Direktøren for det danske klimanetværk “Copenhagen Clima Network”, Niels Jørgen Langkilde, går i et 16 siders særtillæg om malaria i mandagsudgaven af gratisavisen metroXpress bl.a. ind for at bekæmpe malariamyg med giftstoffer fra Cheminova.
Det tidl. konservative folketingsmedlem skriver, at “kemisk bekæmpelse af myg kan være løsningen i en periode”.
“Derfor kan danske Cheminovas gifte mod malariamyg være en del af en strategi i en årrække for at fjerne eller reducere antallet af myg i visse områder”, fortsætter Langkilde, der medgiver, at det “ikke er ufarligt for miljøet, men det mindsker i betydelig grad antallet af dødsfald”.
Cheminovas gifte og den til tider lemfældige anvendelse af dem i Den 3. Verden har tidligere været i søgelyset.
Niels Jørgen Langkilde slår desuden til lyd for, at malariabekæmpelse bliver et fokusområde for dansk u-landshjælp, idet den frygtede tropesygdom koster en million dødsofre om året, heraf mange børn.
“Man kunne foreslå, at Danmark tog landene i det sydlige Afrika et for et for at begynde et sted, hvor effekten i samfundet ville være voldsom positiv. Erfaringer fra det ene land kan så bruges som baggrund til kampagne i de næste lande”, anfører netværksdirektøren, der fylder 59 i dag tirsdag.
Han lægger til:
“Fokuseringen kunne planlægges til at vare en årrække. Man kunne sammensætte et rejsehold, hvor vi udnytter de mange forskellige danske kompetencer i et offentligt-privat samarbejde”.
Langkilde nævner oplysningsvirksomhed og uddannelse målrettet mod sundhedspersonale, aktivisering af lokale NGOer på området, støtte til danske forskere i at udvikle en vaccine og – ikke mindst – uddeling af myggenet i truede områder af verden.
Indstikket i metroXpress præsenteres som et annoncetillæg og har Danidas oplysningsbevilling som hovedsponsor. Langkilde takker Danida for “et væsentligt økonomisk bidrag” til udgivelsen.
Se også www.ccn2009.org