U-landsnyts kulturredaktion anbefaler over de næste uger fem danske skønlitterære værker, der på hver deres måde udmærker sig ved at omhandle forholdet mellem Danmark og Afrika.
De anmeldte værker er Jakob Ejersbos Afrika-trilogi (2009), Kirsten Thorup: Tilfældets gud (2011), Kirsten Hammann: En dråbe i havet (2008), Katrine Marie Guldager: Kilimanjaro (2005) og Karen Blixen: Den afrikanske farm (1937).
# 1 Jakob Ejersbos Afrika-trilogi
Et uomgængeligt værk inden for kategorien ”danske skønlitterære værker om forholdet til Afrika” er Jakob Ejersbos (1968-2008) posthumt udgivne Afrika-trilogi. Det monumentale værk består af romanerne Eksil, Liberty samt fortællekredsen Revolution, der alle udkom i 2009.
Personerne i trilogien er forbundet med Afrika og i særdeleshed Tanzania. Samlingspunktet er miljøet omkring den internationale skole i Moshi.
Jakob Ejersbos baggrund for at være i stand til at blotlægge brudstykker af en anden afrikansk virkelighed er, at han selv boede i Moshi i 1974-77 og 1981-83 sammen med sine forældre og storesøster. Faderen arbejdede med udviklingsbistand, og moderen hjalp på hospitalet i Moshi.
Forfatteren rejste tilbage til Tanzania af flere omgange – bl.a. for at researche til sine romaner. Drengen Christian, der er blandt hovedpersonerne i trilogien, fremstår som et alter ego for Jakob Ejersbo.
Sort/hvid
Fortællingerne i trebindsværket foregår primært i Tanzania, hvor udgangspunktet er den internationale skole i Moshi. Blandt de personer, der skildres, er de fleste unge mennesker med udstationerede forældre og andre ex-patriates.
Panos er en typisk hybrid karakter i Ejersbos romaner: han er lidt græsk, lidt engelsk og tanzaniansk for resten. Det gælder for flere af personerne, at Afrika er kommet helt under huden på dem.
Samantha, der er hovedperson i romanen Eksil, siger det skarpt: ”Jeg har ikke set England i tre år. Vi har boet her (i Tanzania, red.) i tolv – jeg ender som tanzanianer.”
Den danske dreng Christian oplever samme forvirring og finder sig aldrig til rette i Danmark igen efter at have tilbragt en stor del af sin ungdom i Tanzania.
Selvom der blandt nogle personer i værkerne er en forestilling om at holde det hvide og det sorte adskilt, overskrides grænserne igen og igen – især i form af seksuelle forhold.
Flere anmeldere fremhæver, at der ikke er noget sort-hvidt hos Ejersbo – de hvide vil være sorte, og de sorte hvide. Dette fremgår tydeligst i venskabet mellem den tanzanianske dreng Marcus, der arbejder for en svensk udstationeret familie, og den danske dreng Christian, hvis forældre arbejder i Tanzania. De stræber hver især mod at blive for Marcus’ vedkommende hvid og for Christian sort. Et projekt der er dømt til at mislykkes.
En afrikansk stemme
”Kolonialistisk. Den hvide mand har strøm i huset og kan sidde i afslapning når han tømmer sig; bruge blødt hvidt papir til at tørre skidtet væk. Den sorte mand må sidde på hug i ghettolokummets mørke mens kakerlakker løber på hans fødder, og han må vaske røven med hånd og vand og få skidt under neglene.” (Liberty, s. 35)
En blandt Ejersbos store bedrifter i trilogien er, at han med hidtil uset indlevelse og faktuelt kendskab (bl.a. til swahili) ikke alene beskriver en dansk drengs oplevelser i Tanzania men på lige fod giver stemme til den tanzanianske dreng Marcus. Han er opvokset i fattigdom og druk og har tidligt forstået, at det er gennem arbejde for de hvide, at han kan få sin chance.
Marcus skildrer under overskrifter som ”Lille sort hjælper”, ”Air total confusion” og ”Syg neger” sin hverdag som ansat hos den svenske familie med bwana Jonas, der boller til højre og venstre, hans kone Katriina, som neurotisk forsøger at holde sammen på det hele, og sit ømme forhold til de to døtre Solja og Rebekka, der taler lige så godt swahili som svensk.
Fortællingerne er mest rørende der, hvor barnet – så tillidsfuldt og skrøbeligt – mødes af kærlig omsorg midt i den forvirrende, korrumperede og korpulerende voksenverden.
Hvis værket var en film, ville man nogle steder holde sig øjnene, for der er råt, meget råt. Til tider er det dog også morsomt, som da der uden at sige for meget fødes en mørk baby i Finland.
Opgøret med Blixen
Jakob Ejersbos trilogi fornyer tiltrængt den danske litteraturhistoriske tradition, hvor Den afrikanske Farm stadig er det mest refererede værk. Ejersbos doku-realistiske stil er milevidt fra Blixens kolonialismeidyl, og hans kompromisløse skildring står i skarp kontrast til Blixens distancerede forhold til afrikanernes barske realiteter.
I Liberty er Karen Blixen mest af alt et skældsord. Da Christian konfronterer sin mor, der er flyttet sammen med en hollandsk farmer, vrænges det således:
”Hvem er du?” spørger jeg.
”Hvad mener du?” spørger hun.
”Er du Karen Blixen?”
I Liberty beskrives Christians opgør med moderen på linje med trilogiens implicitte opgør med arven fra Karen Blixen.
Sand litterær revolution
Ejersbos trilogi er allerede blevet en litterær klassiker med sin blotlæggelse af en afrikansk virkelighed. Fortællingerne går uden blusel helt tæt på de spændinger, der opstår, når Afrika udsættes for de hvides indtrængen – både helt konkret som i de utallige samlejer, der skildres, og i mere overført forstand.
Som Lasse Horne Kjældgård skriver i sin anmeldelse af Eksil i Politiken er det “forbandet at skulle bruge datid om Jakob Ejersbo”, som døde i 2008 kun 40 år gammel. For Ejersbo beskrev en afrikansk virkelighed, der for langt de fleste er meget fjern, men ikke desto mindre umådelig vigtig at forholde sig til. Lars Handesten skriver det rammende i sin anmeldelse af Revolution i Kristeligt Dagblad:
”Efter endt læsning af Ejersbos fortællinger kan man ikke se på Afrika med de gamle sløve øjne og de velkendte klicheer. Heri består Ejersbos vigtige bidrag til en bevidsthedsmæssig revolution.”
U-landsnyt kan derfor på det kraftigste anbefale enhver, der har interesse i mødet mellem Afrika og Europa, at trodse vægtrestriktioner på kufferterne og slæbe de tre store romaner med sig på ferie. Hvad enten det er under palmer eller i en svensk hytte langt fra Tanzania vil Afrika-trilogien ramme og revolutionere, for dette litterære mesterværk er med Bjørn Bredals ord ”stort, svedigt og sort.”
Vi anbefaler desuden Lars Zbinden Hansens artikel Afrika sort på hvidt, der kaster et kritisk og personligt blik på Ejersbos bøger – og hype’en om dem.
——————-
Du kan altid henvende dig til U-landsnyts kulturredaktion med nyheder, tips m.v.
Daniel Henschen har tlf. 29 24 45 52 og e-mail: [email protected]
Maria Bierbaum Oehlenschläger har tlf. 26 22 76 02 og e-mail: [email protected]
VIL DU ANMELDES?
Bøger til anmeldelse sendes til:
Daniel Henschen
Haveforeningen Engly 15
2300 København S
eller
Maria Bierbaum Oehlenschläger
Sankt Nikolaj Vej 13, første sal t.v.
1953 Frederiksberg C
