der intet at forhandle om. Planen vil være dødfødt i den arabiske verden, ikke kun på Vestbredden.
Hvis Trump går ind på et sådant palæstinensisk-arabisk initiativ og gør det til en del af sin plan, ville det også tvinge Netanyahu til at komme ud af busken og træffe nogle store beslutninger. For sandheden er, at Netanyahu har leveret nul og niks vedrørende spørgsmålet om en palæstinensisk stat og nul og niks angående spørgsmålet om palæstinensisk suverænitet i Jerusalem.
Netanyahu har formået at holde sine holdninger (stædighed) skjult og maskere manglen på moralsk rygrad, fordi palæstinenserne har tyet til vold og boykottet forhandlinger med Trump siden ambassadeflytningen.
Bernhard Bierlich er PhD (Cambridge)
