7,5 millioner Dagsværk-kroner til piger i Cambodja

Redaktionen

Operation Dagsværk 2003 er netop afsluttet, og årets operation blev en kæmpe succes, som hilses med stor tilfredshed blandt landets gymnasieelever og hos Folkekirkens Nødhjælp, skriver Nødhjælpen på sin hjemmeside onsdag aften

Et rekordstort antal – op mod 35.000 – elever gav en dags arbejde og med et indsamlingsbeløb på 7,5 mio. kr. har de opnået et årsresultat, der er det bedste siden 1992 og dermed i 11 år.

Sådan lød meldingen fra Operation Dagsværk onsdag aften, efter at de forskellige indsamlingsgrupper på gymnasierne havde meldt de foreløbige resultater ind til hovedkvarteret i København.

De indsamlede midler går til 2 af Folkekirkens Nødhjælps samarbejdspartnere, der hjælper fattige teeenagepiger til at få en uddannelse og undgå prostitution i årets projektland – Cambodja i Sydøstasien.