Af Troels Dam Christensen, WWF Verdensnaturfonden
EU er den største bidragyder af udviklingsbistand i verden. EUs medlemslande og EU-Kommissionen står samlet for over halvdelen af OECDs globale udviklingsbistand, og EU-Kommissionen yder alene ca. 52 mia. kr. om året i bistand.
EUs bistand er derfor afgørende for den udvikling, der skabes i mange af verdens fattige lande – og afgørende for om det er en miljømæssig bæredygtig udvikling. Desværre tyder meget imidlertid på, at den udviklingsbistand, der kanaliseres gennem EU-Kommissionen, ikke tager nok hensyn til miljømæssig bæredygtig udvikling, fremgår det af 92 gruppens seneste nyhedsbrev “Miljø og Udvikling”.
En ny rapport fra WWF ”EU Aid: Reducing Poverty Through a Sustainable Environment” viser, at det ikke står særligt godt til med miljøinddragelsen for den væsentlige del af EU-Kommissionens udviklingsbistand, der kanaliseres til lande i Afrika, Vestindien og Stillehavet gennem den såkaldte Cotonou aftale.
Selv om Cotonou aftalen forpligter sig til miljømæssig bæredygtig udvikling, og miljø er et af de vigtigste tværgående hensyn, er det så som så med de konkrete skridt for at sikre dette.
Som et eksempel kan nævnes, at der ifølge Cotonou aftalen formelt skal foreligge miljøanalyser som grundlag for hvert lands bistandsprogram. En nylig analyse viser, at der kun for 4 ud af 59 lande var udarbejdet miljøanalyser, der fulgte de formelle retningslinjer, og kun for 30 lande var der udarbejdet en eller anden form for miljøanalyse.
Den manglende miljøinddragelse er et stort udviklingsproblem, især for de fattige i u-landene. Talrige undersøgelser viser, at især de fattigste befolkningsgrupper er direkte afhængige af naturressourcerne i deres omgivelser – og derfor også af den bæredygtige udnyttelse af dem.
Derfor er det nødvendigt, at EU og modtagerlandene tager deres ansvar alvorligt og reelt sikre, at EUs bistand går til bæredygtig udvikling.
Dette efterår er der en enestående chance for dette, da Cotonou aftalen i øjeblikket gennemgår en midtvejsevaluering, hvor alle de ansvarlige regeringer er involveret.
Det er således nu den danske regering og Udenrigsministeriet skal vise, at de mener det alvorligt, når de taler om bæredygtig udvikling for de fattigste.
