Mexico og narkodøden: Når fredskaravanen kommer til byen…

Forfatter billede

Af Lisbeth Rasch
Udvekslingsstudent ved det nationale universitet i Mexico By

Makabre historier om halshugninger, lynchninger og overfald har det seneste par år præget mediedækningen fra Mexico.

En krig rettet mod narkokartellerne er blevet til en krig, der omfatter hele samfundet og koster stadigt flere civile ofre. Mexicanerne er begyndt at få nok og kræver en fredelig løsning. Tag med på fredskaravane i Mexico.

”Alle mand ind i busserne! Hold jer samlet, ingen går væk fra gruppen! Ikke løbe, ingen panik!”

Råbene genlyder henover torvet i Coatzacoalcos, mens hundredvis af aktivister i alle aldre forsøger at komme hurtigst muligt ind i de busser, der skal transportere dem sikkert væk fra pladsen, nu da klokken er blevet 21, og udgangsforbuddet officielt er trådt i kraft.

Heden hænger som et tungt tæppe hen over den stille provinsby, og børnefamilier på lørdagens spadseretur er blevet erstattet af bevæbnede soldater, der skal opretholde ro og orden.

Vi befinder os i en mellemstor industriby i staten Veracruz i det sydlige Mexico – en region, der indtil for få år siden var et yndet feriemål for både mexicanske og udenlandske turister, kendt for sit karneval, det milde klima og et spraglet natteliv.

I aften har vi danset, grint, lyttet til harmdirrende taler fra indignerede menneskeretsaktivister og hjerteskærende beretninger fra grådkvalte pårørende til narkokrigens civile ofre, men nu er forestillingen slut, og vi må væk herfra hurtigst og sikrest muligt.

Siden Calderón-regeringen i 2006 erklærede krig mod narkokartellerne, er hverdagen ændret drastisk i denne region såvel som i størstedelen af det øvrige Mexico. Stadigt flere mexicanere må leve med udgangsforbud efter mørkets frembrud – påbudt af enten politiet eller narkokartellerne selv.

Overfald, kidnapninger, menneskeretsaktivister og journalister, der forsvinder, historier om halshugninger og offentlige lynchninger indgår i det daglige mediebillede og har gjort, at frygten og usikkerheden er blevet en fast bestanddel i stadigt flere mexicaneres hverdag.

Fredskaravane

Det er heller ikke som turister, vi er kommet til Coatzacoalcos.

Den seneste uge har en karavane af 15 busser med over 600 freds-aktivister rejst det sydlige Mexico tyndt med et budskab til Calderón-regeringen og narkokartellerne: ”no más sangre!” Ikke mere blod.

Dette krav om en fredelig løsning har genlydt i Mexico siden foråret 2011, da den populære kommentator og poet Javier Sicilia efter drabet på sin søn tog initiativ til en række protestmarcher og samlede mexicanere fra alle samfundslag i Movimiento por la Paz con Justicia y Dignidad, Bevægelsen for Fred med Retfærdighed og Værdighed.

I juni stod bevægelsen bag en fredskaravane rundt i det nordlige Mexico til de byer, der har været hårdest ramt af konflikten.

I bl.a. Ciudad Juarez, Monterrey og Morelia holdt bevægelsen folke-møder og indsamlede vidnesbyrd fra folk, der havde mærket konflikten på egen krop – folk, hvis familiemedlemmer, venner, naboer og kolleger var blevet dræbt eller var forsvundet, siden Calderón- regeringen valgte at sætte hårdt mod hårdt i 2006.

Stadigt flere ofre for konflikten har sluttet sig til bevægelsen, og for mange af dem er den den første reelle erkendelse af, at de er ofre vold – både den direkte vold fra narkokartellerne og den strukturelle vold fra myndighederne, der i utallige tilfælde har vendt det døve øre til borgere, der har forsøgt at få hjælp til at opklare drabssager eller opspore forsvundne familiemedlemmer.

”Vi har vakt manges bevidsthed og rørt mange hjerter på denne tur”, fortæller María Herera Magdalena hvis 4 sønner alle er forsvundne. María er en del af bevægelsens kerne: hun er altid med oppe på scenen til folkemøderne med sit banner med billederne af de 4 sønner og sin fortælling, der efterlader tilskuerne tårevædede i by efter by.

Rejsen rundt i det sydlige Mexico i forbindelse med Mexicos uafhængighedsdag 15. september er den anden store karavane, bevægelsen arrangerer, og i takt med at bevægelsen er nået bredere ud i den mexicanske befolkning og har fået etableret en kritisk stemme i den offentlige debat, er den også blevet mødt med en voksende skepsis fra observatører fra hele det politiske spektrum.

Fredsbevægelsens mål

Hvad er den såkaldte fredsbevægelses mål? Forudsætter en ende på narkokrigen et regeringsskifte eller et mere radikalt systemskifte? Og er sidstnævnte realistisk i en stat, hvis politik altid har skullet indordne sig under sin nordlige nabos interesser?

Bevægelsen hævder selv at være politisk, men anti-partipolitisk. Ifølge Luis Gomez, der er aktiv i koordineringsgruppen, er strategien at formulere en agenda, en slags ”køreplan for fred”, som en hvilken som helst politisk kandidat kan optage i sit valgprogram op til præsidentvalget i sommeren 2012.

Med fredskaravanerne rundt i Mexico håber bevægelsen på at kunne vise politikerne, at indignationen i den mexicanske befolkning er stor nok til, at en strategi for en fredelig udgang på narko-krigen, er noget, man kan vinde stemmer på.

Bevægelsens officielle formålsparagraf udsprang af en demonstration 8. maj, der kulminerede i et kæmpe folkemøde på Mexico Bys centrale plads, el Zócalo, hvor over 300.000 demonstranter var mødt op. Her formulerede man en fredspagt på seks punkter omhandlende alt fra dokumentation af krigens ofre, en ændret national sikkerhedsstrategi, bekæmpelse af korruptionen til bedre mulighed for aktiv deltagelse i det demokratiske liv.

Efter den første store fredskaravane havde bevægelsen fået så meget medvind og mediedækning, at præsident Felipe Calderón indkaldte dens frontfigurer til et dialogmøde, hvor særligt Javier Sicilia udviste en – ifølge kritikerne – lidt for venlig stil.

Den fortsatte dialog med regeringen tolkes af mange af bevægelsens kritikere som et tegn på svaghed, og mange af bevægelsens radikale støtter har taget afstand og erklæret Movimiento por la Paz for en død sild, populistisk eller bare apolitisk.

Nye fredsaktivister

Hvad er der så tilbage af den spirende kampgejst, der viste sig allertydeligst i maj og juni, da bevægelsen fik hundrede tusinder af mexicanere på gaden under det fælles krav om fred?

På fredskaravanen rundt i det sydlige Mexico tiltrækker de daglige protestmarcher og folkemøder sjældent over et par tusind, og jeg hører flere af de garvede aktivister og journalister, der også deltog i den første fredskaravane i foråret, ærgre sig over, at bevægelsen tilsyneladende er ved at miste tiltrækningskraft og nyhedsværdi.

Men parallelt med den stigende skepsis overfor Movimiento por la Paz er bevægelsen nået ud til mexicanere, der ellers ikke har for vane at gå på barrikaderne. På karavanen møder jeg bedstemødre, børnefamilier, præster, illegale immigranter, mormoner – alle har de fået nok af en hverdag præget af en stigende vold og utryghed, og alle udstråler de en ukuelig begejstring, når vi taler om bevægelsen.

”Vi vil forandre systemet og vende tilbage til et samfund som før narkokrigen begyndte!!” lyder det kampklart fra Olga Reyes Salazar fra Ciudad Juarez, der ligesom María blev involveret i bevægelsen efter at have mærket volden på tætteste hold – 6 af Olgas familiemedlemmer er blevet dræbt, og hun har selv modtaget trusler på livet.

Da jeg en dag i den lummerhede karavanebus på vej fra en demonstration til den næste spørger María, om hun aldrig er bange for, at hendes frem-trædende position i bevægelsen er farlig for hende, kigger hun selvsikkert på mig, ”Min frygt tog de med sig, da de hentede mine sønner” lyder det prompte.

Frygten lurer over alt

Frygten stikker ellers sit hoved frem gang på gang på denne tur.

Da jeg en dag under frokosten på en lille landevejsrestaurant rejser mig for at gå ind i butikken ved siden af og købe vand, bliver samtalen omkring bordet afbrudt, og de første tre frivillige springer op for at følge med mig. ”Du skal ikke gå alene her – vi kender jo ikke området!” forklarer man mig.

Tilbage i Coatzacoalcos er vi nået frem til den skole, hvor vi skal tilbringe natten. Svedige, sultne og udmattede efter en lang dag på landevejen forsøger anarkister, gøglere, børnefamilier, bedstemødre, teenagere, studerende at finde et sted at sove, men pladsen er trang, og de fleste må tage til takke med stengulvet på skolens gange eller finde sig en plads på taget, hvor temperaturen er mere udholdelig.

Det mest bevægende ved karavanen er dog ikke de mange personlige fortællinger, der vidner om en regering, der har sat kampen mod narkokartellerne over folkets sikkerhed og rettigheder. Det er det kæmpe engagement, en så heterogen og uorganiseret skare formår at mønstre.

10 dage i træk har de rejst i gamle busser, sovet på betongulve, levet af toastbrød og bønner, marcheret i timevis i den bankende middagshede og temperaturer i nærheden af de 40 grader, og altid med utrygheden som følgesvend.

Efter bare 5 dage på landevejene er jeg så mørbanket i hovedet og kroppen, som havde jeg været på Roskilde Festival, men bedstemødrene med grådkvalte råb og billeder af deres forsvundne børnebørn og de tavse, læderhudede rancheros med Stetson-hatte og symbolske bind for munden bliver tilsyneladende aldrig trætte.

Deres insisteren på, at et fredeligt Mexico er muligt, denne stædige kamp, der går på trods af frygten og på trods af regeringens forsøg på at bekæmpe vold med vold, giver grund til at tro, at de har ret.

——————
Lisbeth Rasch studerer antropologi på Københavns Universitet og er i øjeblikket udvekslingsstudent ved Mexicos nationale universitet, hvor hun studerer statskundskab og international politik.