Danida svarer mandag i en pressemeddelelse på anklagerne i en ny brochure fra Folkekirkens Nødhjælp om at have bragt fattige afrikanske kvinder i en gældsfælde:
———
Folkekirkens Nødhjælp, produktion af æg i Malawi og vanskelighederne ved at forholde sig til faktum
Folkekirkens Nødhjælp har valgt at fokusere sit debatoplæg om dansk bistandspolitik på en meget lille del af den danske bistand til Malawi – støtten til 11 kvindegrupper, der ønskede at etablere en produktion af æg.
Det er man i sin gode ret til, men skylder pressen og offentligheden at argumentere på et lødigt og faktuelt korrekt grundlag. Desværre bygger debatoplægget i en række tilfælde på urigtige oplysninger.
Udenrigsministeriet har gjort Nødhjælpen opmærksom på disse fejl. Alligevel fremkommer organisationen med en række ikke-underbyggede konklusioner og trækker disse kvinder frem i en politisk sags tjeneste.
For det første blev støtten til kvindegrupperne ikke afsluttet på grund af beslutningen om at indstille bistanden til Malawi. Projektaktiviteterne var fra begyndelsen planlagt til at løbe over 30 måneder indtil juni 2002.
De løb helt som planlagt og med fuld finansiering. Der skete kun en mindre afkortning på 2 måneder for de lokalkontorer, der rådgav kvindegrupperne.
For det andet sikrede Danida sig, da det blev klart, at støtten til Malawi ville blive indstillet, at landbrugsministeriet i Malawi overtog rådgivningsfunktionen.
Samtidig indgik man i marts 2002 en helt klar aftale med den kooperative finansieringsinstitution MUSCCO om, at denne påtog sig ansvaret for, at låntagerne ikke blev udsat for “negative virkninger”. Det ville normalt indebære, at MUSCCO, hvis kvinderne var ude af stand til at betale lånet tilbage, ville eftergive gælden.
De penge MUSCCO udlånte til kvinderne, havde MUSCCO fået som gave fra Danida (3,5 mio. kr.). Grunden til, at MUSCCO fik dem som en gave var, at når man låner penge ud til uerfarne grupper som de pågældende kvinder, så er det en nærliggende risiko, at lånene ikke bliver betalt tilbage.
MUSCCO ville uden at svække sit kapitalgrundlag kunne have eftergivet de 120.000 kr., som kvinderne skyldte. Nødhjælpens forslag om, at Danida skulle indfri kvindernes gæld, var i realiteten et forslag om, at Danida skulle betale MUSCCO 2 gange for den samme aktivitet.
MUSCCO oplyste i december 2002 overfor Danida, at restgælden var “totalt afskrevet”. Det er derfor vanskeligt at sige, hvorfor MUSCCO alligevel har valgt at fastholde kravet overfor kvinderne, men Nødhjælpens forslag om, at nogen (Danida eller Nødhjælpen) burde indfri kvindernes gæld, har muligvis kunnet give MUSCCO det indtryk, at der var en donor på vej med en stor pose penge.
Endelig skal det bemærkes, at hverken den danske ambassade i Lilongwe eller Danida på noget tidspunkt har stillet kvinderne i udsigt, at aktiviteterne skulle videreføres i en yderligere fase af en privat organisation.
Det er rigtigt, at nogle af de danskere, der var ansat som konsulenter, som f.eks. Hans Askov Jensen, gerne havde set en sådan løsning, men en sådan videreførelse fik aldrig opbakning fra ambassaden eller Danida.
Nødhjælpen er også fuldt bekendt med, at MUSCCO i en rapport fra december 2002 har peget på en helt anden grund til gruppernes problemer:
Nemlig at kvinderne på grund af den tørke, der ramte Malawi i januar 2002, holdt op med at fodre hønsene, og i stedet selv spiste det foder, hønsene skulle have haft, slutter Danida.
Yderligere oplysninger hos kontorchef Bo Jensen, tlf. 33 92 03 78.
