Knud Vilby
Knud Vilby (født 1942) er journalist, forfatter og ind imellem udviklingskonsulent. Han har i mere end 35 år beskæftiget sig med de politiske, sociale og menneskelige forhold på det afrikanske kontinent.
Han har arbejdet på Danmarks Radio, været chefredaktør på Information, formand for Den Danske Unesco Nationalkommission og Mellemfolkeligt Samvirke samt for Dansk Forfatterforening. Han var i en periode ligeledes medlem af Danidas styrelse og har også været formand for IWGIA, International Work Group for Indigenous Affairs.
Så mangler der naturligvis penge. Og så bruger man (Venstre) ikke blot verdens fattige uden for Danmark (udviklingsbistanden), men også de trængte i Danmark (bl.a. asylansøgere og flygtninge men også kontanthjælpsmodtagere) som en pengetank til finansiering af mere velfærd til de rige.
Udviklingsbistanden beskæres, ydelser til flygtninge reduceres igen, kontanthjælpsloftet sænkes, og der disponeres over nogle ubekendte millioner/milliarder ved at hævde, at antallet af ankomne asylansøgere kan begrænses. Dansk Folkepart er altid klar med en grænsebom.
Sjældent har man (og nu er man os andre) set en mere klassisk beskrivelse af, hvordan de fattige agerer pengetank til finansiering af de riges velfærd. Hos de elendige kan man (Venstre) hente alle de penge, der mangler. Og det er jo rigtigt mange.
Socialdemokraterne følger godt med. ”Alt det I (Venstre) strammer, kan vi (Socialdemokraterne) stramme værre”. Og ”vi (Socialdemokraterne) er i virkeligheden de eneste rigtige strammere”.
Men for feinscheckere er der også forskelle. Socialdemokraterne vil ikke skære i bistanden. De vil ”kun” skære i tidligere løfter om at sætte bistanden i vejret i overensstemmelse med regeringsgrundlaget. (Farvel klimabistand). Og Socialdemokraterne går ikke ind for offentlig nulvækst. Med en vækst på 0,6 % om året i de offentlige udgifter, bliver de fattige ikke helt ene om at betale de ekstra udgifter.
Fælles for Venstre og Socialdemokraterne er, at der ikke må prioriteres i de eksplosive medicin- og andre sundhedsudgifter, til os der er ved at blive gamle og værkbrudne.
Tænk engang at have som politisk vision og budskab, at der ikke må prioriteres.
På en række områder er afgørende grænser overskredet. Vi har nogle politikere, vi ikke kan være bekendt. Ikke dem alle, men mange.
Valget bliver ret afgørende for, om vi også får et samfund, vi ikke kan være bekendt.
Og for om det ender med, at vi knapt kan være os selv bekendt, når vi præsenterer os som danskere.
