Fidel Castro udnævnt til formand for Alliancefrie Lande

Redaktionen

Fredag morgen (Cubansk tid) blev Fidel Castro udnævnt til formand for Bevægelsen af Alliancefrie Lande, som i disse dage holder topmøde i Havana, skriver franske Le Monde.

Cuba stod til at overtage formandsskabet efter Malaysia for de kommende 3 år. Men det er usædvanligt, at man udnævner en regeringsleder, som endnu ikke har været til stede ved topmødet.

Fidel Castro gennemgik en maveoperation i juli. Dengang overdrog han ledelsen af Cuba til sin lillebror, Raúl Castro, som hidtil har tegnet landet ved topmødet.

80-årige Fidel Castro har siden kun optrådt på fotos, senest sammen med Venezuelas præsident, Hugo Chavez, torsdag – og samme dag sammen med FNs generalsekretær, Kofi Annan, offentliggjort i den cubanske avis, Juventud Rebelde (Rebelsk Ungdom, red.)

Begge deltager i topmødet i Bevægelsen af Alliancefrie Lande sammen med 55 andre stats- og regeringschefer. Bevægelsen tæller 118 medlemslande primært i Latinamerika, Afrika og Asien.

Blandt medlemmerne er flere af USAs værste fjender: Hugo Chavez, Venezuela, Mahmoud Ahmadinejad, Iran, Zimbabwe’s Robert Mugabe og Hvideruslands Alexander Lukashenko.

Venezuelas præsident, Hugo Chavez sagde efter mødet med Castro, at han er mere levende end nogensinde, og at han snart er klar til at spille base-ball igen.

Samtidig antydede han dog, at Castro måske ikke kommer til nogle af de officielle møder i Bevægelsen af Alliancefrie Lande på grund af sit helbred.

Cubas Udenrigsminister, Felípe Pérez Roque, bebudede tidligere på ugen, at Fidel Castro ville sidde for bordenden til den afsluttende middag, lørdag.

Det har han siden trukket i sig igen med udtalelser om, at alt afhænger af, hvordan det går med præsidentens bedring efter operationen.

Det er 2. gang Fidel Castro er formand for bevægelsen. Første gang var i årene 1979 – 1983. Han er den eneste overlevende af de ledere, der stiftede Bevægelsen af Alliancefrie Lande, blandt hvem var Jugoslaviens Marskal Tito og Egyptens præsident Nasser.