”Det er, som om alle de tillærte normer, bestemt og formet af historie og kultur, og som har givet mening og farve til mit livsindhold, i det nye land opleves som værdiløse eller måske direkte i modstrid med det, der er almindelig praksis i Danmark”…”Jeg tænker, at hvis alt det, som Danmark står for, er rigtigt, så er alt, hvad jeg har lært og gjort indtil nu, forgæves, forgæves”.
De to citater er fra side 181 i den selvbiografiske roman ”Rejsen” af Saida Benakrich. De fortæller om en ung pige, Saphiya, der er tæt ved at få ødelagt alt selvværd i den kulturelle og menneskelige konflikt, hun står midt i i Danmark, efter at være blevet omplantet fra en idyllisk marokkansk landsby.
Det er en af mange stærke refleksioner. Hvad gør det ved et barn eller en teenager at få at erfare, at alt hvad hun hidtil har lært og troet er uanvendeligt og i værste fald skader hendes muligheder. Hvilke enorme udfordringer er det, hun skal se i øjnene? Og hvordan undgår hun en livsødelæggende traumatisering?
Mødes med fordomme
Bogens Saphiya klarer det, som forfatteren Saida har gjort det. Der er næppe stor forskel på de to, og Saida Benakrich har knoklet ambitiøst og målrettet for at klare sig. Hun er tidligere skoleleder i København og i dag chefkonsulent i Københavns Kommune. Hun er dermed rollemodel og beviset på, at det kan lade sig gøre.
Det gør imidlertid ikke ”Rejsen” til munter læsning. Langt hen ad vejen er det en vemodig bog om tab, og samtidig en beskrivelse af den fordomsfuldhed, som selv de flittige og ambitiøse indvandrere er blevet mødt med i Danmark.
Saida/Saphiya vokser op i en marokkansk landsby, og lærer blandt andet om livet og tilværelsen af sin farfar, der beskrives meget varmt og smukt. Hendes far er til gengæld én blandt de mange unge marokkanere, der er taget til Europa for at finde arbejde, for vel beskrives landsby- og barnelivet som idyl, men der mangler arbejde og muligheder.
Næste generation
I 1972 kommer faren tilbage for at hente Saphiya og hendes søskende og mor med til Danmark. Rejsen starter, og omkostningerne bliver store. Tabet bærer hun med sig, og trods den personlige karriere oplever hun nye tab, som dog måske er næste generations sejre.
En søn, Elias, vælger således som voksen til dels i frustration over Danmark, at tage til England. Efter 6 år har han fået ”ny næring” og er blevet mere sikker og afslappet. Mere i balance med sig selv.
”Boligforholdene er dårlige, sundhedssystemet er dyrt. Alligevel er jeg glad for at være der. Der er ikke den samme hadske debat om indvandrere og flygtninge, som man oplever i Danmark. I England bruger man ikke udtryk som ”førstegenerationsindvandrere.” Man spørger heller ikke, hvor folk kommer fra. Man er simpelthen bare englænder uanset etnisk baggrund”.
Vigtig bog
Det er vigtigt at få skrevet bøger som ”Rejsen”. Vigtigt for os for at forstå en smule mere om andre mennesker og om vores egne fordomme og facader. ”Rejsen” er en både god og en vigtig bog. Indimellem går der lidt for meget leksikon i den, når vi skal have alt for meget faktuelt og kulturelt forklaret for eksempel i samtaler mellem farfar og barnebarn. Der kunne være strammet her og der, men det er småting.
Jeg har læst ”Rejsen” midt i en valgkamp, hvor ingen taler om kultur, men hvor nedladende udtalelser om ”forkerte” og ”rigtige” indvandrere florerer. Hvis ikke Elias var rejst allerede, ville han gøre det nu.
Saida Benakrich: Rejsen. 374 sider. kr 249- Forlaget Siesta.
