Guatemala: Ny præsident indbyder NGOer til samarbejde

Redaktionen

Med den 57-årige Oscar Berger som ny præsident i Guatemala er den traditionelle magtelite ved roret i det mellemamerikanske land. Men Berger fra Den Store Nationale Alliance (Gana) har inviteret både politiske modstandere og NGOer til et bredt samarbejde for at genrejse landet, skriver Folkekirkens Nødhjælp i en rapport fra Guatemala, der bringes på organisationens hjemmeside www.noedhjaelp.dk

Berger har lovet, at hans ny regering vil leve op til fredsaftalerne fra 1996, sikre migranternes forhold og gøre en indsats over for den mayaindianske befolkning. Meldingerne er blevet modtaget med en vis optimisme, og FNs særlige udsending i Guatemala, Tom Königs, tror på, at Berger vil leve op til fredaftalerne.

Oscar Berger har som noget nyt i Guatemala inviteret fremtrædende menneskeretsforkæmpere til at deltage i regeringens arbejde. Berger ville således gerne have haft vinderen af Nobels fredspris, Rigoberta Menchu, tilknyttet regeringen som “ambassadør og gesandt for befolkningen.”

Rigoberta Menchu ønsker dog ikke en sådan post, men vil gerne samarbejde med regeringen ved at indbringe sager for den offentlige anklager på vegne af hendes organisation, Rigoberta Menchu Fonden.

Rosalina Tuyuc fra enkeorganisationen Conavigua, som Folkekirkens Nødhjælp samarbejder med, har efter Bergers udspil fremhævet nødvendigheden af, at forskellige organisationer samarbejder med statens institutioner for at forbedre arbejdet med menneskerettigheder, skriver informationsmedarbejder i Folkekirkens Nødhjælp Per Bergholdt Jensen i sin rapport fra landet

Men samtidig advarer Tuyuc om, at hvis statsmagten fortsat tilhører militæret og “manipulerende kræfter”, vil civilsamfundsaktørerne kun blive brugt til at rense regeringens image, og ikke til at bekæmpe straffriheden i landet, skriver avisen La Hora.

Den offentlige anklager vedrørende menneskerettigheder, Sergio Morales, gør også opmærksom på den risiko, organisationerne løber ved at blive “ringforlovet” med regeringen. – De fejl, regeringen begår, vil hvile som en skygge over dem, der samarbejder med den, udtaler han til La Hora.

Berger har inviteret sin modstander ved præsidentvalget, Alvaro Colom, fra Partiet for National Enhed og Håb (UNE), til at “deltage i det projekt som vi repræsenterer”.

Colom fik en million stemmer ved valget, vandt 12 ud af 22 valgkredse og opnåede i alt 45,87 procent af stemmerne. Berger vandt dog så stort i hovedstaden, at han opnåede flest stemmer, i alt 1,2 millioner. Berger fik i alt 54,13 procent af stemmerne.

Alvaro Colom har i første omgang stillet sig afvisende over for Bergers indbydelse om at deltage i et regeringsprojekt. Colom gik til valg på at hjælpe de fattige med vægt på at udbygge social- og sundhedsvæsenet. Berger er tilhænger af en nyliberal økonomisk politisk og har udtalt, at den eneste måde at få alle guatemalanere i arbejde på er ved hjælp af udenlandske investeringer i landet.

Iagttagere peger også på, at en af Bergers styrker som præsident er hans tætte relationer til de magtfulde topfolk i erhvervslivet i Guatemala. Men en af svaghederne kan blive selve Bergers regeringsgrundlag.

Gana er nemlig ikke et parti, men en valgalliance af 3 små højrefløjspartier, der skal finde samarbejdspartnere for at få flertal i Kongressen.

Bergers vej til præsidentembedet har været brolagt med gyldne valgløfter om alt fra øgede indtægter til de guatemalanske familier, øgede investeringer og flere jobs til bekæmpelse af kriminalitet og udvidelse af sundheds- og undervisningssektorerne.

Nu skal løfterne indfries. Berger står over for meget store udfordringer i det mellemamerikanske land. Alene at få udryddet korruption og magtmisbrug og få etableret et retfærdigt og funktionsdygtigt retsvæsen vil kræve en kolossal indsats, ikke mindst fordi det vil indebære en mentalitetsændring blandt mange ansatte i statsapparatet.

Men selv om problemerne er mange, skal Bergers ny regering være i særklasse ringe for at hamle op med den afgående pæsident Portillo og hans FRG-regering, der af guatemalanske analytikere og medier stemples som rekordindehaver i inkompetence, korruption og magtmisbrug, skriver Folkekirkens Nødhjælp i sin rapport..

Per Bergholdt Jensen, Informationsmedarbejder