Knud Vilby
Knud Vilby (født 1942) er journalist, forfatter og ind imellem udviklingskonsulent. Han har i mere end 35 år beskæftiget sig med de politiske, sociale og menneskelige forhold på det afrikanske kontinent.
Han har arbejdet på Danmarks Radio, været chefredaktør på Information, formand for Den Danske Unesco Nationalkommission og Mellemfolkeligt Samvirke samt for Dansk Forfatterforening. Han var i en periode ligeledes medlem af Danidas styrelse og har også været formand for IWGIA, International Work Group for Indigenous Affairs.
V-regeringen sætter kursen, og sommeren skal blandt andet bruges til at sænke ydelsen til nye flygtninge i Danmark. Det var det, der under Anders Fogh Rasmussen skabte fattigdom. Dengang hed det starthjælp.
Alligevel tror jeg, jeg ville være parat til at støtte det, hvis det var led i den store solidariske internationale plan på et tidspunkt, hvor krige og kriser overskyller verden, og hvor flygtningestrømmen er større end nogensinde.
Hvis en dansk regering erklærede, at vi med vores rigdom har en pligt til i denne situation at gøre en særlig indsats, og at alle må være med til at betale, så synes jeg det ville være OK, også at bede om et bidrag fra flygtningene.
Det ville være en situation, hvor man sagde, at Danmark udover den langsigtede (i bedste fald krise-forebyggende) udviklingsbistand, også må bevilge ekstra penge for at sikre, at FN-systemet virker, og yderligere humanitær bistand for at sikre mad og anden hjælp til flere flygtninge i nærområder verden over.
Det ville være en erklæret politik om at ville hjælpe flere og at gøre mere for fred. Det ville kræve ofre, og det ville kunne forsvares at sige, at flygtninge der er sluppet ind over vores grænse, skal være med til at finansiere.
Men som bekendt er regeringens politik en anden. Den vil skære i ydelser til flygtninge, samtidig med at den skærer dramatisk i udviklingsbistanden, og gør det endnu mere umuligt at sikre menneskelighed for millioner af flygtninge i verdens nærområder.
Og både beskæringerne i kontanthjælp til flygtninge og i internationale fattigdomsindsatser skal bruges til, med Lars Løkkes ord, at skabe rum for skattelettelser og forbedringer af dansk kernevelfærd.
Svaret på den største internationale krise og flygtningestrøm, vi kan erindre, er, at Danmark reducerer sin internationale rolle for at sikre bedre velfærd og lavere skat i et mere isoleret Danmark.
Der kører p.t. – især på Globalnyt – en debat om, hvorvidt dansk udviklingsbistand i højere grad end tidligere skal bruges til humanitære indsatser, flygtninge og katastrofer.
Det er imidlertid en meget teoretisk debat.
Katastroferne er der, og Danmark vil blive afkrævet medfinansiering. Hvis nedskæringerne står fast, og det gør de nok, så er det uomgængeligt at flytte penge fra langsigtet udvikling til aktuelle nødvendige humanitære indsatser.
Man kan ikke sige nej til at redde folk fra sult og død her og nu ved at henvise til behovet for langsigtet udvikling og ombygning.
Der er internationale forventninger til Danmark – også i forhold til katastrofehåndtering, og når katastroferne vokser i antal og omfang, samtidig med at bevillingerne reduceres, så må det langsigtede naturligvis nedprioriteres.
Jeg kunne godt tilføje lidt om forsvarsudgifterne, der ikke beskæres, og om indkøb af avanceret militært materiel for milliarder, som heller ikke anfægtes, men det ville ikke ændre ved substansen.
Det, der sker, er langt hen ad vejen skammeligt. Men det er også uundgåeligt. Det ser end ikke ud til at være et hovedtema for den nye opposition.
